Vidensbank

De første jøder kom til Danmark i 1600-tallet. De havde spansk-portugisiske rødder og talte Ladino, et sprog, der er næsten er uddødt nu.

I 1800-tallets downtown København var der absolut ingen fine butikker, cafeer og velklædte mennesker. Her var usle baghuse, dårlige kloakforhold og en vrimmel af mennesker. Her boede Københavns allerfattigste, og det var her, en stor bølge af jødiske immigranter fra Østeuropa bosatte sig.

I begyndelsen af 1800-tallet blev der oprettet to jødiske skoler i Danmark - en for piger og en for drenge. Det var decideret fattigskoler, idet børnene af jødiske familier, der havde råd til det, blev undervist af private huslærere.

Trods begyndervanskeligheder lykkedes det i 1800-tallet for jøderne at blive en integreret del af det danske samfund og bidrage både økonomisk og kulturelt.  

Den 5. juni fejrer vi landet over Grundlovsdag. Men hvordan så jødernes retsstilling egentlig ud inden Grundloven af 1849? Hvilke skridt havde der været på de danske jøders vej til retlige ligestilling og integration i det danske samfund? Læs med og få et indblik i Grundlovens betydning for de danske jøder.

I 1819 fandt den såkaldt Jødefejde sted i Danmark; den eneste virkelige pogrom i Danmark. Det var kun få år efter, at jøderne havde fået borgerrettigheder i 1814, som havde været et emne, der delte meningerne. Dele af det danske samfund havde aldrig accepteret, at jøderne kunne få borgerrettigheder uden først at konvertere til kristendom.

Det anslås, at der i dag er ca. 7000 jøder i Danmark, hvilket svarer til ca. 0,12% af den danske befolkning. De består primært af efterkommere af flygtninge fra Rusland og Østeuropa.

Vi tænker ofte på korstogene som kampen om det Hellige Land og magten over Jerusalem. Men de kristne korstoge fandt også sted i hjertet af Europa. I 1096 fandt en stor massakre sted mod de jødiske samfund i Rhinland i det nuværende, vestlige Tyskland. Massakren kaldes ofte det Tyske korstog.

Erindringskulturen om Holocaust har ændret sig gennem historien efter 2. verdenskrig.

Med "Anordningen af 1814" fik jøderne i Danmark fulde rettigheder - næsten. Der var stadig områder, hvor kongeriget ikke kunne tillade fremmede og ikke-kristne borgere at komme til, og jøderne måtte på deres side give afkald på en vis selvstændighed. Anordningen var dog et stort skridt på vejen til fuldt medborgerskab.

I 1600 – og 1700-tallet måtte jøder og andre af en anderledes tro end den lutherske ikke frit slå sig ned i Danmark, hvor de havde lyst – man skulle have en særlig tilladelse. I 1600-tallet havde kongen og myndighederne givet tilladelse til, at jøder kunne få lov at bo i København, Fredericia, Nakskov og visse byer i Slesvig-Holsten, f.eks. Glückstadt og Altona.

Indtil begyndelsen af 1800-tallet var jøder i Danmark ikke ligestillede borgere. På mange måder levede de som en stat i staten. Anordningen fra 1814 er en vigtig kilde i Danmarks integrationshistorie. Det er et spændende juridisk dokument, der viser hvordan datiden så på jøderne og hvordan kongen ønskede, at de skulle tage del i samfundet.

En hofjøde var en jøde, der var tilknyttet eller ligefrem ansat ved et hof som rådgiver i finansielle spørgsmål.

Jøder ser ud, opfører sig og lever ligeså forskelligt, som alle andre mennesker. I flere tusinde år har det jødiske folk været spredt over hele jorden, og de har i stor udstrækning formået at integrere det omgivende samfunds vaner med de traditionelle jødiske.

Når en pige fylder 12 år og en dreng 13 år, er de rituelt set voksne og kaldes bat mitzvah eller bar mitzvah, "datter eller søn af buddet", og det betyder, at de nu er forpligtet til at opfylde alle Torahens bud.

For alle jøder er hver begyndelse på et nyt livsafsnit ledsaget af ritualer. Ritualerne forbinder generationerne med hinanden og er med til at definere jøder både religiøst og kulturelt, både over for omverdenen og internt i det jødiske samfund.