Jødiske ritualer

For ortodokse jøder er hverdagen fuld af ritualer. Velsignelser følger med alt, fra dagligdags begivenheder som måltider til lidt sjældnere og større begivenheder, begyndelsen på en rejse eller synet af en regnbue.

Fødsel og navngivning

Når en lille dreng bliver omskåret, bliver han ikke pludselig jøde. Det er han allerede, men ritualet inddrager symbolsk barnet i det jødiske fællesskab, når han er otte dage gammel, og han får samtidig sit navn. Ritualet, som ifølge Torahen er tegnet på pagten mellem Gud og Israel, har stadig en bred tilslutning også i jødiske familier, som ikke lever religiøst.

Måske fordi omskærelse er et af de ældste jødiske ritualer, opfatter mange jøder det primært som et tegn på kulturel eller etnisk tilhørsforhold. En piges fødsel bliver markeret ved en lille navngivningsceremoni, men i alle grene af jødedom har der siden begyndelsen af det 21. århundrede udviklet sig forskellige større ritualer, der udtrykker glæde over den nyfødte pige. Ceremonierne er så nye, at de ikke har fundet en fast form endnu.

Fra barn til voksen 

Når en pige fylder 12 år og en dreng 13 år, er de rituelt set voksne og kaldes bat mitzvah eller bar mitzvah, "datter eller søn af buddet", og det betyder, at de nu er forpligtet til at opfylde alle Torahens bud.

Læs her artikel fra Kristeligt Dagblad med interview af en pige, som har valgt at blive bat mitzvah: "Ved bat mitzvah bliver jeg bekræftet som fuldt ud jøde"

Der er forskellige ritualer i de forskellige menigheder alt efter, om det er en pige eller en dreng. I ortodokse og konservative menigheder markeres overgangen ved, at drengen for første gang bliver ”kaldt op” til Torahen i synagogen, dvs. får lov til at sige de velsignelser, der indrammer højtlæsningen. Typisk læser han også selv et stykke, og det kræver lang tids forberedelse, for den håndskrevne, hebraiske tekst synges efter noder, der ikke er markerede i teksten, som heller ikke har vokaler eller tegnsætning. I reformmenigheder som eksempelvis den danske Shir Hatzafon kan både piger og drenge blive kaldt op til Torahen ved den almindelige gudstjeneste. I ortodokse som for eksempel den danske Det Jødiske Samfund er det indtil videre kun drenge. Pigerne gennemgår også en lang forberedelse og holder en tale til menigheden i forbindelse med Gudstjenesten. Talen omhandler emnerne i ugens Torahtekst, ofte blandet med nogle personlige overvejelser. På det seneste er det dog sket, at også piger har læst op fra Torah i den ortodokse synagoge i Krystalgade. 

Her kan du læse mere om de forskellige jødiske menigheder

Bryllup

I en jødisk bryllupsceremoni sætter gommen en ring på brudens finger, og parret deler et bæger vin og bliver velsignet sammen. Under ceremonien bliver bryllupskontrakten læst højt.  Kontrakten er en tekst som i traditionel sprogbrug stadfæster gommens forpligtelser og på den måde skal beskytte bruden. Kontrakten, som ofte er fint kaligrafisk dekoreret, tilhører derefter bruden. Reformmenigheder kan også vie partnerskaber mellem ægtefolk af samme køn, men det er ikke muligt i den ortodokse verden at blive viet - dog vil mange rabbinere i ortodokse synagoger tilbyde en velsignelse, hvis man er blevet gift på rådhuset. I traditionelle samfund fortsætter bryllupsfesten i syv dage, hvor de nygifte hver aften velsignes på ny. 

Her kan du se en video fra et jødisk bryllup

Skilsmisse

En skilsmisse er mulig inden for alle grene af jødedom, men er omstændelig. Det kræver en rabbinsk domstol, dvs. tre rabbinere der samtidigt vurderer sagen. Det er ikke ualmindeligt, at et jødisk par nøjes med en civil skilsmisse og først får en religiøs skilsmisse, hvis den ene part ønsker at gifte sig jødisk igen. Langt de fleste danske jøder, der gifter sig i dag, har en partner, der ikke selv er jøde. Mange forældre ønsker, at deres voksne børn finder jødiske ægtefæller, men hvis de ikke gør det, har det ikke længere dramatiske konsekvenser. Parret kan selv vælge, om de vil påtage sig jødisk kultur eller dele af den, og om deres børn skal have en jødisk tilknytning.

Død og sorg

En jødisk begravelse er stilfærdig og enkel. En kantor synger en salme på hebraisk, der siges nogle mindeord, og der er typisk hverken blomster eller musikledsagelse. I døden er alle lige, alle døde er iklædt ens hvide ligklæder og begraves i simple kister af ubehandlet træ. Begravelsen ender med en kort mindebøn, kaddish. Læs mere om ritualer ved død og begravelse her.

Når sørgende besøger graven er det tradition at lægge en lille sten - fordi sten, i modsætning til lys og blomster, ikke forgår. Et dødsfald er et personligt tab, og rituelt set svæver de efterladte i et tomrum, der fritager dem fra almindelige forpligtelser. I syv dage efter begravelsen bliver den afdødes nærmeste familie hjemme, mens andre kommer på besøg og laver mad til dem. Gradvist vender de tilbage til hverdagen og til fællesskabet. Sørgeperioden for afdøde forældre er et år, for andre familiemedlemmer en måned. Den afdøde mindes hvert år på årsdagen for dødsfaldet, kaldet jahrzeit, ofte med et besøg på begravelsespladsen og med mindebønnen kaddish, som kun kan siges, når der er ti voksne tilstede. På den måde sikres det, at ingen lades alene med deres sorg. At bevare mindet om de afdøde er en opgave, som hele menigheden tager på sig kollektivt. Sammenkoblet med flere af årets helligdage holdes Jizkor – mindebøn i synagogen, hvor menigheden i fællesskab mindes hver enkelt der er gået bort i årets løb. Det Jødiske Samfund holder en gang om året en særlig mindegudstjeneste for ofrene for nazismen med lystænding, oplæsning, mindebøn og sang.