Jøderne og korstogene

Historie

Vi tænker ofte på korstogene som kampen om det Hellige Land og magten over Jerusalem. Men de kristne korstoge fandt også sted i hjertet af Europa. I 1096 fandt en stor massakre sted mod de jødiske samfund i Rhinland i det nuværende, vestlige Tyskland. Massakren kaldes ofte det Tyske korstog.

Illustration af mennesker der løber forvirret på en gade

Her finder du to tekster om korstoget mod jøderne. Den første kaldes "Solomon bar Simsons krønike" og beskriver korstoget set fra et jødisk perspektiv. Den anden tekst hedder "Rakel og hendes børn" og udpensler massakrens omfang og følger. 
Teksterne, der er fra ca 1140, dvs. 44 år efter hændelsen, er vigtige supplementer til at forstå korstogene som helhed - netop fordi de kommer fra et jødisk perspektiv. 

Solomon bar Simsons krønike

Tekst 1.

Det var den tredje dag i måneden Sivan … om middagen, da jødernes fjende, den ondskabsfulde Emico, kom med hele sin hær imod byens port, og borgerne åbnede den for ham. Den tysk adelsmand Emico ledte en gruppe plyndrende tyske og franske korsfarere. Da sagde Herrens fjender til hinanden: ”Se! De har åbnet porten for os. Lad os nu hævne den korsfæstedes [Jesus’] blod.”

På trods af, at de så den store mængde, en hær så talrig som sandet på havets breder, så klyngede den hellige pagts børn [jøderne], som var der, - martyrer som frygtede den Højeste - stadig til deres Skaber. Unge som gamle iførte sig deres rustninger og tog deres våben frem. Som deres leder var Rabbi Kalonymus ben Meshullam, deres overrabbiner. Men på grund af de mange uroligheder og den faste som de havde holdt, havde de ingen kraft til at modstå deres fjende. [de havde fastet for at afværge de forestående onder]. Da kom bander og flokke af folk fejende igennem byen som en oversvømmelse, indtil Mainz var fyldt fra ende til anden. 

Fjenden, Emico, proklamerede i samfundets påhør, at fjenden skulle drives ud af byen og flygte derfra. Byen blev fyldt med panik. Enhver jøde fremdrog sine våben i biskoppens indre gårdsplads, og alle bevægede sig mod paladsporten for at bekæmpe korsfarerne og borgerne. De kæmpede med hinanden helt henne ved porten, men jødernes synder forårsagede, at fjenderne vandt over dem og indtog porten.

Herrens hand slog hårdt ned mod hans folk. Alle hedninge samlede sig mod jøderne i gårdspladsen for at udslette deres navn, og vores folks styrke svækkedes, da de så de onde edomitter overmande dem. [edommitter er jøderne traditionelle fjender, her menes de kristne.] Biskoppens mænd, som havde lovet at hjælpe dem, var det første til at flygte, hvilket gjorde at jøderne blev overleveret til deres fjender. Deres situation var ubehjælpelig; selv biskoppen var flygtet ud af sin kirkem, fordi han troede at man også ville slå ham ihjel for at tale godt om jøder […][ærkebiskop Ruthard var blevet betalt for at blive og beskytte jøderne. Han blev senere beskyldt for at have modtaget noget af gods, man havde taget fra jøderne]

Da pagtens børn så, at det himmelske dødsdekret var blevet udstedt, og at deres fjender havde besat dem og var trængt ind på gårdspladesen, da råbte de alle – gamle som unge, jomfruer og børn, tjenere og tjenestepiger – til deres himmelske fader. De græd for dem selv og deres for deres liv og accepterede Guds afgørelse som retfærdig. De sagde da til hinanden: ”lad os være stærke og lad os børe den hellige religions åg; for kun i denne verden kan fjende dræbe os – og den nemmeste af de fire dødsdomme er ved sværden [I jødisk lov er der fire dødsdomme: ved stening, ved at blive brændt, kvalt eller ved at få hugget hovedet over]. Men vi, vores sjæle i paradis, skal blive ved med at leve evigt i den guddommelige nådes store skær.

