Da jøder ville have en mere kristen gudstjeneste

Den jødiske gudstjeneste

I gudstjenesten er der ud over bøn regelmæssig læsning af Torahen, der er inddelt i afsnit, så de fem Mosebøger gennemlæses hvert år.

Til hvert afsnit af Torahen hører et mindre afsnit af Profeternes Bøger. Nogle andre bibelske bøger læses i forbindelse med særlige helligdage.

Tidligt indførtes prædikener til forklaring af de læste tekster.

I begyndelsen af 1800-tallet var der stærke reformforsøg i den jødiske menighed i København, som faldt sammen med lignende reformer i andre store byers jødiske menigheder.

Man var kommet ud af " ghettoen", som ganske vist ikke var en lovbefalet ghetto i København, men da mange jøder boede tæt sammen og levede temmelig afsondret fra de kristne, var det en slags frivillig ghetto. Men den økonomiske opblomstring i slutningen af 1700-tallet betød, at en gruppe af jøder blev velhavende. De smed det traditionelle jødiske tøj, klippede skægget af og forsøgte at ligne de kristne.

Karakteristisk for denne udvikling var den rige og afholdte grosserer M. L. Nathanson, der endda var tæt på kong Frederik VI. Det er ham, man ser på C. W. Eckersbergs smukke maleri i Statens Museum for Kunst, hvor han træder ind ad døren sammen med sin hustru Esther til stuen med de 7 børn. Han har smidt alle jødiske kendetegn, og der er faktisk ikke noget i Eckersbergs maleri, der giver antydning af, at det er en jødisk familie.

M. L. Nathanson var den drivende reformkraft i den jødiske menighed, da Eckersberg malede maleriet i 1818.

Men reformarbejdet gik ikke så godt, for den jødiske menighed bestod hovedsagelig af fattige mennesker, der ikke kunne dansk, var bundet af traditionerne og havde hovederne nede i religiøse studier. Mange af de unge jøder drev omkring i gaderne, for den økonomiske krise, der ramte Danmark efter Napoleonskrigene, slog også benene væk under mange jødiske familier. De religiøse og tilbageskuende medlemmer af menigheden havde derfor stadig godt greb om magten, mens Nathanson og hans uddannede og velhavende venner gerne så det jødiske samfund tilnærme sig det kristne, så de kunne blive befriet for alle de restriktioner, som de mente forhindrede dem i at blive accepteret som fuldgyldige borgere.

Jøderne var foragtet i alle de kristne samfund, og alle steder var der debatter om, hvorvidt man kunne acceptere jøder som borgere, og om de nogensinde kunne blive til gavn for samfundet. Der var stort set ikke andre fremmede, der skilte sig ud fra den homogene danske befolkning både hvad angik udseende, kultur, sprog og social adfærd. I 1800-tallet var der ca. kun 0,4 procent af befolkningen, der stod uden for den lutherske kirke, og to tredjedele af disse var jøder. Selvom jøderne blev socialt og juridisk diskrimineret, blev de dog behandlet væsentligt bedre i Danmark end i de fleste andre lande, og det kan man tilskrive en embedsmandsstand, der var præget af oplysningstidens ideer og en konge samt dennes familie, der så med velvilje på jøderne.

Det førte til, at kongen den 29. marts 1814, altså under Den Litterære Jødefejde - hvor forfattere satte spørgsmålstegn ved jøders danskhed - udstedte en lov, hvor han gav jøderne næsten ligestilling. Helt lige var den ikke, og det blev den ikke før Grundloven, men det var dog et vigtigt og modigt skridt af kongen frem mod borgerrettigheder, men betød også at jødernes selvstyre blev beskåret og myndighederne førte streng kontrol med det jødiske samfund.

Midt i Den Litterære Jødefejde forsøgte det jødiske samfunds reformfolk at ændre den jødiske gudstjeneste, der foregik efter oldgamle traditioner og på hebraisk, som kun de færreste i menigheden forstod. Der var lagt op til ballade, for overrabbiner Abraham Gedalia var modstander af de fleste reformforsøg, og han havde bred opbakning i den jødiske menighed. Men reformpartiet, der sad på magten i menighedens styrende organer, forsøgte efter bedste evne at udmanøvrere overrabbineren og hans støtter. Over for den gamle rabbiner stod en ny ung og karismatisk mand ved navn Isac Noa Mannheimer. Han var reformpartiets store håb og en blændende begavelse, der ikke alene mestrede de hellige skrifter, men også var uddannet ekspert i orientalske sprog og filosofi. Mange reformfolk havde håbet, at den unge Mannheimer blev rabbiner i forbindelse med kongens ligestillingslov i 1814, men gamle Gedalia blev hængende som " øverste præst" og Mannheimer fik titlen af kateket, som var mindre fint.

