En jødisk ghetto i 1800-tallets København
I 1800-tallets downtown København var der absolut ingen fine butikker, cafeer og velklædte mennesker. Her var usle baghuse, dårlige kloakforhold og en vrimmel af mennesker. Her boede Københavns allerfattigste, og det var her, en stor bølge af jødiske immigranter fra Østeuropa bosatte sig.
Hvis du var en tidsrejsende og gik en tur i gaderne mellem Strøget og Kongens Have i 1800-tallets København, ville du måske tro, du var gået forkert, for dengang var der absolut ingen fine butikker, cafeer og velklædte mennesker. Gaderne med nogle af Københavns allerældste huse var slum.
Der var ingen grønne gårde, men usle baghuse, dårlige kloakforhold og en vrimmel af mennesker. Man boede mange familier stuvet sammen i små lejligheder. Det var her, Københavns allerfattigste boede, og det var her, en stor bølge af jødiske immigranter fra Østeuropa bosatte sig.
Ordet pogrom kommer fra russisk, hvor det betyder "voldsom ødelæggelse" og "personlig skade". Det blev brugt på Jiddisch som et samlet udtryk for de mange jødeforfølgelser og etniske udrensninger, som fandt sted i det russiske imperium og resten af Østeuropa.
De var på flugt fra jødeforfølgelser, de såkaldte pogromer, og var meget anderledes end de jøder, der i forvejen boede i København. De kunne ikke tale dansk - kun Jiddisch, der er en gammel jødisk dialekt bygget på den form for tysk, som man talte i Middelalderen. De adskilte sig fra resten af Københavns indbyggere med deres sprog og mørke udseende.
De østeuropæiske jøder levede af at udføre småreparationer, sy og handle med brugt tøj, hvis de da ikke ernærede sig ved kriminalitet, og de blev snart en bekymring for københavnerne.
De blev også en bekymring for de jøder, der boede i København i forvejen, og som med årene havde tillagt sig danske vaner og opførsel. Lige præcis i de år håbede jøderne på, at de ville opnå borgerrettigheder på linje med andre mennesker i Danmark, og de var nervøse for at blive identificeret med de nytilkomne jøder, der på grund af stor fattigdom hurtigt havnede i kriminalitet.
Og mens nogle danske jøder var bekymrede over forholdet til det omkringliggende kristne samfund, var andre jøder forfærdede over den fattigdom, som deres trosfæller levede i. De besluttede sig for at gøre noget ved dette sociale problem og løsningen blev at åbne to skoler, en for drenge og en for piger.