Anordningen af 1814
Med "Anordningen af 1814" fik jøderne i Danmark fulde rettigheder - næsten. Der var stadig områder, hvor kongeriget ikke kunne tillade fremmede og ikke-kristne borgere at komme til, og jøderne måtte på deres side give afkald på en vis selvstændighed. Anordningen var dog et stort skridt på vejen til fuldt medborgerskab.
I 1814 fik jøderne borgerrettigheder i Danmark. Før den tid var jøderne, kongens ejendom og han kunne behandle dem, som han ville. Han havde givet enkelte familier opholdstilladelse med et såkaldt frit lejdebrev, men hvis han en dag skiftede mening, kunne han bare gøre det.
Læs hele Anordningen af 1814 her.
Et lejdebrev var et dokument, der gav skriftlig garanti for ihændehaverens sikkerhed mod overgreb fra de lokale myndigheder. At jøderne fik et ”Kongeligt Lejdebrev” var ikke et udtryk for særlig bevågenhed fra kongens side, men simpelthen et udtryk for enevælden (styreformen fra 1660-61 – 1849): Kongen bestemte alt!
Anordningen, som også kaldes 'Frihedsbrevet', gav – med undtagelser – såvel danskfødte som tilflyttede jøder, der havde opnået borgerskab, samme rettigheder som andre danskere.
Ny mentalitet
Oplysningstiden og Den franske Revolution havde med slagordene "frihed, lighed og broderskab" havde banet vejen for en hel ny mentalitet i Europa. Først blev rettighederne skænket til folket og senere, gradvist, til de minoriteter.
Borgerrettighederne sikrede jøder en række grundlæggende rettigheder. De fik en beskyttelse som individer, de ikke havde haft før. , og de fik adgang til alle de erhverv, der førhen havde været forbudt for dem. Med få undtagelser - bl.a. at jøder fortsat ikke havde adgang til offentlige embeder, og de skulle alle registreres, hvilket ikke var pligtigt for andre borgere - fik de en beskyttelse som individer, de ikke havde haft før.
Jøder kunne deltage i samfundslivet på lige fod med andre, og det var naturligvis til stor glæde for størstedelen af jøderne. Kun en lille del var imod denne omvæltning, og få år efter - under Jødefejden i 1819 - skulle det vise sig, at heller ikke alle kristne danskere syntes, at denne forandring var på sin plads.
Statslig kontrol af minoriteter
Men med friheden og sikkerheden fulgte også det faktum, at jøderne nu blev fuldstændig underlagt dansk lov - med undtagelse af de regler, der havde at gøre med kristendommen. Dette sidste betød, at mens man som minoritet tidligere havde besluttet nogle ting internt i forhold til jødisk lov, som den blev tolket af rabbinere, skulle det, der stod i dansk lov, nu til en hver tid være gældende for jøder. Også hvis det gik imod den jødisk religiøse lov, f.eks. i familiespørgsmål. På den måde kom de jødiske borgere helt ind og var med i det danske samfund på godt og ondt. Hvor man tidligere havde afgjort nogle stridigheder hos rabbineren, skulle de samme stridigheder nu afgøres hos danske dommere.
Som følge af den revolutionært prægede uro, der herskede i Europa – og desuden, fordi der var interne stridigheder mellem jøder, der var bekymrede for at bevæge sig for langt væk fra et isoleret jødisk samfund med selvstyre og mere moderne jøder, der mente, at det var sikrere at blive integreret og tilpasse sig tidens samfund – ville de danske myndigheder gerne have overordnet styr på den jødiske befolkningsgruppe. Derfor medførte Anordningen, at det jødiske selvstyre, der hidtil havde været, måtte ophøre.
Desuden blev det forlangt, at alle dokumenter – både testamenter og f.eks. handelsregnskaber – skulle foreligge på dansk eller tysk og skrives med latinske bogstaver (i stedet for hebraiske), så myndighederne kunne gennemskue, hvad der stod. Man skulle også bruge den danske tidsregning, så årstal var til at forstå for de danske myndigheder.
Hidtil havde det jødiske samfund selv afgjort sager om f.eks. skilsmisse, arveret og andre juridiske sager af privat karakter efter de mosaiske regler, og hvor en rabbiner afgjorde sagerne, men nu skulle man følge dansk lovgivning.
Ydermere skulle oprettelse af synagoger og ansættelse af rabbinere godkendes af kongen eller myndighederne, og man pålagde den jødiske menighed at etablere en konfirmation af både drenge og piger, fordi denne skulle være ligestillet med statskirkens. På denne tid var det nemlig sådan, at hvis man ikke var konfirmeret, kunne man ikke få en læreplads eller en anden uddannelse, og man kunne heller ikke blive gift eller i det hele taget anses som borger.
Anordningen kan derfor på den ene side ses som en udstrakt hånd til landets jødiske medborgere med tilsagn om ligestilling – på den anden side var der en pris at betale, nemlig opgivelsen af den mosaiske selvbestemmelse og underkastelse til det enevældiges styres kontrol.