Jødedommen og naturen

Skabelse 

I Skabelsesberetningen, hvor det beskrives, hvordan Gud i løbet af syv dage skaber verden, begynder det hele med lyset. Så følger himlen, jorden og havene. De næste dage skabes frø, urter, træer, solen, månen og stjernerne. På den fjerde dag myldrer levende væsner frem på jorden, fisk vrimler i vandet og fugle svæver under himlens hvælving. Femte dag kommer de vilde dyr, kvæg og ”alle arter af jordens kryb”. Hver aften ser Gud på sit værk, og siger til sig selv, at ”det er godt”.

Endelig den sjette dag er turen kommet til mennesket. Gud velsigner og befaler menneskene, at de skal gøre sig til Herre over jorden og herske over alle andre levende væsener. Og uanset vores forhold til, og fortolkning af, biblens ord, så er det sådan, det er i dag: menneskene har magten over jorden og alt, hvad der levende. Spørgsmålet er, hvor godt vi håndterer det.  I jødedommen findes en række regler og traditioner, der skal hjælpe menneskene med at huske, at med magten følger et ansvar for alt det levende, vi har kontrol over.

Shabbatår - Shmita

I skabelsesberetningen er der endnu en dag: den syvende, som beskrives som Guds hviledag - Shabbat. Hviledagen gælder også for mennesker, alle deres husdyr og for jorden. I Tredje Mosebog, præciseres det, at når det jødiske folk efter 40 års vandring i ørkenen kommer til Israels land, skal de dyrke markerne i seks år, men hvert syvende år skal jorden holde fuldstændig hvile.

I seks år skal du tilså din mark, og i seks år skal du beskære din vingård, og du skal indsamle landets afgrøde. Men i det syvende år skal landet have en fuldstændig hvile, en sabbat for Herren.

Det er en moderne økologisk tankegang, der har en kilde i en urgammel bibelsk tekst.
Blandt religiøse jøder tages forbuddet mod arbejde alvorligt, både for mennesker, dyr og jord. I Israel lægges mange marker brak hvert syvende år, for at jorden kan hvile og hele og blive klar til nye seks år, hvor der skal produceres afgrøder.
Det kaldes Shmita.

I løbet af dette år må der hverken pløjes, sås, beskæres eller høstes. Der må gerne vandes, gødes, klippes og sprøjtes – men kun for at jorden ikke skal lide i løbet af året. Frugter og andre afgrøder, der gror af sig selv, må gerne plukkes og spises. 

Noatiske bud 

Beretningen om Noahs ark, som kan læses i Første Mosebog kapitel 6 – 10, handler bl.a. også om menneskets forhold til dyr. I historien er Gud blevet rasende over menneskenes dårlige opførsel og beslutter at ødelægge jorden med en kæmpe syndflod. Kun Noahs familie får mulighed for at overleve ved at bygge en ark, hvor der er plads til nogle få mennesker og til to repræsentanter for samtlige dyrearter.

Da vandet trækker sig tilbage giver Gud Noah syv love, der fremover skal være grundlaget for skabelsen af et godt og retfærdigt samfund. De hedder de Noatiske love. I en af lovene giver Gud tilladelse til, at menneskene må spise dyrene – men det må kun ske ved overholdelse af et sæt etiske regler: Dyrene må ikke lide unødigt ved slagtningen, og det forbydes fx at skære dele af levende dyr.

Denne balance mellem på den ene side at måtte slagte og spise dyr, men samtidig behandle dem ordentligt skaber grundlaget for de senere jødiske love for omgang med dyr og for de jødiske spiseregler. Forbuddet mod unødig smertefuld behandling af dyr kaldes tza’ar ba’alei Chayim, som kan oversættes med dyrenes lidelse. 

Kosher

De jødiske spiselove kan den dag i dag føres tilbage til de Noatiske love. Lovene forholder sig nemlig ikke kun til madlavning og til hvilke fødevarer, man som religiøs jøde ikke må indtage. Allerede inden et dyr slagtes træder et sæt etiske regler i kraft: Alle dyr skal være lydefri, hvilket betyder, at dyrene ikke må have synlige skader fx sår eller brækkede knogler.