I loven fra 29. marts 1814 blev det pålagt den jødiske menighed at lave en ceremoni for de unge drenge, der skulle konfirmeres, og ceremonien lagde sig tæt op ad den kristne konfirmation, hvor drengene skulle høres i et teologisk spørgsmål. Det var en ganske ny ting i den jødiske menighed, for den slags konfirmationer havde ikke eksisteret før, men var myndighedernes forsøg på at introducere teologisk viden hos ungdommen, såvel som led i ligestillingen med det øvrige samfund, hvor unge mænd først kunne komme i lære inden for håndværksfag, når de var blevet konfirmeret. Disse krav fulgte også med, nu hvor det var blevet muligt for unge jødiske drenge at komme i lære.

I en dagbog ført af den jødiske købmand Simon Jacobs kan man få et indtryk af den nye ceremoni: " Mandag den 19. maj 1817 holdtes for første gang efter loven af 29. marts 1814 konfirmation ved Det Mosaiske Troessamfund her i staden.

Handlingen foretoges af menighedens ordinerede kateket Isac Noa Mannheimer. Højtideligheden åbnedes med 33. salme, oversat af cand. theol. C. Boye, sat i musik af organist C. E. F. Weyse og afsunget af et selskab dilettanter, der ledsagedes af basun og orgelværk. Derpå udviklede kateketen efter en kort bøn i anledning af dagens højtidelighed en fyndig og kraftfuld tale." Alle basuner og sejl var sat til, og man havde endda indforskrevet tidens store komponist Friedrich Kuhlau til at sidde ved orgelet. Ceremonien foregik i lokaler ved Gammel Strand, og til stede var statsminister Frederik J. Kaas og resten af regeringen. Det var ikke en del af traditionen, at der blev holdt en personlig prædiken i synagogen.

Isac Noa Mannheimer holdt endda sin prædiken på dansk, og vi ved fra hans trykte prædikener, at han gerne tog nutidige politiske og moralske spørgsmål op. Gamle Gedalia var også med ved ceremonien, men han sad nok og skumlede.

Ceremonien gik så godt, at den jødiske menigheds ledelse ansøgte regeringen om tilladelse til at afholde dansksprogede gudstjenester i fremtiden og give Mannheimer tilladelse til at holde religiøse foredrag for menigheden.

At gudstjenesten nu skulle være på dansk og under nye former, var et skarpt brud med tidligere former, men regeringen gav 10. juni 1817 sin accept til, at den nye gudstjeneste kunne iværksættes. På andre måder blev der også ændret radikalt ved formerne. Davids salmer var tidligere blevet sunget på hebraisk, men skulle nu synges på dansk og med orgelmusik som i kristne kirker.

Mænd og kvinder sad normalt adskilt, men nu skulle de sidde samlet som i kirkerne. Den nye gudstjeneste var en succes hos reformfolkene.

Til de første ceremonier kom 400 i synagogen, og Isac Noa Mannheimers personlige prædiken var en del af det tilbud, de kom for at opleve.

Men den nye gudstjeneste vakte alvorlig forargelse og bitterhed i blandt de konservative kredse. Købmand Simon Jacobs, der tilhørte det traditionsbundne parti, men var godt sur på alle og enhver, skrev i sin dagbog: " Da jeg ser iblandt den jødiske menighed ej en eneste, som det ligger for alvor på hjertet at antage sig de jødiske anliggender, så antager jeg, det hele kun var en panisk skræk, som, når den er ovre, vil gå tilbage til sin gamle slendrian og blive endnu værre end før." Og han fortsatte: " Jeg indser ej, at vi hører til en menighed, da Kancelliet vælger os repræsentanter, afsætter vor præst, indsætter præsten og kateket, blander sig i vores ritualer og næsten har frataget os dem. Kan gifte os med kristne, og børnene må være kristne. Jøderne behøver ej at lade omskære deres børn til 8. dag, men kan lade dem døbe, endskønt forældrene er jøder. Og til alt det var vi rolige tilskuere." Modstanderne af reformerne lå ikke på den lade side. De fik den danske kristne teolog J. G. C. Adler til skriftligt at vende sig imod den nye gudstjeneste: " En vilkårlig sammenkomst af mosaiske troesbekendere, hvor de hellige skikke tilsidesættes, og man istedet for de foreskrevne salmer læser afkortede og efter forgodtbefindende forandrede sange og istedet for bibellæsningen, som udgør gudstjenestens hovedsag, holder moralske taler, er lige så lidt nogen jødisk gudstjeneste, som den fortjener at kaldes kristen." Modstandspartiet mobiliserede med grosserer Jacob Eibeschütz som den ledende skikkelse 304 medlemmer af menigheden og indsendte en protestskrivelse til Kancelliet mod reformerne, hvor Eibeschütz skrev: " Vel ved jeg, at Hans Majestæt har befalet, at enhver jøde i henseende til udøvelsen af sin religions forskrifter skal have fuldkommen frihed, men derfor er det dog næppe Kongens vilje, at den jødiske religion offentligt skal trædes under fødder.

