De første jødiske skoler i Danmark
I begyndelsen af 1800-tallet blev der oprettet to jødiske skoler i Danmark - en for piger og en for drenge. Det var decideret fattigskoler, idet børnene af jødiske familier, der havde råd til det, blev undervist af private huslærere.
Fattige børn kunne ikke gå i almindelig dansk skole, for skolepligten, som Danmark har i dag, blev først indført i 1814. I dag er det børns ret - og pligt - at lære at læse, skrive og regne m.m. for at kunne klare sig i samfundet. Dengang var uddannelse kun for dem, der kunne betale for det. Fattige mennesker måtte klare sig selv.
Etableringen af fattigskolerne var den jødiske menigheds forsøg på at undgå, at børnene af de nye immigranter gik til bunds i kriminalitet og prostitution, som de var nemme ofre for. De var fattige, uden uddannelse og kunne hverken tale, læse eller skrive dansk.
For drengenes vedkommende var målet at give dem en uddannelse, så de kunne få en læreplads. For pigernes vedkommende var håbet, at de skulle kunne komme ”i huset”, dvs. blive tjenestefolk eller kvalificere sig til nogle af de få andre arbejder, som kvinder måtte udføre i 1800-tallet. Med andre ord: de skulle kunne klare sig selv økonomisk og blive del af det danske samfund.
Det var medlemmerne af den jødiske menighed, der selv samlede penge ind til skolerne, hvor man først og fremmest lærte dansk og regning, og kun sekundært jødisk religion. Børnene var så fattige, at man ikke kunne forlange, at de mødte i skole i uniform, som det ellers var skik og brug på den tid. I stedet for blev de sendt til en klædehandler - en gammeldags tøj- og skrædderforretning - hvor andre jøder i forvejen havde betalt for, at de kunne få sig et ordentligt sæt tøj.
Her kan du se en video om Mendel Levin Nathanson, en af grundlæggerne af den mosaiske friskole for drenge og medstifter af Carolineskolen for piger.
Det var nok ikke altid lige nemt at undervise de fattige drengebørn, hvis maver rumlede af sult og hvis hoveder var fulde af minder om de forfølgelser, familien havde været udsat for, før de kom til Danmark. Og selv om der stod i skolens retningslinjer, at man skulle prøve at undgå hård afstraffelse, så blev der uddelt bank, hvis man var uartig, for sådan gjorde man på den tid.
I arkiverne kan man læse om en far, der tog sin søn ud af skolen, efter at denne var blevet offentligt afstraffet i skolegården, men alt i alt lykkes det efter en hård start at få skolen op at køre og at skaffe mange af børnene en læreplads.
I begyndelsen var problemet, at der var flere jødiske elever, der ville have en læreplads, end der var jødiske håndværksmestre. De kristne mestre havde ikke altid lyst til at ansætte jødiske drenge, og det tog lidt tid at bringe disse ting i orden.
Hos pigerne gled alt lettere fra begyndelsen. Allerede fra de første årgange fandt næsten alle pigerne arbejde eller læreplads.