Jødisk mad
Man siger, at de to emner, som fylder mest i bibelen er mad og sex. I det følgende kan man læse om jøders forhold til mad. For de særligt ihærdige er der en række opskrifter og vejledninger (på mad), så man selv kan eksperimentere med det jødiske køkken.
I bogen Den jødiske verden skriver forfatter og journalist Heidi Laura om jøder og mad:
Mad fylder meget i jødisk kultur, og der er et mylder af traditionelle retter, som vækker glæde og nostalgi. Et hurtigt kig på jødisk mad i globalt perspektiv afslører, at der simpelthen er tale om lokale madtraditioner, som jøder har adopteret og tilpasset kosherreglerne eller givet en særlig plads ved de jødiske helligdage.
Det tager sjældent mere end et par generationer at gøre det nye til noget traditionelt – tænk bare på kartoflen, som først blev indført i Danmark i 1700-tallet, eller juleappelsiner, som er endnu senere tilkommen. Marokkanske jøder har for eksempel adopteret den klassiske couscous og lavet en version med præcis syv forskellige grøntsager, de grøntsager, som spises til Rosh Hashanah som et tegn på frugtbarhed og held.
Mens de østeuropæiske jøder overtog hele det kalorierige lokale køkken, som passede til det kolde klima, og indarbejdede alle retterne så grundigt i deres kultur, at ashkenaziske jøder i dag stadig spiser tung, østeuropæisk vintermad i Israel og andre varme hjemlande: Cholent kogt i 24 timer på bønner, kartofler og oksekød eller gehackte leber af kalvelever holdt sammen med andefedt.
Georgisk jødisk mad er elegant krydret med koriander, granatæblesaft og valnødder, yemenitisk jødisk mad brænder af chili, ledsages af bukkehornsfrøpasta og undgår søde ingredienser, mens Cochin-indisk jødisk mad er – meget Cochin-indisk.
Det går også den anden vej med madudvekslingen. Når man i enhver dansk bager i dag kan bede om et brød med birkes, har der et sted tilbage i historien utvivlsomt været en jødisk bager på spil. På alle andre europæiske sprog hedder birkes blot ”valmuefrø” – det danske ord er nemlig forvansket hebraisk. De flettede brød drysset med birkes eller sesam, som hører til på bordet både på sabbatten og de jødiske helligdage, hedder på vestlig jiddisch berkes – efter det hebraiske ord for velsignelse. Ikke-jødiske kunder, som har købt brødene med de sorte frø, har lært, at det hed et berkes-brød, og har overfør navnet på selve frøene. På østlig jiddisch hedder brødet derimod khale eller challa.
Og julesmåkagen med navnet jødekager har faktisk også en jødisk fortid, for denne type småkager drysset med kanel og nødder kendes fra alle de europæiske jødiske køkkener – sandsynligvis har jøder med deres stærke position indenfor import af orientalske varer været hurtigere end mange andre til at adoptere krydderier i maden. Altså spiser masser af danskere jødisk mad til jul…
Verden over spiser man retter stegt i olie til vinterlysfesten Hanukkah for at mindes det mirakel, som angiveligt skete med en lille rest af den hellige olie i templet, som stik mod hvad man skulle have forventet brændte i otte dage – og disse retter afspejler tydeligt lokale skikke: kartoffelpandekager i Østeuropa, stegte bimuelos-kager med sirup til i den sefardiske kultur, orientalske skrøbelige guirlander af dybstegt dej blandt mellemøstlige jøder.
I dag er den danske æbleskive på vej ind i de danske jøders Hanukkah-skikke, fordi den så oplagt kan passes ind i det oliestegte madrepertoire og samtidig er lige til at købe i ethvert supermarked for travle, moderne jøder. Om få generationer vil man sikkert spise den med nostalgisk glæde...