Tid
I jødedom er der to slags tid: hellig tid og verdslig tid. De hellige tider er markerede og adskilt fra den almindelige dagligdag. Festdage og den ugentlige shabbat hører til den hellige tid, og i de første århundreder e.v.t. skabtes ritualer, der markerer deres indledning og afslutning.
Ritualerne for hver helligdag er med små variationer næsten helt ens: Indgangen til hellig tid fejres både i synagogen og derhjemme ved ritualet kiddush (”at gøre hellig”): Kort før solnedgang tændes to lys, og der siges velsignelser over vin og brød, som bliver delt rundt til alle, der er tilstede. Afslutningsritualet hedder havdalah (”adskillelse”) og fejres ved mørkets frembrud. Et særligt lys, der består af sammenflettede væger, tændes, og alle dufter til krydderier eller urter og smager på vin, mens en lille bøn enten læses eller synges. Bønnen betoner skelnen mellem lys og mørke, helligt og profant. Som afslutning slukkes det flettede lys i lidt vin, og dagligdagen kan begynde igen.
De hellige og verdslige tider fastlægges i den jødiske tidsregning, som har verdens skabelse som udgangspunkt. I den jødiske kalender følger månedernes gang månens omløb omkring jorden, mens årets gang følger jordens omløb omkring solen. En ny dag begynder om aftenen, når månen kommer frem, og en ny måned begynder, når det er nymåne. Forestillingen om, at dagen begynder om aftenen, er ikke helt fremmed: De fleste danskere fejrer jul allerede om aftenen den 24. december, ligesom nytåret, som egentlig begynder om morgenen, den 1. januar, fejres aftenen før. I den jødiske verden er det ganske enkelt alle helligdage, der begynder om aftenen.
Kombinationen af måne- og solkalender betyder, at helligdage falder på samme årstid hvert år. I forhold til den almene gregorianske kalender flytter de jødiske helligdage sig imidlertid med op til flere uger hvert år, og jøder vil derfor typisk opfatte det som om, at en helligdag - f.ex. Pesach - et år falder ”tidligt”, hvis den begynder allerede i marts og ikke først i april. Det skyldes selvfølgelig, at for danske jøder, ligesom for praktisk alle jøder i hele verden, er den almene kalender udslagsgivende til daglig brug. Den jødiske kalender er imidlertid vigtig i sammenhæng med bl.a. fødselsdage, der afgør hvornår et barn fejrer bar eller bat mitzvah og dødsfald, der mindes efter den jødiske dato. De jødiske menigheder udgiver hvert år en kalender, som er ført dobbelt og gør det nemt at finde rundt i hvilken jødisk dato, der er parallel med den gregorianske kalender.
Guds skabelse af universet er målestokken for jødisk tidsopfattelse og tidsregning. I den forstand er kalenderen en afbildning af skabelsen i kompakt form, og derfor lægger især ortodoks jødedom stor vægt på, at den er korrekt. Tanken er, at den, der lever indenfor denne tidsopfattelse, bliver delagtig i opretholdelse af kosmos efter et guddommeligt mønster, hvor hver enkelt time, dag, uge og måned udfylder sin bestemte plads i universets historie. Derfor kan man ikke bare flytte en helligdag et par dage eller begynde shabbat et par timer for sent, i al fald ikke uden at risikere at forstyrre skaberværkets orden.