Fredericia - fristad for religiøse minoriteter
I 1600 – og 1700-tallet måtte jøder og andre af en anderledes tro end den lutherske ikke frit slå sig ned i Danmark, hvor de havde lyst – man skulle have en særlig tilladelse. I 1600-tallet havde kongen og myndighederne givet tilladelse til, at jøder kunne få lov at bo i København, Fredericia, Nakskov og visse byer i Slesvig-Holsten, f.eks. Glückstadt og Altona.
Fredericia er her særlig interessant, fordi den en overgang var den by i Danmark, hvor der boede flest jøder. I 1682 fik Fredericia nemlig særlige privilegier, der skulle lokke arbejdskraft og dygtige håndværkere og handelsfolk til byen, fordi man ønskede at forbedre økonomien og skabe en driftig handelsby. Alle – uanset nationalitet og religion – kunne slå sig ned i byen, og tilflytterne fik gratis jord til både at drive landbrug og til at bygge sig et hus eller en gård på. For yderligere at lokke jøder til at flytte til Fredericia, gav man tilladelse til, at de kunne opføre en synagoge.
Helt problemfrit var det dog ikke: Når jøderne skulle løse borgerskab, blev der stillet betingelser, for det var vigtigt, at man fik netop de handlende og de håndværkere, der var brug for – ellers opfattede de lokale borgere det som unfair konkurrence, hvilket medførte ballade og konflikt med laugsvæsnet, og der er mange eksempler på, at jøder fik en officiel tilladelse til handel inden for bestemte områder, som siden blev trukket tilbage.
Der var dog ikke tale om en massiv indvandring: I år 1700 boede der 4 jødiske familier i Fredericia, og sidst i 1700-tallet var der 60 jødiske familier. Den jødiske tilstedeværelse i byen aftog støt henover det næste århundrede i takt med, at myndighederne ophævede de strenge regler for, hvor jøder måtte bosætte sig – f.eks. med Anordningen af 1814 og Grundloven i 1849, der giver religionsfrihed til alle.
At jøder fik tilladelse til at bosætte sig i Fredericia betød dog ikke, at de frit måtte blande sig med den kristne befolkning. Kæresteforhold mellem jøder og kristne opfattedes som absolut uønsket, og hvis et sådant forhold mundede ud i, at en kristen kvinde blev gravid med en jødisk mand, var det ligefrem strafbart. Således beretter et eksempel fra 1726 om, at kvinden blev ”kagstrøgen” – dvs. pisket offentligt på torvet - mens manden blev idømt et års hårdt strafarbejde og derefter landsforvist. Blev en jødisk kvinde gravid med en kristen mand, skulle det jødiske samfund tage sig af hende og eventuelt straffe hende efter deres regler, mens den kristne mand gik fri.
Jødisk gudstjeneste og religionsdyrkelse fandt i begyndelsen sted i private hjem, men i 1714 købte en forsamling af veletablerede jødiske handelsmænd en gård i Fredericia, som de fik tilladelse til at ombygge og benytte til synagoge, og i 1720 blev synagogen taget i brug – vist nok som den første tilladte synagoge i Norden. I begyndelsen af 1800-tallet blev denne synagoge revet ned, og en ny blev opført. Denne blev dog ødelagt af bombardement under krigen i 1864, hvorefter en ny blev opført. Der er ikke længere en synagoge i Fredericia. Den sidste jødiske gudstjeneste blev holdt på Yom Kippur i 1902, og bygningen blev solgt til nedrivning i 1914.