Med et helt hjerte og med en villende sjæl sagde de da: “Trods alt er det ikke retfærdigt at kritisere Guds handlinger – velsignet være han og velsignet være hans navn -; ham, som har givet os hans Torah og et bud om at slå os selv ihjel, at begå selvmod for enheden af hans hellige navn. Glade er vi, hvis vi udfører hans vilje. Glad er enhver som dør eller slagtes, som dør for enheden af hans navn, for han vil være klar til at indtræde i den kommende være. Han vil være klar til at dvæle i den himmelske lejer med de retfærdige; med Rabbi Akiva og hans elever, universets søjler, som også døde for hans navns skyld. [Akiva led martyrdøden ved romernes hånd under Bar Kokhba oprøret i 135 evt.]. Ikke nok med det; han vil bytte mørkets verden for lysets verden; problemernes verden for glædens verden, og den verden, som forgår for den verden, som består i al evighed. Da råbte de alle med høj stemme til en mand: ”Vi kan ikke udsætte det længere, for vores fjender er allerede over os. Lad os skynde os of ofre os selv som et offer for Herren. Lad ham, der har en kniv, undersøge den for ikke at have hakker, og lad ham komme of slagte os for, at vi kan helliggøre den Eneste Ene, den Evige, og lad ham derefter skære hans egen strube over eller stikke kniven ind i hans egen krop. [et hak I en slagters kniv gør den ifølge jødedommen uegnet til rituel brug].

Så snart fjenderne kom i gårdspladsen, fadt de nogle af de meget fromme, der sad med deres fortræffelige mester, Isak ben Moses. Han rakte sin hals fem og de skar hans hoved af først. De andre, indhyllet i deres bede-sjaler, sad alene i gårdspladsen, ivrige efter at Skaberens vilje. De var ligeglade med at flygte ind i kamrene for at rede deres tidslige liv, men ud af kærlighed modtog de Guds straf. Fjenderne skød sted og pile på dem, men de flygtede ikke og ” med sværd og drab og tilintetgørelse”, dræbte fjenden all de, som de fandt der. Da de som sad i kamrene så den dåd, som disse retfærdige havde udført, hvordan fjenderne allerede havde myrdet dem, da råbte de alle sammen: ”der er intet bedre for os end at ofre vores liv som et offer”.

Kvinderne slog deres sønner og deres døtre og dem selv ihjel. Også mange mænd samlede deres mod og dræbte deres koner, sønner og spædbørn. Selv den ømme og blide moder slagtede det barn, som hun kort forinden havde leget med; alle sammen rejste de sig og slagtede hinanden. Ungmøerne og de unge brude og gomme stirrede ud ad vinduerne og med høj stemme sagde de: ”kig og se, åh vor Gud, hvad vi gør for at helliggøre dig store navn for ikke at bytte dig ud med den hængte og korsfæstede gud [Jesus]”.

Således blev de dyrbare børn af Zion, jøderne i Mainz, prøvet med ti prøvelse som Abraham, vor fader, og som Hananiah, Mishael, and Azariah [som ifølge Daniel 3:21 blev kastet i et bål]. De bandt deres sønner som Abraham bandt sin søn, Isak. Med en villende sjæl modtog de Guds frygt, kongen, kongernes konge, den hellige, velsignet være han, snarere end at benægte og udskifte vores konges religion [Isaiah l4: 19] " en foragtet kvist [Jesus]....' [Christians al Jews of those days often spoke contemptuously of each others religion.]

De strakte deres halse frem for at blive slagtet og de overgav deres rene sjæle til deres fader I himlen. Retfærdige og fromme kvinder blottede deres struber til hinanden og tilbød at blive ofret for Guds navns enhed.

En fader vendte sig mod sin søn eller broder, en broder mod sin søster, en kvinde mod hendes søn eller datter, nabo mod en nabo eller ven, en gom mod sin brud, en forlovet mod sin forlovede, for at dræbe og blive dræbt. Og blod rørte blod; mænds blod blandedes med deres koners, fædres blod med deres børns, brødres blod med deres søstres, læreres blod med deres disciples, lederes blod med kantorernes, dommeres blod, med skrivernes, og spædbørns blod med deres mødres. I det ærværdige og ærefrygtige navns enhed blev de dræbt og slagtet

Ørerne på den, som hører disse ting, vil snurre; for hvem har nogensinde hørt noget lignende? Undersøg nu og se dig omkring; har der nogensinde været så stort et offer som dette siden Adams tid? Var der nogensinde ellevehundrede ofringer på én dag; hver og én som ofringen af Isak, Abrahams søn?

For Isaks skyld, som var parat til at blive ofret på Moriah bjerget, skælvede verden, som der står ” beboere skriger på gaden, [fredens budbringere græder bittert]” [Esajas 33:7] og ”himlen deroppe formørkes” [Jeremias 4:28].

