Rituelle genstande – betydning og brug

Torah-rullen

Udover at være den helligste bog i jødedommen, er torahen tilmed en rituel genstand, som findes i enhver synagoge. Der læses højt fra torahen under gudstjenesterne mandag og tirsdag morgen, på shabbat og på jødiske helligdage når der er mindst ti jødiske mænd tilstede. Når der ikke læses højt fra torahen, så opbevares den i et flot udsmykket skab, der vender mod Jerusalem. 

Fremstillingen af en torah er en tidskrævende proces, der skal leve op til en række rituelle krav. Torahen er lavet er pergament (oksehud), syet sammen af sener, og skrevet med gåsefjer. Alle de ting, som man bruger til at lave en torah, skal leve op til visse rituelle standarder. 

Det er en professionel torahskriver – kaldet en sofer – der skriver torah. En torah indeholder 304,805 bogstaver som alle skrives i hebraisk kalligrafi. Arbejdet med at skrive en torah tager omkring halvandet år, og skulle der i transskriptionen forekomme en betydelig fejl, kan torahen ikke tages i brug. Selv når en torahrulle er for slidt eller ødelagt til at blive brugt, må den ikke destrueres. Man begraver derimod torahen. 

Færdiggørelsen af en torahrulle er en stor højtidelighed, hvor gæster eller dem der har bestilt torahen inviteres til at overvære nedskrivningen af de sidste bogstaver. 

Modsat den kristne og muslimske tradition med at have helligtekster som bøger (den kristne bibel, koranen), har jøder bevaret traditionen med at skrive skriftruller. Foruden Torahen er Højsang, Ruths Bog, Klagesangene, Prædikernes Bog og Esters Bog skriftruller (Megillot). Torahen er en religiøs og rituel genstand, som behandler med stor respekt og ære. 

Læs her om de ydre tegn, der definerer en jøde.

Torahens udstyr

Fordi torah-rullen er en genstand man omgår med særlig omhyggelighed, bruger man ikke sin finger til at følge med i teksten, når man læser højt fra den. Man har en særlig torah-pegepind, en yad, lavet af sølv og med en lille hånd for enden, som bruges til at følge med i teksten. 

Når torahen ikke bruges, indhylles den ifølge den ashkenaziske tradition i en særlig udsmykket, rød kappe. Kappen udskiftes i forhold til forskellige helligdage, så man bruger en hvid kappe til højhelligdagene mellem Rosh Hashanah og Yom Kippur. 

Uden på kappen er der en brystplade dekoreret med forskellig jødiske symboler såsom de to lovtavler med De Ti Bud, og øverst på håndtagene sætter man to torahkroner med klokker i. 

Shabbat lysestager 

Jøder tæller dage fra aftenen forinden en dag, fordi Gud i Skabelsesberetningen siger: ”det blev aften, og det blev morgen”. Det betyder at den ugentlige jødiske helligdag Shabbat allerede begynder fredag aften.

Før solnedgang om fredagen tændes der to lysestager i hjemmet for at markere at shabbatten begynder. Der er tradition for, at det er kvinden i huset der tænder shabbatlysene, men er hun ikke hjemme, gør manden det.

Efter begge lys er tændte, bevæger kvinden (eller manden) sine hænder rundt om lysene mod sig selv, dækker sine øjne og fremsiger følgende bøn:

”Lovet være du, Herre, vor Gud, verdens konge, som har helliget os ved sine bud og befalet os at tænde lys til shabbat”

At tænde lys på shabbat er et rabbinsk påbud. Det betyder at man bør gøre det, selv når man rejser. Derfor produceres der rejse shabbat-stager.

Der er mange forklaringer på, hvorfor man skal tænde to lys på shabbat. En forklaring lyder, at hver lys stemmer overens må de to former for bud der er om shabbat.

I anden Mosebog står der nemlig: ”Kom sabbat’en i hu (zachor), at du helliger den.”, (2. mos. 20;8). Denne ordlyd repræsenterer alle påbud (du skal) på shabbaten. I femte Mosebog står der derimod ”Tag vare på (shamor) sabbat’en, at du helliger den.” (5. mos. 5;12). Ordlyden her repræsenterer alle forbud (du må ikke), der relaterer sig til shabbat.

Ved at tænde begge lys accepterer man begge aspekter I overholdelsen af Shabbat.

Mezuzah 

I 5. mosebog står der, at de bud, love og forskrifter, som Gud har givet jøderne, skal man skrive på ens hus’ dørstoler og på ens porte (5. mos 6.9). For at opfylde dette bud, er der tradition for, at man sætter en kapsel på ens dørkarme. Kapslen kaldes en mezuzah og indeholder en pergamentrulle med to inskriptioner fra 5. mos 6:4-9 og 11:13-21.

Ifølge jødisk lov skal mezuzah’en placeret på den øverste to-tredjedel af højre dørkarm af alle de rum man bor i. Derfor er der ikke mezuzot på dørkarme indtil toiletter. 

Der har været store diskussioner om, hvorvidt mezuzahen skulle sidde vandret eller lodret på dørkarmen. Den store Rabbi Shlomo Yitzchaki (Rashi) mente, at den skulle placeres lodret, mens hans barnebarn Rabbi Jacob ben Meir (Rabbeinu Tam), argumenterede for, at den skulle placeret vandret. Som kompromis mellem disse to holdninger, ser man typisk at mezuzahen er placeret skævt hældende ind imod rummet

Buddet om at sætte en Mezuzah på døren følges vidt og bredt i den jødiske verden – selv af jøder, der på ingen måde er praktiserende. Man kan finde mezuzot i mange forskellige former, farver og materiale. Nogle af laveret af guld eller sølv, andre af metal, sten, keramik, eller træ. Nogle er masseproducerede andre er håndlavede.

På de fleste mezuzot vil der på kapslen stå Shaddai (ש ד י)– et af Guds bibelske navne - på hebraisk. Ordet shaddai er et akronym, hvor hvert bogstav står for et selvstændigt ord. Der står med andre ord shomer daltot Yisrael  (israels døres beskytter).

Shofar

En Shofar er et vædderhorn, som man blæser i til det jødiske nytår, Rosh Hashanah, og hver dag igennem måneden Elul, pånær på Shabbat, og til sidst ved slutningen af Jom Kippur. Shofaren laver fire forskellige lyde — tekiah, shevarim, teruah, and tekiah gedolah — som minder folk om lyden af gråd. Lyden af Shofar'en skal minde folk om at kigge indad og angre de synder, man har begået i årets løb. Det er nemlig fra Rosh Hashanahs begyndelse til afslutningen af Jom Kippur, at man gør årets synder op og til sidst beder om tilgivelse hos hinanden ved Jom Kippur, som falder ugen efter. 

Shofar'en er stemningsskabende for den del af Torah, som bliver læst ved Rosh Hashanah - nemlig historien om Isak, der bliver bundet som offer. Shofar'en minder folk om billedet af vædderen, som hænger fast i busken, og som Abraham ender med at ofre til sidst i stedet for sin søn.