Purim
Purim-festen hylder den listige dronning Ester og hendes snarrådige onkel Mordechai, og håner den onde Haman, der planlagde drabet på jøderne i Babylon.
Purim-fortællingen
Fortællingen foregår i Babylon ca. år 400 f.v.t. Her boede kong Ahashveros, der havde taget en jødisk kvinde, Ester, som en af sine koner. Da den øverste minister i Perserriget, Haman, planlægger at dræbe jøderne, fordi en jøde på gaden nægter at bukke for ham, får han kongens tilladelse til massemordet.
Haman trækker lod - på hebraisk Pur - om, hvilken dato dette skal ske, og loddet falder på 13. Adar. Derfor befaler Haman alle embedsmænd i hele riget, at de på datoen den 13. Adar skal myrde alle jøder og konfiskere deres ejendele. Men dronning Ester er smart og får det forpurret. Til minde om denne redning holdes en årlig fest den 14. – og nogle steder 15. – Adar:
Den fjortende dag i måneden hvilede de [jøderne] ud og gjorde den til en dag med fest og glæde. Jøderne i Susa samledes på den trettende og fjortende dag i måneden, og de hvilede ud på den femtende dag og gjorde den til en dag med fest og glæde. Blandt jøderne på landet, dem der bor i landsbyerne, er det derfor den fjortende dag i måneden adar, som de fejrer med glæde, gilde og fest og med at sende hinanden madvarer..
Purims fire påbud
Til Purim er der fire centrale bud, man bør efterleve:
- Man skal hører Esters-bog blive læst højt, ofte i synagogen.
- Man skal sende madgaver til ens familie og venner.
- Man skal give penge til velgørenhed.
- Man skal spise et festmåltid.
Læsningen af Esthers Bog
Esters Bog læses i synagogen to gange i løbet af Purim. Det er ikke bare påbudt mænd at lytte til læsningen af Esters Bog men også kvinder. Grunden til at kvinder er påbudt at høre oplæsningen er, at kvinder (Esther) tog del i de hændelser, der redede det jødiske folk i Persien.
Når oplæseren nævner navnet ”Haman”, er der tradition for, at der bryder larm løs i synagogen – alle tramper i gulvet, banker i bænkene og larmer med rasler - og sådan fortsætter det indtil hele beretningen om Ester, Mordechai og Haman er læst til ende.
Madgaver og velgørenhed
Allerede i Esters Bog står der, at Purim skal fejres med at give gaver
Til minde om de dage, da jøderne fik fred for deres fjender, og om den måned, da deres klage blev vendt til glæde og deres sorg til fest; de skulle fejre dem med fest og glæde og med at sende hinanden madvarer og give gaver til de fattige.
Det er derfor skik at give gaver både til familie og venner, til gamle, fattige og til velgørende formål. Ifølge jødisk lov, Halakha, bør en voksen give to forskellig slags mad til én anden person, og to velgørende donationer til to fattige. Man giver og spiser ofte frugter og nødder til purim, fordi Talmud fortæller, at dronning Ester kun spise disse slags mad i Ahashveros’ palads, da hun forsøgt at overholde kosher-reglerne.
Hør rabbineren fortælle om purim
Festmåltidet
Til Purim er det tilladt at drikke sig rigtig, rigtig fuld. Traditionen kommer fra et kendt udsagn fra rabbi Rava i Talmud, hvor han siger, at man skal drikke så meget, ”at man ikke kan kende forskel på Arur Haman (forbandet være Haman) og Baruch Mordechai (velsignet være Mordechai).” Ifølge gematria - den jødiske talmystik – har sætningerne Arur Haman og Baruch Mordechai endvidere samme numeriske værdi, nemlig 502.
Til festmåltidet tilhører der også en særlig kage kaldet hamantaschen - Hamans lommer - eller oznei Haman - Hamans øre. Det er et sødt bagværk med birkes, der formes til trekanter.
Se opskriften på de traditionelle Purimkager, 'Hamantaschen', her
5 ting du ikke vidste om Purim
1. Ester var vegetar
Hvad spiste jødinden Ester, da hun flyttede ind hos den persiske konge Achasverosh?
Ifølge en fortolkning til Esters bog i Talmud, levede Dronning Ester som vegetar for at overholde kosherreglerne (Megillah 13a)!