Men, ser du hvad disse martyrer gjorde? Hvorfor formørkedes himlen ikke og hvorfor mistede stjernerne ikke deres glans? Hvorfor formørkedes månen og solen på himlen ikke på denne dag, den tredje i måneden Sivan, på en tirsdag da ellevehundrede sjæle blev dræbt og slagtet, i blandt dem mange spædbørn som hverken havde overtrådt noget bud eller syndet, og mange stakkels uskyldige sjæle.

Vil du, trods dette, stadig begrænse sig selv, åh Herre? Det var for din skyld at disse utallige sjæle blev dræbt. Hævn hurtigt dine undersåtters blod, som blev spildt i vores dage og i vores åsyn. Amen. 

Rakel og hendes børn

Tekst 2.

Nu skal jeg berette om den mest usædvanlige handling, da blev gjort på den dag af disse retfærdige. Hvem har nogensinde set noget lignende? Hvem har nogensinde hørt om handlinger som den, der blev foretaget af den retfærdige og fromme unge kvinde, Rakel, datter of Rabbi Isak ben Asher og kone til rabbi Judah? Hun sagde til hendes venner: ”Jeg har fire børn. De skal ikke reddes, for så kommer de kristne og tager dem i live og opdrager dem i deres falske religion. Også gennem dem skal den hellige Guds navn helliggøres.”

Derefter kom en af hendes fæller og løftede en kniv for at slagte hendes søn. Men da barnets moder så kniven, udgød hun et højt klageskrig og hun slog dit ansigt og bryst, men hun skrev: ”hvor er din nåde, O Gud?” I sin sjæls bitterhed sagde hun til en ven: ”Dræb ikke Isak i hans broder, Aarons, tilstedeværelse, for så vil Aaron se sin broders død og løbe væk”.  Kvinder tog derfor Isak, som var en lille og meget køn dreng, og hun slagtede ham, mens moderen spredte sine ærmer ud for at opfange blodet i sine klæder i stedet for at det skulle skabe en blodpøl. Da barnet Aaron så at hans broder, Isak, blev slået ihjel, skrev han igen og igen: ”Mor, mor, slagt mig ikke,” og løb hen og gemte sig under en kiste.

Hun havde også to døtre som boede hjemme, Bella og Matrona, smukke unge piger, børn af hendes mand, Rabbi Judah. Pigerne tog kniven og hvæssede den selv så den ikke havde hakker. Så blottede kvinden deres hales og ofrede dem til hærskarernes herre, som har påbudt os ikke at udskifte hans rene religion but at være helhjertet med ham, som der står: “Du skal være helhjertet med Herren, din Gud.” (5. Mos. 18:13). 

Da den retfærdige kvinde havde ofret sine tre børn til deres Skaber, råbte hun for sine lungers fulde kraft og kaldte på sønnen Aaron: ”Aaron, hvor er du? Jeg vil heller ikke skåne dig eller være barmhjertig.” Så trækkede hun ham ud fra kisten ved foden, hvor han havde gemt sig, og hun ofrede ham til Gud,

When this righteous woman had made an end of sacrificing her three children to their Creator, she then raised her voice and called out to her son Aaron: "Aaron, where are you? You also I will not spare nor will I have any mercy." Then she dragged him out by his foot from under the chest where he had hidden himself, and she sacrificed him before God, den høje og ophøjede. Hun lagde sine børn ved siden af sig – to på hver side – dækkede dem med sine ærmer, og der lå de og kæmpede i dødens smerte. Da fjenden kom til værelse, fandt de hende siddende og græd over dem: ”Vis os de penge du har i dine ærmer”, sagde de til hende. Men da det være hendes slagtede børn de så, slog de hende ihjel, og hendes ånd fløj væk og hendes sjæl fandt endelig hvilke. Om hende gælder det bibelske vers: ”Selv mødre med deres børn blev knust.” (Hoseas 10:14)

Da faderen så sine fire smukke børn døde, skreg han højt, græd og jamrede. Han smed sig selv på det sværd, han havde i hånden, så hans indvolde kom ud. Han var indhyllet i blod på vejen, sammen med de dørende der lå vred sig i deres livs blod. Fjenden dræbte alle dem, der var tilbage I værelset og tog deres klæder af dem; “Se, Herre, og mærk dig, hvordan jeg bliver foragtet!” (Klagesang 1:11). Så begyndte korsfarerne at lovprise i ”den korsfæstedes” navn, fordi de havde gjort hvad de ville med dem, der var i biskoppens værelse, så ingen sjæl nåede at flygte. [Korsfarerne holdt da en taksigelsesfest i ærkebispens palads, hvor massakren fandt sted]