Grundloven – da de danske jøder blev borgere

Privilegie-jøder

 

I 1622 blev de første sefardiske eller portugisiske jøder inviteret til det danske rige. Det var en særlig begivenhed, da jøder på det tidspunkt hverken måtte bo i Spanien, Portugal, Frankrig eller England. 

Det var dog kun enkelte, velhavende og indflydelsesrige, sefardiske jøder, der blev inviteret til Danmark som såkaldte ”hofjøder”. En hofjøde var en jøde, der var tilknyttet eller ligefrem ansat ved et hof som rådgiver i finansielle spørgsmål. De danske hofjøder var personligt tilknyttet kongen og hoffet, og fungerede som hoflæger, bankmænd, hofjuvelerer og diplomater. 

Jødernes stilling i Danmark var i de næste århundreder kendetegnet ved, at man tolererede deres tilstedeværelse, fordi de var gavnlige. De fik lov til at leve i landet, fordi de havde modtaget såkaldte privilegier, der gav dem mulighed for at leve, handle og arbejde uden at være borgere. 

Jøderne måtte hverken eje jord eller arbejde inden for monopoliserede erhverv. Det var eksempelvis først i 1788 at jøder fik adgang til håndværkerlavene. Derfor var det meget begrænsede erhverv, som jøderne typisk beskæftigede sig med i de første årtier af 1600-tallet. 

Læs om jødernes historie i Danmark her

Fra et ”folk i folket” til ”danskere af mosaisk tro”

I begyndelsen af 1800-tallet ændrede situationen sig imidlertid drastisk for jøderne i Danmark. Under Napoleonskrigene havde Danmark været involveret i krigen på den tabende side. Det betød, at landet ikke blot mistede sin flåde og at København blev bombarderet, men også at staten gik bankerot og Norge blev tabt. Dette blev ansatsen til den grove hetz i pressen og intellektuelle kredse i 1813, som kaldes ”Den litterære jødefejde”. 

Her kan du læse om jødefejden

D. 29. marts 1814 satte Kong Frederik VI imidlertid en stopper for fejden med den kongelige Anordning af 1814. Anordningen var et frihedsbrev, der annullerede tidligere love, der diskriminerede mod jøder. Selv ordet ’jøde’, der blev betragtet som nedsættende, blev gjort forbudt at anvende i offentlige dokumenter. Frihedsbrev var et første skridt henimod jødernes retlige ligestilling og integration i det danske samfund.  

Der havde eksisteret en jødisk menighed i København siden 1684, og der var i begyndelsen af 1800-tallet 12 små bedehuse i hovedstaden. Et af hovedmotiverne bag anordningen var, at ændre hele forståelsen af jøderne i Danmark. De blev tidligere betragtet som et folk, der adskilte sig fra værtsfolket – som et folk i folket – men blev med anordningen til et anerkendt religionssamfund. I anordningens første paragraf står der: 

”De af den mosaiske religions bekendere, der er født i vort rige, Danmark, eller har opholdstilladelse til at bosætte sig sammesteds, skal nyde lige adgang med vores øvrige undersåtter, til at ernære sig på enhver lovlig måde; hvorimod de - og for så vidt vi ikke ved denne vores anordning derfra har gjort en undtagelse - skal på alle måder rette sig efter landets borgerlige love, så at de, i intet borgerligt anliggende, kunne indskyde sig under de mosaiske love eller de såkaldte rabbinske forskrifter og vedtægter.”

Med anordningen skete der altså en række retslige ændringer for jøderne: skiftevæsen, arveret, fattigvæsen og skolevæsen, som tidligere havde været rent jødiske anliggender, skulle nu underlægges de lokale myndigheder. 

Man oprettede et organiseret trossamfund og kaldte det Det Mosaiske Trossamfund, og man systematiserede den jødiske undervisning. Kongen ønskede, at Det Mosaiske Trossamfund blev en genkendelig, jødisk spejling af den protestantiske kirke. 

Der skulle derfor være en overrabbiner, som konsekvent omtales som "den øverste præst", det jødiske overgangsritual, bar mitzvah, kaldtes den ”jødiske konfirmation”, og den jødiske gudstjeneste skulle gøres sammenlignelig med kirkens.

I synagogen prædikerede rabbineren normalt kun to gange årligt: på sabbatten før Pesach og før forsoningsdagen, Jom Kippur. Med anordningen havde overrabbineren pligt til at prædike hver eneste Shabbat – på dansk eller tysk. 

Man gjorde med andre ord jøderne til borgere underlagt et specifik trossamfund, som skulle spejle folkekirken. Samtidig var man interesseret i at rammesætte og kontrollere den jødiske, religiøse praksis. ”Staten”, skriver historikeren Arthur Arnheim, ”havde grebet ind, havde nydefineret og reduceret jødedom til at være en religion, der kunne sammenlignes med den kristne.” (Truet Minoritet søger beskyttelse, s.  155)

Grundloven 

Grundloven fra 1849 gav jøderne fuld ligeberettigelse; den gjorde dem til borgere på lige fod med alle andre. Grundloven markerer kulminationen på en lang integrationsprocess, der gjorde jøderne helt og aldeles danske. 

Udover at de nu kunne nyde fulde borgerrettigheder, præciserer Grundlovens §67, at:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Og §70, at: 

”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.” 

Jøder i Danmark var endelig blevet danske. De havde fået adgangen til uddannelser og stillinger, der tidligere havde været lukket land, og de var også blevet valgbare. 

 

Videre læsning: 

Lausten, Martin Schwarz. Jøder og kristne i Danmark fra middelalderen til nyere tid. Forlaget Anis, 2012.

Falk, Allan. "Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse-Jødernes historie i Danmark." Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning 24.1.

Blüdnikow, Bent (red.) Jøderne Som Frie Borgere. Det Jødiske Samfund i Danmark, 2014. 24-36.