Hamantaschen

Disse små, trekantede kager, som også kaldes ’Hamans ører’, er blevet de traditionelle, ashkenasiske kager til Purim. De kan laves af gærdej eller en nem biscuitdej. Det mest almindelige fyld er birkes eller svesker.

hamantaschen

Disse små, trekantede kager, som også kaldes ’Hamans ører’, er blevet de traditionelle, ashkenasiske kager til Purim – Lodtrækningsfesten. Læs mere om, hvorfor man fejrer Purim her.

Opskriften giver cirka 30 stk.

BISCUITDEJ:

  • 150 g usaltet smør eller margarine, blødgjort
  • 125 g sukker
  • 1 æg
  • 3 spsk. mælk eller vand
  • ½ tsk vanilleessens
  • 250-300 g hvedemel 
  • 1 tsk. bagepulver

BIRKES-HONNINGFYLD

  • 300 g birkes, hele eller malede
  • 1¼ dl honning
  • 60 g lys farin
  • 1 knsp salt
  • 30 g valnødder eller smuttede mandler (kan udelades)
  • 1 spsk citronsaft
  • ½ tsk revet citronskal
  • 1 æg, sammenpisket, til pensling

DEJ (hviletid: 3-4 timer eller natten over)

- I en mellemstor skål piskes smør eller margarine og sukker glat med elektrisk håndmikser. Tilsæt æg, mælk eller vand og vanille, og pisk det glat og cremeagtigt.

- Mel og bagepulver sigtes sammen og røres i smørblandingen, til det hele er godt blandet.

- Vend dejen ud på melet bord og ælt den hurtigt. Dejen formes til en kugle, som trykkes flad og pakkes i film. Dejen sættes i køleskab, til den er helt fast, 3-4 timer eller natten over.

FYLD:

- I en mellemstor gryde koges birkes for lav til jævn varme med 1¼ dl vand, honning, farin og salt under hyppig omrøring, til det har en blød, pastaagtig konsistens, 5 min.

- Blandingen tages af varmen og afkøles let. Tilsæt hakkede nødder (hvis de anvendes) og citronsaft og -skal og rør det sammen.

KAGERNE SAMLES:

- Ovnen forvarmes til 190 grader. To bageplader smøres let.

- Læg dejen på et melet bord og del den i to halvdele. Læg den ene i køleskabet. Rul dejen ud i 3 mm tykkelse. Med en 5 cm rund udstikker skæres så mange cirkler som muligt. Kanten af hver cirkel pensles med en smule vand.

- Læg 1 tsk. fyld i midten af hver, og fold dejen fra tre sider sammen over fyldet, som til en napoleonshat. Klem dejkanterne sammen, men lad der være en lille åbning i hver side.

- Læg trekanterne på bagepladen med indbyrdes afstand på 2½ cm. De pensles med sammenpisket æg og bages, til de er gyldentbrune i ca. 14-18 min. Afkøles på rist. Fortsæt med resten af dejen.

Kagerne opbevares i tætsluttende kagedåse.

God fornøjelse! 

Emne