Det bibelske Israel og staten Israel

Det hellige land som Gud ifølge Mosebøgerne lovede Abraham og hans efterkommere, blev det jødiske hjemland. Landet, som nu kaldes Israel, blev både det politiske og religiøse centrum for jødisk liv, for det var her Templet i Jerusalem markerede Guds jordiske bolig.

Men efter Templets ødelæggelse i år 70 e.v.t. blev Israel først og fremmest et symbolsk hjemland. Jøder i hele verden fortsatte med at bede i retning af Jerusalem, begrave de døde med hovedet vendt mod Israel og ved højtider og fejringer altid betone drømmen om Zion, et andet navn for Jerusalem.

Man skelner imellem Landet Israel – det man kender fra bibelen – og staten Israel – den stat, der er i regionen i dag og som blev oprettet i 1948.

Landet Israel (Eretz Yisrael) - et historisk og bibelsk oprids

Israels land (Eretz Yisrael) er opkaldt efter den Bibelske patriark Jakob, som ifølge Biblen får tilnavnet Israel: ”Dit navn skal ikke mere kaldes Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og med mennesker og klaret dig.” (1. Mos. 32.28)

Det jødiske folks tidligste historie udspillede sig i dette territorium, hvor Kong Saul, David og Salomon oprettede Israels forenede kongerige (1050 fvt. – 930 fvt.). Det var i denne periode, at Kong Salomon byggede det første Tempel til Gud i Jerusalem, som hans far, David, havde gjort til hovedstad. 

Efter Kong Salomons død splittedes kongeriget i to. Den nordlige del blev kaldt Israel eller Efraim og den sydlige del blev kaldt Judah. Disse to kongeriger var ofte i strid med hinanden. Det nordlige kongerige fungerede til ca. 720 fvt. da assyrerne belejrede det, hvilket førte til, at de ti nordlige stammer kom i eksil. 

Det sydlige kongerige, Judah, stod fra ca. 930 fvt. til 586 fvt. da babylonerkongen Nebukadneser belejrede Jerusalem, ødelagde Templet og førte den jødiske elite i eksil i Babylon. 

Efter 70 år i babylonsk fangenskab, overvandt den persiske konge, Kyros den Store, babylonerne og satte jøderne fri fra deres babylonske fangenskab og lod dem vende tilbage til Jerusalem for at genrejse Templet der. Kyroscylinder, en vigtig arkæologisk kilde, bevidner dette: 

På Kyros’ øverste befaling bragte alle konger der sad på troner—hele verden, fra det øvre hav til det nedre hav, beboere af fjerne egne, konger af Amurru og nomader—alle sammen bragte de deres tunge tributter til mig midt i Babylon og kyssede mine fødder. Fra Babylon til Assur og fra Susa til Agade, fra Eshnunna til Zamban og videre til Meturnu, og fra Der til grænsen af gutæernes land, selv helligdommene på den anden side af Tigrisflodens bred, hvis altre blev grundlagt i tidernes morgen, til alle disse steder bragte jeg guderne tilbage for at genoptage deres pladser i al evighed. Jeg samlede alle deres folk og førte dem tilbage til deres landsbyer

Da jøderne var vendt tilbage til Jerusalem genopbyggede de Templet, og de levede som selvstædig vasalstat under forskellige imperier indtil den jødiske præsteslægt, hasmonæerne, oprettede det selvstædige hasmonæiske kongerige i 140 fvt. 

I 37 fvt. blev det hasmonæiske kongerige efterfulgte af Kong Herodes' kongerige i Judæa, som var en romersk vasalstat.

Zionisme og Staten Israel (Medinat Israel) 

For mange jøder var tanken om Israels land (Eretz Yisrael) en del af deres kollektive bevidsthed. Men i slutningen af 1800-tallet opstod zionismen, der ønskede national selvstændighed for jøderne og oprettelsen af en jødisk stat. 

Flere og flere jøder begyndte langsomt at forlade det religiøse liv i håb om at indgå på lige fod med andre medborgere i deres lokalsamfund. Derfor mødte den zionistiske bevægelse modstand blandt Europas jøder, der for nyligt havde fået borgerrettigheder, idet mange i højere grad identificerede sig som franskmænd, tyskere, hollændere, danskere og så videre, snarere end som ét særskilt folk med rødder i det daværende Palæstina.

Den politiske zionisme, som især prægede begyndelsen af den moderne zionisme, udspringer bl.a. af tanken om, at ethvert folk skal have sin egen nationalstat. Det ’jødiske problem’ kunne løses ved, at jøderne fik deres eget nationale territorium med dertilhørende sproglig, kulturel og religiøs autonomi. Nationalstaten var normaltilstanden, og jøderne kunne altså ad denne vej blive ’normale’ ligesom alle andre, hvis de fik deres eget land. Et afgørende argument for et jødisk hjemland var, at antisemitismen således ville forsvinde.

Zionisme er en politisk bevægelse, som grundlæggende går ind for Israels ret til at eksistere som et jødisk land og det jødiske folks ret til national selvbestemmelse. Med zionismen som drivkraft blev Israel en uafhængig jødisk stat i 1948 og er i dag igen både et politisk og religiøst center. Den jødiske diaspora forsvandt ikke, da Israel blev oprettet, og jøder i andre lande, især USA, er stadig med til at præge og inspirere jødisk religion og kultur globalt.