Jødefejden 1819
I 1819 fandt den såkaldt Jødefejde sted i Danmark; den eneste virkelige pogrom i Danmark. Det var kun få år efter, at jøderne havde fået borgerrettigheder i 1814, som havde været et emne, der delte meningerne. Dele af det danske samfund havde aldrig accepteret, at jøderne kunne få borgerrettigheder uden først at konvertere til kristendom.
København bombarderet og udsultet
Begyndelsen af 1800-tallet var en periode med stor politisk og social uro. Under Napoleonskrigene (1804-16) var Danmark tvunget til at kæmpe på den tabende sige, hvilket betød at København i 1807 blev bombarderet af englænderne, som overtog den danske flåde. Værre endnu var det, da svensk-russiske styrker stormede ind i Sønderjylland og krævede, at Danmark afstod Norge. Med andre ord var København på revolutionens rand, og Danmark gik statsbankerot. Situationen i Danmark blev ikke bedre af, at nogle af kongens finansrådgivere var jøder. I folkemunde opfattedes det således, at jøderne var direkte skyld i landets ulykke.
Kong Frederik VI udstedte i 1814 Frihedsbrevet, der gav danske jøder en række frihedsrettigheder, de ikke før havde nydt. Dette skete i kølvandet på en generel emancipationsbølge, hvor jøder i den napoleonske periode havde fået tildelt borgerrettigheder.
Men efter de mildere vinde med Den franske Revolution og Oplysningstiden var det politiske klima igen vendt, og man talte om at trække jødernes borgerrettigheder tilbage og genskabe den gamle orden med konge, adel, borger og bonde.
Hep Hep! Jerusalem er tabt
Efter Napoleonskrigenes afslutning og den store hungersnød i 1816-17 begyndte sporadiske optøjer i de tyske stater. Fra august til oktober i 1819 begyndte pogromer mod ashkenazi jøder rundt omkring i Europa. Disse jødeforfølgelser kaldes ”Hep Hep!-oprørene”. Udtrykket ”Hep” skulle eftersigende være en forkortelse for det latinske slagord ”Hierosolyma est perdita” (Jerusalem er tabt), som korsfarerne brugte under korstogene. Det var altså en klar fornærmelse af jøderne. Den fjendtlige folkestemning mod jøder spredte sig hurtigt til Hamburg og var i september 1819 nået til Kongens København. Jødefejden var begyndt.
Jødefejden i København blev antændt ved, at der blev hængt plakater op rundt om i gaderne. Her blev jøderne kaldt en pest, deres påståede rolle i statsbankerotten blev fordømt, og folk opfordredes til at smide alle jøder ud af landet.
Til de danske myndigheders bestyrtelse blev Kong Frederik VI på disse plakater kaldt for ”Jødernes konge”; en henvisning til jødernes tidligere juridiske status og en klar fornærmelse af kongen.
Det næste der skete var, at en rasende folkemængde greb til handling og knuste ruder i jødiskejede butikker. Joseph Raphael var en af dem, der fik vinduerne i sin store klædehandel smadret. Raphael var også en af hovedsponsorerne af de jødiske fattigskoler og en fortaler for integration i det danske samfund. Han var blot en af mange, det gik ud over.
På få nætter blev utallige butikker og privatboliger tilhørende jøder nemlig raseret, men værst gik det for en jødisk pantelåner, der fik tæsk af en rasende folkemængde og kun i sidste øjeblik blev reddet af politibetjente.
Politiet var slet ikke forberedt på disse uroligheder, og hæren måtte sættes ind, før der blev ro i gaderne. Efterfølgende måtte politidirektøren gå af, og den nye mand på posten indførte censur for at få bugt med plakaterne, han ophævede forsamlingsretten for at undgå folkemængder, udstedte udgangsforbud og sendte folk i arresten uden rettergang. Og således døde jødefejden ud lidt efter lidt.
I de næste årtier var der med jævne mellemrum overfald på jøder og plakater med antisemitiske slagord, men begivenhederne i 1819 gentog sig ikke.