Hirschsprung - et eksempel på integration

Historie

Trods begyndervanskeligheder lykkedes det i 1800-tallet for jøderne at blive en integreret del af det danske samfund og bidrage både økonomisk og kulturelt.  

Familieportræt malet P. S. Krøyer af familien Hirschprung på en balkon

Et eksempel er en af de store tobakshandlere, Heinrich Hirschsprung, der var med til at støtte kunsten i Danmark, og som skænkede sin samling af danske guldaldermalerier til et museum opkaldt efter ham selv, Den Hirschsprungske Samling.

Museet ligger centralt i København, og her kan publikum i dag se nogle af Skagensmalernes største mesterværker. Der hænger også et billede af Hirschsprung selv og hans familie malet af P.S. Krøyer i 1881. Familieportrættet viser en velstående familie i et afslappet øjeblik sammen på en stor terrasse.

På maleriet har Krøyer givet hvert af familiemedlemmerne en rolle, som symboliserer en nyerhvervet social status, hvor kunst, kultur og politik tæller højt. Den største dreng læser avis, faderen står og kigger i Krøyers skitsebog (selve maleren af billedet), den næstældste søn kigger faderen over skulderen. Datteren sidder sammen med moderen tættest på døren dvs. tættest på hjemmet, og begge har strikketøj i hånden. Der er derimod ingen traditionelle jødiske symboler på billedet eller spor af religiøsitet, hvilket er en klar besked om, at familien først og fremmest er danskere.

Hirschsprung var blot én af mange jøder, der var aktive i dansk industri og handel. Andre fremtrædende personligheder i 1800-tallet med jødisk ophav var bl.a. skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, kulturpersonligheden Georg Brandes, hans bror Edvard Brandes - finansminister og en af grundlæggerne af dagbladet Politiken - forfatterne Henrik Hertz, Henri Nathanson (Inden for Murene), Meir Aron Goldschmidt og mange andre. Hertil skal lægges et betydeligt bidrag til 1800-tallets lægevidenskab, hvor jødiske læger var på forkant med den medicinske udvikling.