I Talmud er der en spændende diskussion om Esters madindtag.
En rabbiner, Rav, hævede, at Esters tjener gav hende jødisk (kosher) mad. Men problemet med Ravs påstand er, at i hoffet vidste ingen at hun var jøde – hun havde nemlig skjult sit jødiske ophav – så hvordan kunne man servere jødisk mad for hende?
En anden rabbiner, Shmuel, mente, at hun fik serveret en bacon-lignende ret fra gris (kadlei dichazirei), som man anså for at være meget lækkert, men at Ester ikke spiste af retten.
En tredje rabbiner, Yochanan, mente, at man gav hende bælgfrugter (zironim), ligesom Daniel, Chananiah, Mishael og Azarta fik i ifølge Daniels bog (1:12-16). Fordi frugter, grøntsager og bælgfrugter er vegetariske, var det ikke et problem for Ester.
2. Esther - en Skytshelgen for krypto-jøder
Dronning Esters rigtige, jødiske navn var Hadassah, som på hebraisk betyder myrte. Hendes persiske navn ”Ester” er forbundet med det hebraiske ord ”hester”, som betyder skjult. Ester, den unge jødiske pige, bliver ifølge beretningen i Esters Bog Persiens dronning, men i fare for sit liv måtte hun skjule sin jødiske identitet.
Da de spanske-katolske monarker, Ferdinand og Isabella, igangsatte den spanske inkvisition i 1478, begyndte man at tvangskonverter jøderne i Spanien. Mange af disse skulle leve et katolsk liv udadtil, men indadtil, inden for husets fire vægge, blev de ved med at praktisere deres jødiske tro. Disse jøder kaldes anusim (dem, som blevet taget med vold), conversos, marranos eller krypto-jøder.
Fordi Dronning Ester blev ved med at være jøde, selvom hun levede i et samfund, hvor hun ikke kunne vise det, blev hun en stor inspirationskilde for de spanske marranere. Marranerne forsøgte, når det var muligt, at blande jødiske traditioner ind i den katolske praksis, som de udadtil skulle efterleve. Én af måderne at gøre det på, var ved at gøre Dronning Ester, der ligesom dem var skjult jøde, til deres skytshelgen.
Den Romersk-Katolske Kirke havde en helt særlig måde at kanonisere en person som helgen. En person som ikke officielt var kanoniseret kunne dog stadig kaldes helgen, såfremt den pågældende person var ”absolut hellig og fejlfri”.
Marranerne udnyttede dette smuthul til at gøre Dronning Ester til deres helgen. De kaldte hende Santa Ester eller Santa Esterica, og kunne derved blive ved med at fejre purim, som de kaldte ”Santa Esters fest”. Denne fejring havde to dele.
Den første del af festen blev kaldt ”Dronning Esters faste”, hvor kvinder fastede i tre dage. Denne faste skulle efterligne den faste, som Dronning Ester bad sin onkel Mordechaj og jøderne i byen Shushan foretage, inden hun skulle fremtræde for Kong Achasverosh.
Det kunne være farligt at faste i tre dage i streg, da man kunne risikere, at inkvisitionen fandt ud af, at man levede et jødisk liv. Derfor delte kvinder ofte denne tre dage lange faste mellem sig.
Den anden del af ”Santa Esters fest” bestod af det modsatte af en faste, nemlig et festmåltid. Her lavede mødre mad med deres døtre, og kunne derved lærere dem særlige familieopskrifter som fulgte kosher forskrifterne.
Den spanske inkvisition – som også blev foretaget i spanske territorier i den nye verden såsom Mexico og Californien – ophørte officielt i 1834. Man kan nemt komme til at tro, at krypto-jødedom derfor er noget, som kun eksisterede i fortiden og ikke finder sted i dag.
Men traditioner har det med at få deres eget liv, og der er mange familier i Spanien, Portugal, Italien og Sydamerika i dag, som er efterkommere af marranere i Spanien. Disse familier overholder traditioner og ritualer, som de måske ikke kender grunden til.
3. En fortælling uden Gud
Purim er som sådan ikke en religiøs fest. Ligesom til chanukah, fejrer man en historisk begivenhed. Det er derfor værd at nævne, at Gud ikke nævnes én eneste gang i Purim-fortællingen.
