Fundamentet for jødedommen
De hellige tekster, den ene Gud og det udvalgte folk - det er grundbegreber i jødedommen. Men jødedommen er først og fremmest en handlingsreligion: Det er den måde, du opfører dig på overfor andre mennesker, der tæller.
Den jødiske religion er gammel og stammer fra årtusindet før vor tidsregning. Ifølge de jødiske fortællinger er Abraham den første jøde, og han bliver stamfader for hele det jødiske folk. Ifølge den historie var Abraham en hyrde, der levede for 4000 år siden i oldtidsbyen Ur i Kaldæa (nutidens Irak).
Ifølge 1. Mos., 12:1-17:27, hørte Abraham Guds stemme og fulgte hans bud om at udvandre til det land, Gud lovede ham, Kanaaens land, hvor hans efterkommere skulle leve og blive et stort folk. Som tegn på pagten med Gud, lover Abraham at omskære sig selv og alle mandlige efterkommere. Fortællingen om Abraham kan man læse om i De fem Mosebøger.
Historien om Abraham er en overleveret fortælling. Historisk set optræder jødedom først langt senere blandt den gruppe judæere, der blev drevet ud af Jerusalem til eksil i Babylon i år 586 f.v.t., hvor de udviklede en religion, der selv i dag ville kunne genkendes som jødedom: Troen på den ene, universelle skabergud, omskærelse af drengebørn og overholdelse af den ugentlige shabbat.
Nogenlunde samtidig med det babylonske eksil, der begyndte i 586 f.v.t., blev betegnelsen judæer, det vil sige indbyggerne i Judæa i det sydlige Israel, en samlebetegnelse for det folk, som den hebraiske bibel kalder Israels folk eller Israels børn. Af ordet judæer er ordet jøde opstået.
Israelit er et moderne udtryk for biblens jødiske folk. Det skal ikke forveksles med israeler, som er betegnelsen for indbyggere i den moderne stat Israel, uanset religion.
Jøder kaldes ofte 'bogens folk', og skriften står som noget helt centralt i den jødiske religion: Oplæsning af hellige tekster er omdrejningspunktet i gudstjenester, højtider markeres ved læsning af særlige bøger, jødiske hjem er markeret ved en lille kapsel på dørkammen, der indeholder en kort bibeltekst, og studiet af de hellige bøger, og lærdom i det hele taget, betragtes som værdifuldt i sig selv.
Men jødedom er ikke kun en skriftreligion, jødedom er i høj grad en praksisorienteret religion. Hvad man gør tillægges større betydning, end hvad man tror. Målet er en retfærdig verden, og hver enkelt handling, der er i overensstemmelse med Guds bud, er med til at forbedre verden.
Jødedommen er fuld af love og regler; fra forbuddet mod at koge et kid i dets moders mælk til buddet om at elske sin næste. Hvis man tæller alle bud, kaldet mitzva (flertal: mitzvot), sammen, er der 613.
At udføre ritualer, gøre gode gerninger og overholde forskrifter, f.ex. spiseforskrifter, udgør tilsammen et kæmpestort katalog af jødisk praksis. Det kræver stor omhu og stærk disciplin at leve op til det hele, og der er kun ganske få jøder, der overhovedet forsøger. Men der er rigtig mange jøder, der vælger de love og ritualer, de mitzvot, som giver mening for dem og for den måde, de praktiserer jødedom.
I jødedom er fokus i udpræget grad på livet her og nu. Der findes forestillinger om livet efter døden og om livet i en kommende verden, men i moderne jødedom spiller de med få undtagelser ikke en vigtig rolle.
Gud, folk, mennesker
Det er en central idé i jødisk religion, at der findes én universel Gud.
Der er ikke en egentlig trosbekendelse, men en bøn, der påkalder den ene Gud, og den læser ortodokse jøder tre gange hver dag.
Gud har kun ét navn, men flere titler. Allerede helt tilbage i det 3. århundrede f.v.t. var blot tanken om at udtale Guds navn tabubelagt, så i stedet bruges forskellige omskrivninger. ”Herren”, ”den Almægtige”, "Skaber", ”Stedet” eller ”Navnet” er de særligt udbredte.
Et udvalgt folk
I jødisk optik er Gud både en universel gud, der har skabt verden og en gud, der virker i historien - især i det jødiske folks historie. Den grundlæggende fortælling er historien om tilblivelsen af det jødisk folk, der begynder med stamfaderen Abraham. Hans efterkommere bliver slaver i Ægypten, og deres udfrielse er højdepunktet i fortællingen, for det er her under ørkenvandringen i retning af det lovede land, at det jødiske folks status som Guds udvalgte folk bliver fastslået.
Det er ikke helt let at være udvalgt af Gud, for der følger mange bud og krav med. Til gengæld for trofasthed lover Gud beskyttelse og velfærd, men det er heller ikke let for Gud at have valgt jøderne, for det er et genstridigt folk, der allerede i ørkenen gør oprør og nægter at følge Guds anvisninger.
Tanken om, at et helt folk kan være særligt udvalgt af de guddommelige magter, var udbredt i senantikken og dukker op flere steder i verdenshistorien. I den jødiske selvforståelse har ideen spillet skiftende roller, og både i den rabbinske litteratur og i moderne populærkultur findes talrige eksempler på jøder, der hellere var fri for æren.