De danske jøder

Historie

Jøder ser ud, opfører sig og lever ligeså forskelligt, som alle andre mennesker. I flere tusinde år har det jødiske folk været spredt over hele jorden, og de har i stor udstrækning formået at integrere det omgivende samfunds vaner med de traditionelle jødiske.

Ortodoks jøde omgivet af bøger

Jøder er ligeså forskellige som alle andre mennesker. Der bor jøder i mange dele af verden, og de er en del af det samfund, de lever i – både hvad angår det sprog, de taler til hverdag, den måde de går klædt, og meget af den mad de spiser. Men der er også ligheder mellem jøder verden over, især blandt dem der lever religiøst: Man overholder de jødiske spiseregler, dvs. at man holder kosher og andre leveregler, der kendetegner jødedommen. 

Der bor ca. 7000 jøder i Danmark, de fleste i København, men man kan faktisk ikke skelne dem fra andre. Størstedelen af de jødiske mænd går ikke med kipa (eller kalot som man også siger på dansk) til daglig. Denne hovedbeklædning bruges som regel kun i religiøse sammenhænge. De danske jøder deltager i resten af det danske samfund på lige fod med alle andre, men sådan har det ikke altid været. 

De første jødiske familier, der kom til Danmark i 1600-tallet, var portugisiske jøder. Senere kom tyske jøder til landet, hvor de levede som et tålt mindretal med begrænsede rettigheder indtil 1814, hvor en kongelig anordning gav jøder næsten sammen rettigheder som kristne borgere. Blandt undtagelserne var fx, at jøder ikke kunne udnævnes til politiske embeder.

Fuldgyldige rettigheder fik danske jøder først med indførelsen af religionsfrihed i Grundloven i 1849.

Tidligere fandtes der små jødiske menigheder i flere byer over hele landet, blandt andet i Randers, Fredericia og Aalborg. I dag er det især i København, der bor jøder.  

Under halvdelen af de 7000 jøder, der bor i Danmark, er medlemmer af en jødisk menighed - hvilket er et mønster, man ser i de fleste andre lande. Flertallet af jøder oplever ikke et behov for at deltage i organiseret jødedom eller i religiøse højtider, men søger af og til et jødisk fællesskab på mere uformel vis.

Hør Jonas på 21 fortælle om sin jødiske identitet

Et af de punkter, hvor danske jøder adskiller sig fra mange andre medborgere er, at de ofte har en familiehistorie, der spreder sig ud over mange lande i løbet af få generationer. Det er fordi jøderne i forskellige perioder har været udsat for forfølgelser og overgreb, som har gjort, at de måtte flygte – også til Danmark.

Dette har været med til at skabe de jødiske samfund i Danmark, som vi kender dem i dag.

Danmark har en lang tradition for at passe godt på sin jødiske minoritet, og derfor har en del dansk jødiske familier rødder her flere hundrede år tilbage i tiden. Men der er også familier, som er efterkommere af flygtninge fra andre dele af verden, især Østeuropa, og som kun har været her i få generationer.