Hofjøder
En hofjøde var en jøde, der var tilknyttet eller ligefrem ansat ved et hof som rådgiver i finansielle spørgsmål.
Med merkantilismens indtog i Centraleuropæisk politik fik finansielt talentfulde jøder mulighed for social opstigen, der ikke tidligere havde været en mulighed. Statens indtægter skulle øges, og der var behov for pengestærke folk med økonomisk forståelse – og fra denne synsvinkel trådte jødernes religiøse tilhørsforhold i baggrunden – den var pludselig mindre vigtig.
Allerede under 30-årskrigen (1618-1648) kendte man til hofjøder, og efter krigen blev begrebet udvidet, idet de lutherske fyrstendømmer vandt krigen på bekostning af kejsermagten. Disse fyrstendømmer havde nu brug for folk, der havde forstand på at varetage alle aspekter af økonomien på fyrstens landområde. Hofjøderne blev her magthavernes højre hånd – udover at sørge for selve administrationen kunne de, på grund af deres vidt spredte familierelationer, fremskaffe råvarer fra store dele af verden, og ikke mindst ydede de fyrsterne fornøden kredit.
De magtfulde fyrster kunne have mange hofjøder ansat. F.eks. havde August den Stærke (1670 – 1733), der var kurfyrste af Sachsen, Konge af Polen og Storhertug af Litauen, 35 hofjøder ansat. Omvendt kunne en dygtig hofjøde være ansat ved flere forskellige hoffer. I 1600- og 1700-tallet fandtes der hofjøder ved mange fyrstendømmer i Tyskland, og små jødiske samfund kunne eksistere i tilknytning til fyrstendømmerne, fordi jødiske slagtere, bagere, lærere og rabbinere var nødvendige for det jødiske samfund.
Hofjøderne havde større privilegier, frihed og ligestilling i forhold til det omgivende kristne samfund, end andre jøder. F.eks. var de undtaget fra at betale den stærkt diskriminerende Leibzoll – en afgift, som andre jøder skulle betale ved alle grænseovergange, og som ellers var beregnet til at blive afholdt for kvæg. Privilegierne havde dog en pris, for hofjøderne var helt og aldeles underlagt fyrstens velvilje. Hvis der var økonomisk nedgang, kunne hofjøden blive udset som syndebuk for de dårlige tider.
Et eksempel på danske hofjøder var de sefardiske jøder fra Spanien og Portugal, som Christian den 4. inviterede til at bosætte sig i den holstenske by Glückstadt, som han grundlagde i 1616. Der var tale om velhavende købmænd, der kunne låne penge til den altid betrængte konge. Disse købmænd stod direkte under kongens beskyttelse og samarbejdede med det danske hof. Den første kendte hofjøde var Albert Dionis, der fra 1619-1630 havde hverv som kongens møntmester.
Samarbejdet mellem hoffet og jøderne ebbede dog lige så stille ud.