Læs mere om kosherregler her

Efter slagtning pustes deres lunger op og undersøges for tegn på lungebetændelse, og i nyere tid undersøger man også dyrene for eventuelle medicinrester. Hvis ikke dyrene lever op til det, kasseres de som menneskeføde. Alt dette er begrundet i ønsket om at behandle dyrene godt inden de slagtes og er samtidig med til at lægge et pres på landmændene for at behandle deres dyr ordentligt, så de ikke taber i slagteværdi. 

Tu BiShvat – Træernes Nytår

Tu BiShvat omtales første gang i den anden tempelperiode, der varede fra år 515 fvt. til 70 evt., som dagen for Træernes Nytår. Dengang skulle der betales tiende – en form for skat - af afgrøderne fra frugttræer. Tiende betyder tiendedel og en tiendedel af alle afgrøder skulle bringes til præsterne og tjenerne i Templet i Jerusalem. Dette gjaldt for årene 1,2, 4 og 5 i en 7-års cyklus. År 2 og 6 gik tiendet til de fattigste i landet, der kunne spise hvad og hvornår de ville af frugterne.

Derfor var det vigtigt at kunne fastsætte en skæringsdato – en form for ”fødselsdag” for alle træer. Dagen – den 15. i måneden Shvat - er sat efter, hvornår man tidligst kunne forvente at træerne i Israel blomstrede. Hvis et træ blomstrede før denne dato, blev det regnet for at tilhøre året før, og der skulle ikke afregnes tiende af det. Blomstrede et træ efter denne dag, skulle en tiendedel af afgrøderne bringes til Templet. 

Du kan læse mere om årets helligedage her 

Det er næppe helt tilfældigt, at Danmarks ældste miljø-organisation, der blev stiftet i 1969, har navnet NOAH.

I dag er der i mange jødiske kredse tradition for at mødes til Tu BiShvat og spise frisk frugt, navnlig de frugter, der fremhæves i Torah’en: druer, figner, granatæbler, oliven og dadler. Der bages også særlige frugtkager og tærter til denne dag og mange prøver at finde en ”ny” frugt, dvs. en, de ikke har spist i det forgange år. Tu BiShvat falder i slutningen af januar – begyndelsen af februar, og hvor vejret er til det, fx i Israel, er parkerne fyldt med mennesker, der bruger dagen på at holde picnic med barbecue. 

I 2018 falder Tu BiShvat den 31. januar. 

Er du underviser, kan du finde kilder om jødedommens natursyn her.

Jødiske miljøorganisationer

Man kan mene, at bibelens ord og Noahs love er blevet glemt undervejs. I dag kæmper vi mennesker med selvskabte miljøproblemer, der gør, at vi selv, dyrene og jorden har det svært. Klimaforandringer betyder, at levevilkårene for vilde dyr og planter indskrænkes, og flere og flere steder i verden er luften så forurenet, at mennesker tager masker på, når de går ud.  Ørkenområder breder sig og ishavene smelter.
Det kan virke uoverskueligt for den enkelte at gøre noget ved det. Men nogen prøver.

KKL – Keren Kayemet L’Israel

KKL er sandsynligvis verdens ældste miljøorganisation. Allerede i 1901 begyndte KKL at samle penge ind blandt jøder over hele verden for at kunne opkøbe jord og plante eukalyptustræer i Palæstina. Området var dengang præget af tørke og sumpe, og eukalyptustræerne hjalp både med at dræne og gøre landet frodigt og grønt igen. Det blev en tradition at donere et træ for hvert nyfødt barn - et cedertræ for en dreng og en cypres eller et fyrretræ for en pige.

I dag etablerer KKL bl.a. vandreservoirer, indsamler regnvand, afsalter havvand og renser spildevand for at reducere forbruget af grundvand i husholdning og industri, og ikke mindst i landbruget. I dag kommer over 80% af al vandforbrug i Israels landbrug ikke fra grundvand.
KKL har i dag et verdensomspændende netværk af forskere, der hjælper hinanden på tværs af politiske uoverensstemmelser. Ønsket om at gøre noget for sammen at redde verden tilsidesætter politik. Bl.a. hjælper forskere lande, som har samme klimamæssige udfordringer som Israel, fx Filipinerne og Rwanda. 

Relevante WEB-sites

Der er mange andre yngre organisationer rundt om i verden, der forsøger at kombinere jødedom med aktivt, praktisk miljøarbejde. Det kan man finde eksempler på hos fx den amerikanske Aytzim Ecological Judaism og den australske JECO - Jewish Ecological Coalition