Om Jødisk Informationscenter

Jødisk Informationscenters formål er at give indsigt i jødisk liv, kultur og historie i Danmark og på den måde forebygge antisemitisme. Vi er et informationscenter, der tager udgangspunkt i vores jødiske ophav, erfaringer og historie, når vi fortæller om jødisk liv og kultur.

Jødisk Informationscenter blev oprettet i et samarbejde mellem Københavns Kommune og Det Jødiske Samfund i kølvandet på terrorangrebet på Københavns Synagoge i 2015.  Vores grundlæggende opgave er at nedbryde fordomme og forebygge antisemitisme ved at informere om og undervise i jødedom, jødisk historie og jødisk liv samt bygge bro mellem minoriteter.

Vores arbejde er alsidigt og kommer til udtryk her på hjemmesiden, i undervisningsmateriale, podcasts og videoer, events, talks og særligt ansigt-til-ansigt møder. Med nytænkning og faglig ballast formidler vi viden om den dansk-jødiske minoritet, hvorledes et mangfoldigt jødisk liv leves, og hvordan udfordringerne i det 21. århundrede håndteres.

I Københavns synagoges historiske rammer kan du få faglig og personlig undervisning af vores kyndige omvisere, der alle har jødisk baggrund. Vi tager også ud på skoler og institutioner for med indsigt, respekt og humor at fortæller om vores oplevelser af at være religiøs minoritet i Danmark. 

Jødisk Informationscenter er en del af Det Jødiske Samfund og er blevet muliggjort gennem økonomisk støtte fra Københavns Kommune.

Om Jødisk Informationscenters hjemmeside

Denne platform er henvendt til skoleelever fra primært udskolingsklasser og opefter samt til undervisere og andre interesserede, som søger information om jødisk liv i dag, jødisk historie og minoritetsforståelse indefra. Du finder også akademiske webinare som er henvendt til studerende, der beskæftiger sig med minoriteter og repræsentation.

Hvis du har nogle kommentarer til sitet eller forslag til indhold, hører vi gerne fra dig på hello@joediskinfo.dk 

Nyhedsbrev:

Jødisk Informationscenter udsender hver måned et nyhedsbrev med informationer om arrangementer og nyheder. Har du lyst til at modtage nyhedsbrevet direkte på mail, kan du tilmelde dig her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her