Og dog ser man, at de fleste af disse (reformfolkene, red.) hverken følger de skriftlige eller mundtlige love, men arbejder og driver deres næringsveje om sabbaten stik imod forskrifterne." Nu begyndte Kancelliets støtte til reformpartiet at vakle. Ydermere havde overrabbiner Abraham Gedalia den 21. september 1817 været i audiens hos kong Frederik VI og åbenbart gjort indtryk med modstandspartiets synspunkter. En kommission blev nedsat, hvor kristne lærde og både jødiske reformtilhængere og modstandere var repræsenteret.

Gamle Gedalia fik sæde i kommissionen, men det gjorde yngre reformfolk også samt et antal kristne universitetsfolk, som man mente havde forstand på jødiske forhold.

Forhandlingerne startede i 1819 og midt i det hele brød en omfattende og voldelig jødefejde ud. Store grupper i København og i provinsbyer som Odense, Slagelse, Helsingør og Vordingborg knuste vinduer i jødiske forretninger og lejligheder, så glasskår lå på jorden og mindede om en mindre Krystalnat.

Mens jødehaderne ude i byen smadrede ruder, skændtes de så det bragede i kommissionen og kunne ikke blive enige om noget som helst.

Kommissionen arbejdede til april 1823, men der var til det sidste stærk uenighed, fordi reformfolkene og modstandspartiet ikke kunne enes om ret meget. De ældre og religiøse jøder ville ikke reformere så meget som ét ord ved de gamle bønner og jødiske love, og reformfolkene var opsatte på afgørende ændringer, der ville give dem en billet til det kristne samfund.

De kristne medlemmer af kommissionen var ved at rive hårene ud af hovedet, kan man se af deres indstilling til Kancelliet. Den endelig indstilling til myndighederne skar betydeligt ned på hebraisk under gudstjenesten, og de fleste bønner skulle læses og synges på dansk.

Juraprofessor Poul Meyer, der har skrevet om disse reformforsøg, konkluderede: " Alt i alt kan det siges om den foreslåede liturgi, at den var et udtryk for de emanciperede jøders fuldkomne rodløshed og overfladiske tilegnelse af tidens kristne rationalisme." Reformforslaget blev ikke gennemført.

Gudstjenesten bevarede sin gamle form, måske fordi den gamle synagoge var brændt i 1795, og det var umuligt at gennemføre reformen i de 15 små private synagoger.

Kun i Odense og Århus forsøgte rabbinere at indføre reformer, men med svigtende held. Kvinderne sad stadig adskilt fra mændene, gudstjenesten foregik på hebraisk, orgelmusikken med Kuhlau og dilettantkoret blev aldrig lukket ind, og bønnerne blev fortsat læst og sunget på hebraisk.

I 1823 fik den unge Isac Noa Mannheimer nok af det hele. Han fik tilbudt den vigtige post som overrabbiner i Wien og blev jødernes talsmand i det store Østrig-Ungarske Kejserrige, hvor hundredtusinder af jøder levede. Han indførte reformer, men dog ikke så radikale, som han havde foreslået i København.

M. L. Nathanson og de andre jøder blev så traumatiseret af Jødefejden i 1819, at mange valgte at konvertere, og M. L. Nathanson lod alle sine otte børn, efter Eckersberg havde malet familien i 1818, blive kristne under navnet Nansen, hvoraf de to drenge endda blev præster.

Senere skulle M. L. Nathanson få sig en interessant karriere som mangeårig succesfuld redaktør af Berlingske Tidende. Gamle rabbiner Gedalia døde i 1827, men hans håb om, at hans søn skulle efterfølge ham som den religiøse leder af menigheden, blev ikke realiseret, idet menighedens ledelse valgte en mere moderat og uddannet rabbiner i skikkelse af A. A Wolff, der forblev rabbiner i en menneskealder og indførte en række milde reformer.

Man kan spørge, hvad der ville være sket, hvis Mannheimer og reformpartiet havde fået deres vilje og omskabt den jødiske gudstjeneste efter kristen stil med orgel, mænd og kvinder sammen samt dansksprogede bønner? Det er ikke godt at vide, men måske havde der så ikke i dag eksisteret en jødisk menighed.

I dag er gudstjenesten i synagogen i Krystalgade stort set efter gammel skik. Gudstjenesten foregår stort set på hebraisk, som nogle deltagere ikke forstår. Man har dog bevaret Mannheimers skik med en prædiken på dansk af rabbineren. Seancen er lang og til tider kedelig, men denne uforanderlighed kan også opleves som kriblende fornøjelig i en hastigt omskiftelig verden.