Purim-festen er derfor karakteriseret ved en vis løssluppenhed, hvor overtrædelsen af visse bibelske love er tilladt. For eksempel må mænd klæde sig ud i kvindetøj og kvinder i mandetøj, hvilket ellers er strengt forbudt ifølge 5. mos. 22:5. På samme vis er det tilladt at handle og arbejde til Purim, hvilket ikke er tilladt på de fleste andre jødiske helligdage.
Iranske jøder ser dem selv som Esters efterkommere. Til Purim er der tradition for, at de aflægger besøg ved Ester og Mordechais grave i byen Hamadan.
Under Anden Verdenskrig forbød Adolf Hitler jøder at fejre Purim og dagen efter Krystalnatten holdt Julius Streicher en tale, hvor han sagde at krystalnatten havde forhindret jøder i at anspore en krig mod tyskerne, ”ligesom Jøden slagtede 75.000 persere”.
Man plejer at sige, at fortællingen om Purim i Esters bog er et af de eneste steder i Biblen, hvor Gud er fraværende. Det er rigtigt nok, at Gud ikke nævnes i den version af Esters bog, som findes i den jødiske Bibel, men der er andre versioner af historien om Purim end den, der findes dér.
Et vigtigt eksempel er Septuaginta, den ældste græske oversættelse af Biblen, som jøder i den græsk-talende verden brugte, hvis de ikke kunne hebraisk. Septuaginta betyder ”halvfjers”, og der findes en legende som siger, at den græske konge i Alexandria, Ptolemaios 2. havde befalet 35 rabbiner-par at oversætte biblen til græsk til hans store bibliotek i Alexandria. Ptolemaios 2. vidste at oversættelsen var korrekt, da alle 35 par havde oversat Biblen på én og samme måde.
Historien om Ester I Septuaginta’en afviger en smule fra den hebraiske version. Blandt andet optræder Gud i den græske version og han spiller en forholdsvis stor rolle. Ifølge denne fortælling gør Gud nemlig det modsatte ved den persiske konge Achasverosh – hvis ånd Gud gør mild – end hvad han gør ved Farao, hvis hjerte han gjorde hårdt (2. mos. 7:13).
4. Purimfejringen afhænger af hvor du bor
I Esters bog lægges der vægt på forskellen mellem jøder i den befæstede persiske hovedstad, Shushan, som kæmpede mod deres fjender den 15. dag i måneden Adar, og jøder der boede i ubefæstede småbyer, som kæmpede den 14.
Rabbinere har foretaget den samme adskillelse når det gælder fejringen af Purim. Hvis en person bor i en by, der har været befæstet siden Joshvas tid (1259 fvt.), så som Shushan og Jerusalem, skal Purim fejres den 15. Adar, som kaldes Shushan Purim. Bor de alle andre steder, fejres Purim den 14. Adar.
5. Esters bog er én blandt de fem skriftruller
I de fleste verdensreligioner har man hellige bøger, som er rigtige bøger. Jøderne er ét af de eneste folk, der har bevaret traditionen med at lave skriftruller. Udover Torah, de Fem Mosebøger, som er skrevet på pergamentruller, er der fem bibelske skrifter, der findes som ruller. Disse fem ruller (Chamesh Megillot) er Højsangen, Ruths Bog, Klagesangen, Prædikerens Bog og Esthers Bog.
I tiden før det andet århundrede efter den normale tidsregning blev næsten alt litterær - som ikke blev skrevet på lertavler – skrevet på skriftruller. Skriftruller var en smart måde at nedskrive og bevare idéer til eftertiden.
Læseren kunne tage en skriftrulle frem, og udrulle den i takt med at vedkommende læste. Et langt værk var ofte skrevet på flere ruller (som Torah i dag er), og kunne opbevares i skrin eller krukker for at være beskyttet.
Mange skriftruller blev i antikken skrevet på papyrus og kun på den ene side. Men omkring 200-tallet opfandt man et nyt format til skriftlige tekster, kodekset, som er forgængeren til den moderne bog. Kodekset havde et mere kompakt format, dels fordi man kunne skrive på begge sider.
Hurtigt blev bogformatet mere populært end skriftrullen – dog ikke i den jødiske religiøse praksis, hvor man helt til i dag har bevaret skriftrullen.