Kipa, Tallit, Davidsstjernen, Streimel og Miriams hånd

Jødiske symboler

Kipa

Kipa, kalot, keppisch, yarmulka… den har mange navne den lille runde hovedbeklædning, som mange jødiske mænd bruger. Den kan være hæklet, broderet, af velour, fløjl, læder… Den kan være sort, hvid eller i masser af farver. Og den kan have logoet fra Arsenal, Batman eller Pokémon – alt efter ejerens alder og interesser.

Ligesom Kipa’en kan have tusind udtryk, er der også forskellige forklaringer på, hvornår man skal have den på, og hvordan traditionen er opstået. I talmudisk tid (fra 500 f.v.t. – 500 e.v.t.) var det kun meget betydningsfulde mænd, som bar en hovedbeklædning. Senere er det blevet tradition, at alle jødiske mænd kan gå med kipa, hvis de ønsker det. Kipa'en siges ofte at symbolisere, at der er noget mellem os og Gud og den markerer dermed, at mennesket står under den hellige Gud. 

I reformmenigheder kan kvinder også bære kipa, og navnlig de kvindelige rabbinere vil gøre det. I en ortodoks synagoge, som f.ex. den i Krystalgade i København, er det obligatorisk for alle mænd – jøder og andre – at have kipa på. På samme måde som det forventes, at besøgende tager huen af i en kirke og skoene af i en moské.

Læs om forskellige jødiske grene og menigheder her

I Danmark er det ret få mænd, der går med kipa offentligt, men mange har kipa på hjemme, især når de spiser og ikke mindst fredag aften under shabbatmåltidet og til helligdage.

Meget ortodokse jøder går med kipa hele tiden, for der står i det jødiske lovkodeks, Shulchan Aruch, at man ikke bør gå to meter uden dækket hoved. 

Bedesjal / Tallit

En Tallit, på jiddisch Tallis, er et bedesjal, som bruges til morgengudstjenester på hverdage, på shabbat og på helligdage. Den er normalt lavet af uld og har særlige snoede og knyttede frynser (tzitziot) i hvert af de fire hjørner. En tallit kaldes derfor også for ”arba kanfot”, der betyder "fire hjørner."

Baggrunden for at jøder bærer tallit, findes i Bibelen, Fjerde Mosebog 15: 37-41, hvor Gud siger til Moses:

”Tal til Israeliterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte kvaster på fligene af deres klæder, og at de på hver enkelt kvast skal sætte en violet Purpursnor. Det skal tjene Eder (til tegn), så at I, hver gang I ser dem, skal komme alle Herrens bud i hu og handle efter dem….”

Tallit'en blev fortolket som et stykke overtøj, og den oprindelige udgave har sandsynligvis lignet de "Abayah" eller tæpper, som beduinerne i samme område brugte som værn mod sol og regn. Den finere tallit, som blev båret af fremtrædende rabbinere og lærde, lignede sandsynligvis den romerske Pallium.

Formålet med Tallit’en er, at jøder skal bære frynser – Tzitzit -  sådan som det blev befalet af Gud, og Tzitzit er derfor langt vigtigere end selve Tallit’en. Tzitzit i de fire hjørner er bundet sammen i knuder ved hjælp af en kompliceret procedure med tal-relateret symbolsk betydning.

Blå og sorte striber er de mest populære farver til broderiet på en Tallit. Blå bruges dels på grund af den generelle symbolske betydning af blå i jødedommen, men også fordi det bibelske bud præciserer, "lad dem knytte en snor af blå til hvert hjørne". Men i stedet for at tilføje blå til tzizit bruges farven i brede striber på bedesjalet. Nogle tallitot har dog sorte striber i stedet for blå, fordi nogle rabbinere har lært, at det er forkert at forsøge at kopiere den ukendte blå farve.

Bederemme / Tefillin

Traditionen med at binde sorte læderremme om hoved og arm er nok den jødiske tradition, som vækker størst undren. Men forklaringen er enkel og findes i Biblen.  

Jødiske mænd kan efter deres bar mitzvah lægge tefillin hver morgen ved morgengudstjenesten. Et sæt tefillin består af to dele: En rem til armen og en rem til hovedet. På begge disse remme er der forbundet en lille sort firkantet boks, i hvilke der er små håndskrevne pergamentruller. Boksene bindes ved hjælp af remmene og efter et særligt mønster på hhv. venstre arm ud for hjertet og på hovedet med tefillin ud for hjernen, lige over og mellem øjnene.

Kapslerne indeholder pergamentruller med fire afsnit fra Mosebøgerne. To, der omhandler jødernes udfrielse fra slaveriet i Egypten, og to, der handler om brugen af tefillin:

Du skal have det som et tegn på din hånd og som et minde mellem dine øjne, for at Herrens lære skal være I din mund, for med stærk hånd har Herren ført dig ud af Ægypten. (2.Mosebog, 13;9)

Det skal være som et tegn på din hånd og et pandebind mellem dine øjne, for med stærk hånd har Herren ført os ud af Ægypten. (2. Mosebog, 13;16)

Du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande. (5.Mosebog, 6;8)

I skal lægge Jer mine ord på hjerte og sinde, binde dem som et tegn om Jeres hånd og lade dem være et erindringsmærke på Jeres pande. (5. Mosebog 11;18)

Ørelokker

Payot, også udtalt pe'ot, peyot; eller payos, peyos, peyois, payois på jiddish, er det hebraiske ord for sidekrøller eller ørelokker. Payot bliver brugt af mænd og drenge i de mest ortodokse jødiske samfund baseret på en fortolkning af det bibelske forbud mod barbering af "hjørnerne" af ens hoved. Forbuddet findes i 3. Mosebog 19;27, hvor der står: "I må ikke runde (håret på) tindingerne; og du må ikke studse dit skæg."

