Torahen
Hjertet i det store jødiske bibliotek er den hebraiske bibel, der består af tre dele: Mosebøgerne, Profeterne og Skrifterne. Denne samling er skrevet på hebraisk, med få passager skrevet på aramæisk, og er blevet til i en periode på over 1000 år, og var først komplet i det første århundrede e.v.t. Dette er ”den skriftlige Torah”.
Det jødiske bibliotek af hellige bøger er omfangsrigt, skrevet på forskellige sprog over flere tusinde år og består af tekster, der indgår i tætte forbindelser med hinanden på kryds og tværs. Det kan gøre det svært at bevare overblikket - for slet ikke at tale om at have et indgående kendskab til hele litteraturen.
I den jødiske tradition betragter man den åbenbarede Torah, som Moses fik på Sinaibjerget, som fuldkommen. Det betyder ikke, at betydningen af hvert enkelt ord ikke kan diskuteres, og rabbinere og andre lærde har lige siden bibelsk tid, altså i mere end 2000 år, vendt og drejet hvert enkelt bogstav.
Alle andre hellige tekster end, Mosebøgerne, Profeterne og Skrifterne, hører til i kategorien ”den mundtlige Torah”, og dermed antydes, at de også har åbenbaret status, men ikke tilskrives en guddommelig formulering.
Ofte hører man jøder og andre bruge ordet Torah og dermed mene de håndskrevne pergamentruller, der indeholder Mosebøgerne. Men Torah er et flertydigt begreb, for det kan både betyde den første del, de fem Mosebøger, men også hele den skriftlige Torah.
”Den mundtlige Torah” kaldes ofte for kommentarer til biblen, men det skal forstås ret frit. Hovedværket i den mundtlige Torah er en art lovsamling kaldet Mishnah. Den citerer ikke direkte fra biblen, men diskuterer emner, f.eks. ofringer, helligdage, familieret og meget andet, som godt nok forekommer i biblen, men her bliver genstand for uddybende, og ind imellem temmelig opfindsomme fortolkninger. Mishnah blev til i det andet århundrede e.v.t. og er skrevet på hebraisk.
I løbet af de næste 300-400 år fortsatte rabbinerne diskussionerne med Mishnah som udgangspunkt, men nu udvidet med lange udlægninger, anekdoter, eventyr og dialoger på aramæisk. De diskussioner kalder man Gemara.
Mishnah og Gemara bliver oftest udgivet som et samlet værk og kaldes Talmud. Værket fylder mange tætskrevne bind og er kendetegnet ved, at næsten ingen af de mange siders diskussioner afsluttes med et entydigt svar: der er altid lige en rabbiner mere, som har en anden mening.
Den mundtlige Torah er endnu mere omfattende: Mange overskydende tekstudlægninger, som ikke fik plads i Talmud, er stadig i omløb, ligesom der findes store samlinger af prædikener, gendigtninger af bibelfortællinger, spørgsmål-og-svar-korrespondancer mellem berømte rabbinere og deres menigheder, bønnebøger og digtsamlinger fra alle afkroge af den jødiske verden, der er blevet til op gennem historien.
De fem Mosebøger spiller en særlig rolle, for de bliver betragtet som direkte åbenbarede af Gud til Moses på Sinaj-bjerget.
Der er utallige generationer af rabbinere, der har bidraget med deres tolkninger, bag den mundtlige Torah. Derfor kaldes den også for rabbinsk litteratur. Rabbinere var både kulturbærere og kulturfornyere, og rabbinsk jødedom var toneangivende fra det første århundrede og helt ind i moderne tid.
I den særlige rabbinske diskussionsform, der har udviklet sig i al den tid, er der ikke nogen øverste instans, der har det sidste ord. Man kan altid finde en ny fortolkning. Det er en vigtig forudsætning for, at de forskellige jødiske retninger har kunnet udvikle sig dynamisk.
De hellige teksters centrale rolle var rabbinernes svar på en historisk udfordring: Da Det Andet Tempel i Jerusalem blev ødelagt af romerske hære i år 70, blev det opfattet som om, at det guddommelige centrum på jorden forsvandt. Dermed forsvandt også tempelofringer, som havde haft rollen som den primære form for gudsdyrkelse. De hellige tekster og studiet af dem overtog den rolle. Gudstjenestens højdepunkt var ikke længere ofring, men oplæsning.
Skiftet fra tempel til tekst havde den store fordel, at bøger er bærbare og som skabt til en tilværelse i diaspora - altså et liv med skiftende opholdssteder udenfor Israel. De hellige tekster og studiet af dem blev efter uddrivelsen fra Jerusalem omdrejningspunktet i jødedommen.