Den danskvestindiske synagoge
I hovedbyen Charlotte Amalie på den tidligere danske koloni, Sankt Thomas, har gaderne danske navne. Og ligesom i København, hvor den store synagoge ligger i Krystalgade, er det også adressen for Sankt Thomas' synagoge. Ja, det bliver mærkeligere endnu, for begge synagoger var færdigbyggede i 1833.
De vestindiske jøder
Dansk Vestindien var en dansk koloni fra 1754 til 1917, hvor de tre jomfruøer blev solgt til USA. Interessen for de solbeskinnede Caribiske øer går dig længere tilbage i dansk historie.
Allerede i 1622 – dvs. året hvor de første sefardiske jøder blev inviteret til det danske rige – spurgte en række handelsfolk Kong Christian IV om tilladelse til at oprette et Vestindisk handelsselskab med otte års monopol på handlen i Vestindien, Virginia, Brasilien og Guinea. Kongens søn, Prins Frederik, organiserede derefter en handelsmission til Barbados i 1647 under ledelse af de portugisiske jøder Gabriel Gomez og de Casseres brødrene. Blikket og interessen var fast rettet mod vest.
Læs om de første jøder i Danmark her
Det var ikke mærkeligt, at prinsen havde bedt portugisiske jøder om at lede ekspeditionen. År 1492, det år hvor de spanske jøder blev tvangskonverteret til katolicismen eller landsforvist fra Spanien, sammenfaldt med Christoffer Columbus’ første rejse til den nye verden. Med på Columbus' skib, Santa Maria, var flere sefardiske jøder, der ønskede at prøve lykken i den nye verden.
I løbet af de næste årtier flyttede flere og flere sefardiske jøder til de nyoprettede kolonier i Brasilien, Caribien og Nordamerika.
Læs også historien om de jødiske pirater
Den menighed, der senere blev oprettet på dansk Vestindien, var oprindeligt udgjort af spanske og portugisiske jøder. Også de kom til Caribien for at oprette handelsposter mellem den gamle og nye verden. Menigheden blev officielt oprettet i 1779 og nåede sit højdepunkt i midten af det nittende århundrede.
Tropiske sygdomme skabte religiøs tolerance
Den jødiske tilstedeværelse på De Vestindiske Øer begyndte for alvor i de sidste to årtier af det syttende århundrede, hvor Danmark koloniserede de tre Vestindiske øer, Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. I de første år efter den danske kolonis oprettelse, døde mange af de nordeuropæiske immigranter af tropiske sygdomme.
Man tillod bosættere fra andre dele af Caribien, heriblandt portugisiske jøder fra Brasilien, så kolonien kunne befolkes og administreres. Man følte sig nødsaget til at tillade indvandrere i kolonien, der ikke bekendte sig til den lutheranske tro. Det forårsagede, at man førte en forholdsvis tolerant religionspolitik på øen.
Denne politik blev formaliseret i 1685, hvor lutheranere og calvinister fik fulde rettigheder til at praktisere deres riter og ritualer, mens man tillod jøder og katolikker at praktisere deres religion under private gudstjenester. Med Frederik VI's Anordningen fra 1814, blev jøderne på de dansk vestindiske øer ligeledes retsligt ligestillede.
Jøderne på De Dansk Vestindiske øer havde allerede en synagoge. Den første synagoge på Sankt Thomas blev oprettet af ni familier, men menigheden voksede hurtigt til at omfatte 22 familier. Efter en række brande på øen, byggede man i 1833 den synagoge, der stadig står der i dag.
Her kan du læse om de danske jøders vej til retlige ligestilling og integration i det danske samfund
Amerikas næstældste synagoge
På samme sted hvor synagogen den dag i dag står, har der været tre tidligere synagoger. Den første synagoge brændte i 1804. Man byggede derefter en ny synagoge (1812-23), som blev nedrevet og udvidet. Denne tredje synagoge brændte senere ned under en stor brand i 1831, hvorefter man byggede den "tilsandede synagoge."
Sankt Thomas-synagogen, som på hebraisk kaldes Beracha Veshalom Vegemiluth Hasadim hvilket betyder Velsignelser, fred og fromhedsgerninger, er den næstældste synagoge i Amerika. Kun Touro synagogen (1764) i Newport, Rhode Island, er ældre. Touro synagogen blev dog kun brugt sporadisk mellem 1820 og 1880, hvilket gør synagogen i Sankt Thomas til den ældste synagoge, der har været i vedvarende brug på den vestlige halvkugle.
Læs hvordan en synagoge ser ud her
Som alle andre synagoger, vender synagogens torahskab mod Jerusalem. På bænkerækker på hver side af torahskabet sad synagogens sefardiske ældreråd, den såkaldte ma’amad. Eftersom det er en sefardisk synagoge, er bimahen, altså platformen hvorfra Torahen læses højt, placeret i midten af bygningen, og ikke foran som i Københavns Synagoge.
Se Københavns Synagoge i Virtual Reality
Traditionelt sad synagogens mandlige medlemmer på de første fire rækker mahognibænke. Bagved – og adskilt af en skillevæg – var der mahognibænke til kvinder og børn.
Sefardisk synagoge med gulv af sand
Der findes kun fem synagoger i verden, hvis gulv er dækker af sand. Én af dem er en rekonstruktion på Israels Nationalmuseum i Jerusalem, mens de andre fire er synagoger i Sankt Thomas, Curacao, Jamaica og Surinam, det vil sige alle i Caribien.
Der er flere forskellige forklaringer på, hvorfor de sefardiske menigheder spredte sand på gulvet af deres synagoger.
En forklaring går på at disse jøder, som havde levet under inkvisitionen, forsamledes og praktiserede deres jødedom i skjul. På gulvene i de rum de brugte til at forsamledes i, lagde de sand for at dæmpe lyde fra fodtrin, bønner osv. På den måde kunne de praktisere deres religion i det skjulte.
Man kalder denne type jøder for krypto- eller skjulte jøder. Det skulle eftersigende være en tradition, som de sefardiske jøder bragte med sig til den nye verden.
En anden forklaring er, at sandet symboliserer Sinai ørkenen, hvor jøderne ifølge den bibelske beretning vandrede i 40 år, inden de kom til det forjættede land. Sandet i synagogen symboliserer derved, at jøderne på Sankt Thomas stadig så sig selv som jøder i eksil.
Til videre læsning: RAMBAM. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning. Ed. Allan Falk et. al. Selskabet for dansk jødisk historie 26/2017.