International zionisme

International zionisme

For den jøde, der ønskede at assimilere sig, var zionismen derfor ikke nogen naturlig vej mod selvstændighed, men derimod en bekræftelse på antisemitismens forestillinger om jøden som fundamentalt anderledes og som sådan udelukket fra de forskellige nationale fællesskaber.

Den politiske zionisme

Den politiske zionisme, som især prægede begyndelsen af den moderne zionisme, udspringer bl.a. af tanken om, at ethvert folk skal have sin egen nationalstat. Det ’jødiske problem’ kunne løses ved, at jøderne fik deres eget nationale territorium med dertilhørende sproglig, kulturel og religiøs autonomi. Nationalstaten var normaltilstanden, og jøderne kunne altså ad denne vej blive ’normale’ ligesom alle andre, hvis de fik deres eget land. Et afgørende argument for et jødisk hjemland var, at antisemitismen således ville forsvinde.

Dreyfus-affæren

Pogromerne i Rusland i 1880’erne varslede uvejr over Europas jøder, og Dreyfus-affæren i Frankrig i 1894, hvor en fransk-jødisk officer blev uskyldigt dømt for spionage og anklaget for højforræderi, medførte en bølge af antisemitisme i hele Europa. Jødernes ellers så trygge og lovende situation havde fået et alvorligt knæk, og selv de mest assimilationslystne jøder begyndte så småt at hilse tanken om et jødisk hjemland i Palæstina velkommen. På det tidspunkt var zionismen allerede en voksende bevægelse i Wien, hvor den russisk jøde Leon Pinsker i 1882 havde udgivet skriftet ”Auto-emancipation” (selvfrigørelse), som blev efterfulgt af Nathan Birnbaums zionistiske avis ”Selbstemanzipation” (selvemancipation), som kom til at fungere som talerør for den zionistiske debat blandt Wiens unge jødiske intellektuelle. Da Theodor Herzl trådte ind på den zionistiske scene, var vejen derfor allerede beredt med lydhøre entusiastiske unge zionister, der senere skulle blive vigtige aktører i etableringen af den første zionistkongres i Basel.

Theodor Herzl og den jødiske stat

I 1896 offentliggjorde Theodor Herzl (1860-1904) sine tanker om et hjemland for det jødiske folk i bogen Den Jødiske Stat. Hovedargumentet for at oprette et jødisk hjemland var for den ikke-religiøse jøde som sagt, at man håbede at blive antisemitismen kvit.

Theodor Herzl var selv indbegrebet af den assimilerede wiener-jøde. Efter nogle år som jurist droppede han sin jura-karriere og slog igennem som dramatiker. I starten af hans forfatter-karriere var der intet, der tydede på, at jødernes sag lå ham særlig meget på sinde. Og så sent som i 1894 skriver han i vignetten Pariser Theater:

Jødernes historiske hjemland har ikke længere nogen værdi for dem. I flere århundreder har de slået rod i forskellige nationaliteter; de er meget forskellige fra hinanden; det eneste, de er fælles om, er det pres, der holder dem sammen. Alle ydmygede mennesker har jødiske egenskaber, og så snart presset forsvinder, opfører de sig som frigjorte mænd.

Det er altså kun nogle få år, før hans livsprojekt udkommer, at han skyder tanken om et jødisk hjemland i sænk.

Kort tid efter blev han i kraft af sin rolle som debattør bedt om at tage offentlig stilling til den voksende antisemitisme, og forslagene, han i den anledning kom med, var både mange og fantasifulde. Den mest utrolige og for mange ukendte idé gik ud på at massedøbe Europas jøder. Herzl skulle gå i spidsen for den lange procession af jøder, der så skulle afvaske sig religion og kulturel egenart i Stephansdomen i Wien. Selv skulle han pudsigt nok ikke døbes, men som en anden Moses være den sidste jøde, der kiggede ind i det forjættede land. Det blev heldigvis ikke til noget. At det derimod var den zionistiske tanke, der vandt indpas, skyldes dels, at jorden allerede var gødet, dels at den til forskel for massedåbstanken både var ønskværdig og gennemførlig. Når Herzl alligevel er blevet symbol på zionismens fader, skyldes det i høj grad, at han var den rette mand på det rette tidspunkt med talent og visioner nok til at forvandle idé til virkelighed.

Zionistisk kongres i Basel

I 1897 indkaldte Herzl til den første zionistiske kongres i Basel. 204 repræsentanter fra 54 lande ankom for at deltage i dette historiske møde, hvor Herzl indledte med ordene: ”Vi er her for at lægge Grundstenen til det Hus, der skal beskytte den jødiske nation.” Kongressen grundlagde ligeledes den zionistiske verdensorganisation (WZO), der i dag har afdelinger over hele verden, og hvis mål var og stadig er at få folk til at støtte Israel, bl.a. ved at gå på alija. Samme år som kongressen i Basel skriver han i sin dagbog:

Hvad jeg har udrettet i Basel er Grundlæggelsen af den nye jødiske Stat. Hvis jeg sagde dette højt, ville Verden le ad mig. Men om 5 Aar – senest om 50 – vil Verden indse, at jeg havde Ret.

Tankerne blev til virkelighed præcist 50 år senere, da FN stemte for oprettelsen af et hjemland for jøder i Palæstina, der året efter blev en realitet med staten Israels oprettelse.

Senest redigeret oktober 2016