Auschwitzdag den 27/1

Flugt og forfølgelse

Hvert år den 27. januar mindes lande over hele verden ofrene for Holocaust, hvor 6 mio. jøder mistede livet. Dagen markerer, hvordan styrker fra Den Røde Armé befriede over 7000 jøder fra en af de mest effektive koncentrations- og udrydningslejre Auschwitz-Birkenau i Polen den 27. januar 1945. Selvom det er over 75 år siden at Holocaust fandt sted, er det vigtigere end nogensinde før at mindes historien.

Arbeith Macht Frei

Der er ikke mange tilbage fra de generationer, som var førstehåndsvidner til begivenhederne, og derfor er det i disse år afgørende at indsamle fortællingerne, så vi bevarer de direkte overleveringer. Men hvorfor er det så vigtigt, at vi hører beretningerne fra førstehåndskilder? Og hvorfor skal vi blive ved at tale og lære om Holocaust? 

Holocaust som symbol

Det er der flere gode grunde til, og i de senere år er det kun blevet mere tydeligt, at der er et åbenlyst behov. Holocaust er ikke længere blot navnet på en historisk begivenhed, der beskriver en af verdenshistoriens største etniske udrensninger. Det er også blevet et symbol, der optræder i vores sprog og i alle mulige andre sammenhæng, hvor Holocaust bruges som et sammenligningsgrundlag. Seneste eksempler på dette er klimaforkæmpere, der bruger begrebet ”klimaholocaust” eller Corona-vaccineskeptikere, der ved demonstrationer bærer påsyede stjerner, lignende dem jøder var pålagt at bære i Nazi-Tyskland. Når referencer til Holocaust inddrages på denne måde, udvandes erindringen om den historiske begivenhed, hvor 6 mio. mennesker blev forfulgt, anbragt i arbejdslejre og gasset i hobetal, og hvor endnu flere måtte flygte fra deres hjem uvidende om deres fremtid. Jo længere man bevæger sig væk fra, hvad der rent faktisk skete under krigen, desto vigtigtigere er det fortsat at kende til den konkrete historie samt at lære nye generationer om den.

Mindet udvandes

Der er risiko for en bagatellisering af jødeforfølgelserne i takt med, at de sidste vidner forsvinder. Hvis vi ikke holder formidlingen af jødeforfølgelserne i hævd, vil der ske en relativisering af Holocaust. Dette kan på sigt være med til at skabe et rum, hvor grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige og mene om jøder, bliver lavere og lavere. Det er ikke antisemitisk i sig selv at lave Holocaust-sammenligninger, men det kan være med til at fremme antisemitiske intentioner – især hos det fåtal, som ønsker at omskrive historien eller helt benægter den.

Derfor er det afgørende, at vi søger viden om de konkrete historiske begivenheder, tager afstand fra det, som bagatelliserer Holocaust, og bliver ved med at undervise nye generationer i, hvorfor det stadig er vigtigt at huske i dag. Ifølge flere internationale rapporter sker der lige nu en stigning i antisemitiske handlinger og ytringer over hele Europa, derfor har Holocaust på skoleskemaet i et nutidigt perspektiv, aldrig været mere relevant.

I dagens anledning har vi samlet en række førstehåndsvidner, som fortæller deres flugthistorie, hvilket er en vigtig del af den danske fortælling om jødeforfølgelserne.


Få historien fortalt fra førstehåndsvidner

 

 

Derfor skal vi undervise i Holocaust!

Formålet med International Auschwitz-dag er at bevare mindet om ofrene og sikre, at viden om historiens folkedrab bliver videregivet til yngre generationer. Men hvorfor er det egentlig vigtigt at vi lære om holocuast? Det kan du blive klogere på i denne video, hvor historiker Bent Blüdnikow vil udfolde dette spørgsmål.
 

Find mere materiale her

Tysk millitærkøretøj i Aabenraa under 2. Verdenskrig

Her kan du finde undervisningsmateriale til undervisning om 2. verdenskrig i Danmark. Foruden artikler, kan du også finde forskellige kilder, deriblandt flere fortællinger fra førstehåndsvidner til krigen.

Billede af en fisker båd med jødiske flygtninge på vej til Sverige under 2. Verdenkrig

Stadig i dag er der overlevende som var vidner til Holocaust, og i dag lever med det ufattelige traume. Denne generation er dog så småt ved at forsvinde, og dermed forsvinder også deres førstehånds fortællinger. På denne side kan du finde en lang række videnfortællinger, der skal lære os aldrig at glemme.

Billede af en fisker båd med jødiske flygtninge på vej til Sverige under 2. Verdenkrig

Her på siden kan du finde alt det undervisningsmateriale, der knytter sig til tema 3 om Holocaust og flugten fra Danmark i 1943. Dette inkluderer en baggrundstekst, en dramatiseret lydfortælling fra flugten i oktober '43 og materiale om antisemitisme i dag.