Den litterære jødefejde

Begyndelsen af 1800-tallet var karakteriseret af stor politisk og social uro i Danmark. Danmark var med på den tabende side i Napoleonskrigene, København blev bombarderet af England i 1807, Danmark måtte afstå Norge og gik statsbankerot. I denne svære tid, udbredtes det i folkemunde, at jøderne var skyld i landets ulykke og det gjorde ikke situationen bedre, at nogle af kongens finansrådgivere var jøder.

Den litterære jødefejde

Begyndelsen af 1800-tallet skulle vise sig også at blive en meget begivenhedsrig og tumultarisk tid i dansk-jødisk historie. “Den litterære jødefejde” blev 1800-tallets første udtryk for en stigende skepsis overfor jøder, der stod som kerneeksemplet på et fremmed folk med en anden tro end den kristne. Som i alle heftige samfundsdebatter, var der også i “den litterære jødefejde” stor uenighed omkring det centrale spørgsmål: var kristendommen så central en del af samfundets opbygning, at jøder og den jødisk tro ikke kunne indlemmes i samfundet? Eller burde Danmark være et tolerant samfund, hvor jøder og den jødiske tro ikke bare kunne tolereres, men endda integreres?

I forordet til oversættelsen af Moses og Jesus gav Thomas Thaarup udtryk for det første synspunkt. Thaarup mente at jøder var et bedragerisk og lusket folkefærd, der svindlede og bar falsk vidnesbyrd mod kristne. Ifølge Thaarup anså jøderne ikke Danmark som fædreland, og derfor kunne de aldrig blive rigtige danske borgere.

I kølvandet på forordet til Moses og Jesus fulgte utallige erklæringer for og imod Thaarups synspunkter. Både jøder og kristne blandede sig i debatten, og blandt de mest prominente kristne danskere, der forsvarede jøderne, var forfatterne Jens Baggesen og Steen Steensen Blicher.

En ung jøde ved navn Nathan David, der senere blev professor i Nationaløkonomi, gik også ind i samfundsdebatten, og argumenterede for, at had avlede fordomme, og at man burde udvise tolerance over for jøder.

Den skriftlige debat varede fra 1813-1817. I mellemtiden, i 1814, havde jøderne fået borgerrettigheder, der betød, at de næsten blev ligestillede med kristne danske borgere.

Den beslutning var der delte meninger om i det danske samfund, og “Den litterære jødefejde” udviklede sig senere til den egentlige jødefejde, der startede i 1819. Hvor “Den litterære jødefejde” foregik på skrift, var Jødefejden en voldelig konflikt, hvor jødiske borgere blev chikaneret og overfaldet og jødiske forretninger brændt ned.

Her kan du læse mere om Jødefejden og om Anordningen af 1814, der gav jøder borgerrettigheder i Danmark.