Direkte oversat betyder pe'ah  "hjørne, side, kant", og pe'at blev forstået som håret foran ørerne, der strækker sig under kindbenet på niveau med næsen. Mishna-fortolkningen siger, at forbuddet kun gælder for mænd, og det er således blevet skik i visse kredse at lade håret over ørerne vokse og hænge ned i lokker eller slangekrøller. Der er forskellige stilarter af payot blandt de forskellige jødiske grupperinger og stor diskussion i den jødisk-teologiske litteratur om den præcise placering af payot.

Blandt yemenitiske jøder, der er nogle af de første til at have kilder for brugen af peyot, kaldes sidekrøller for simonim, hvilket betyder "tegn", fordi deres lange sidekrøller tjente som et særkende i yemenitiske samfund, og dermed adskilte dem fra deres ikke-jødiske naboer.

 

Magan David – Davidsstjernen

Davidsstjernen eller Magen David, der er hebraisk for Davids Skjold, er uden tvivl det symbol, der i dag mest knytter sig til jødedommen. Men faktisk er det et relativt nyt jødisk symbol. Formen skal symbolisere ​​kong Davids skjold (eller måske emblem på det), men der er ingen egentlig henvisning til det i den tidlige rabbinske litteratur.

Filosoffer som den tyske Franz Rosenzweig har tilskrevet Davidsstjernen en stor teologisk betydning. For eksempel at den øverste trekant stræber opad mod Gud, mens den nederste trekant stræber nedad mod den virkelige verden. Andre har kommenteret, at sammenfletningen gør trekanterne uadskillelige ligesom det jødiske folk. Og andre igen siger, at de tre sider repræsenterer de tre typer af jøder: Kohanitter, Levitter og Israelitter. Teorierne har dog ringe basis i historiske kendsgerninger, og symbolet for sammenflettede ligesidede trekanter er fælles for Mellemøsten og Nordafrika, hvor det menes at bringe held og lykke.

Den sekstakkede stjerne har dog i århundreder været identificeret med jøder: I middelalderen var jøder ofte forpligtede til at bære mærker på tøjet, for at de kunne genkendes af andre, og da Nazityskland tvang jøder til at identificere sig selv på samme måde, var det stjernen - gul med sorte bogstaver – der blev symbolet.

Jøder valgte selv Davidsstjernen som emblem for den zionistiske bevægelse i 1897 og senere i 1948, da den moderne stat Israel blev grundlagt. Dog ikke uden debat om, hvorvidt dette symbol var det rigtige at bruge.

I dag er Davidsstjerne et universelt anerkendt symbol på jødedommen. Den vises i staten Israels flag, og den israelske pendant til Røde Kors er kendt som Magen David Adom – Røde Davidsstjerne – og ikke mindst bærer mange jøder, både kvinder og mænd, den som halssmykke.

Læs om zionismens fader, Theodor Herzls, tanker om den jødiske stats flag her.

Streimel

Den store karakteristiske pelshat, som man ser hasidiske jøder gå med på shabbat, helligdage og ved andre festlige lejligheder, kaldes en Streimel.

Denne form for pelshue blev båret af det polske aristokrati, da den hasidiske bevægelse opstod i det attende århundrede, og den blev indoptaget af hasidiske jøder som en værdig hovedbeklædning til brug ved særlige lejligheder. Med tiden blev streimel en del af den særlige hasidisk beklædning, og diverse mystiske ideer blev læst ind i den, f.ex., at de tretten haler, som den er sammensat af repræsenterer de tretten udtryk for guddommelig nåde.

Størstedelen af Hasidim bærer ikke streimel inden ægteskab, da deres svigerfar giver den som en gave til den unge brudgom, men blandt nogle grupper bærer selv små drenge den. Andre grupperinger foretrækker en Spodek, en høj pelshue, i stedet for Streimel.

Miriams hånd

Den blå hånd med de fem fingre er kendt i både jødedom, kristendom og islam. Fælles for de tre trosretninger er, at hånden ofte opkaldes efter særlige kvinder. I islam efter profeten Muhammeds datter, Fatima, i kristendom efter Jesu mor, Maria, og i jødedom efter Moses’ søster, Miriam. Hånden har mange andre navne såsom hamsa eller khamsa (’fem’ på arabisk efter håndens fem fingre). 

Miriams hånd beskytter mod det såkaldte ’onde øje’ og derfor er den som regel udstyret med et øje i midten af håndfladen. Hånden placeres på alt fra over spædbørns senge til dagligstuer og i biler. I Mellemøsten og Nordafrika kan man som regel finde den udførligt malet på vægge og mure.  

Alt dette skal forsikre at det blå øje kaster det onde øje, der bringer sygdom, misundelse og andre ulykker, tilbage. Nærmere sagt kan man fortolke det blå øje som et altseende eller guddommeligt øje, der beskytter og velsigner. 

Symbolet bliver derudover især brugt som et slags velsignende led ved overgangsritualer, hvor personer er særligt udsatte som f.eks. drenge, der skal omskæres, gravide, brude og brudgomme. Hånden markerer i denne sammenhæng den usikre overgang fra den ene position i livet til den næste. 

Inden for jødedommen optræder Miriams hånd ofte i Kabbalah og er i tidens løb mest blevet brugt af sefardiske jøder fra Spanien og Portugal samt jøder fra muslimske lande. I dag udsmykkes Miriams hånd typisk med bl.a. davidsstjernen, et fiskemotiv eller ordet mazal (’held’ på hebraisk). 

Hvis du har flere spørgsmål om jødisk liv, religion og traditioner, er du velkommen til at benytte "Spørg os" brevkassen, som du finder i hovedmenuen her på siden.