Steven Spielberg

Herunder kan du læse uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov.

Steven Spielberg, 1946 –

Som en Mozart, hvis nodepapir er det hvide lærred

Jeg tænker på publikum, når jeg instruerer, fordi jeg selv er publikum. Sådan lyder mantraet fra vor tids vel nok største filmmager, Steven Allan Spielberg. Han er stor, både når det drejer sig om talent og evner, og stor når det drejer sig om at ramme en nerve hos det brede publikum, så de strømmer i biograferne for at se hans film. En af hans hemmelighe-der må være, at han åbenbart magter at dele sin opmærksomhed op i mange dele. Så at sige at være flere steder på en gang. Han er den store mester, der helt nøgternt, med det store, forkromede overblik styrer hele menageriet af skuespillere, fotografer, lyd- og lysfolk og i det hele taget den lille hær, der som regel skal til for at producere levende billeder i dag. Samtidig er han den almindelige mand – med en lille tryllebundet dreng indeni – som sidder i den mørke biograf og for en stund forsvinder helt ind i det univers, der udgør øjeblikkets virkelighed.

Samme evne, multitasking på den store klinge, beundrer hans danske instruktørkollega Nikolaj Arcel: ”Spielberg er ganske enkelt et geni. Han er berømt for at kunne overskue 12 skærme, når der optages, og så kan han ellers rette til efterfølgende. Normalt kan man køre en enkelt skærm som instruktør. Det er formentlig også derfor, at hans film er så fulde af liv og detaljer. Han finder på noget nyt hele tiden, og selv om hans film måske ikke er lige så opfindsomme i dag, som de var før i tiden, så har han det med film, som Mozart havde det med musik: Det er noget fuldstændig naturligt for ham.”

Lige som den rigtige Mozart lavede musik fra sjælens dybder, hvor mørke og lys changerer, vekslende med ren underholdning, 1700-tallets pop, har Spielberg spredt sig over både det gribende alvorlige, over det historiske og gyset til det poppede og sjove. Som et á propos til journalisten Carl Bernstein lavede han i 1918 det historiske drama The Post, kort for The Washington Post, avisen som spillede en afgørende rolle i hele det langstrakte forløb, hvor løgnene om Vietnam-krigen, whistlebloweren Daniel Ellsberg, Pentagon-papirerne, Watergateskandalen og Nixons tilbagetræden som præsident udgør nogle fikspunkter. Det er den politisk indignerede Spielberg, som træder frem til forsvar for pressefriheden. Anmelderen Jacob Wendt Jensen var begejstret: ”Steven Spielberg kan som ingen andre fortælle alvor-lige, nuancerede historier med elegance og visuelt overskud, så man går trallende og inspireret ud af biografen.”

Spielbergs gennembrud kom i en helt anden genre. Kæmpehajen i Jaws, Dødens gab, fra 1975, var filmet, så publikum fik chok på chok og kastede sig rundt i biografstolene, men de elskede rædslen. Det elskelige rumvæsen E.T. bedårede alle aldersklasser, ligesom Indiana Jones serien, der var en kærlig parodi på hans barndoms B-film, hvor det ikke skortede på action og eksotiske figurer. De skulle hastes igennem på beskedne budgetter, og det var let-test for scripteren, hvis helten beholdt hatten på gennem alle slagsmål og livsfarlige episoder. Saving Private Ryan fremviste modsat en grad af realisme i kampscenerne, der aldrig var set før. Selve det ubesmykkede billede af krigens gru og tilfældige død var en væsentlig del af budskabet.

Men det var i det autentiske drama fra Anden Verdenskrig, Schindlers liste, at Spielberg for alvor lukkede op for sig selv og sin baggrund. Handlingen er, at den ellers opportunis-tiske tyske forretningsmand Oscar Schindler, som blev øjenvidne til nazisternes jødeforfølgelser, besluttede at redde så mange jøder, han kunne, i alt 1.200, ved at hævde, at de var uundværlige for hans produktion af soldaterudrustning. Selv var Spielberg opvokset på af-stand af vanviddet i et ortodokst jødisk middelklassehjem i Cincinnati, Ohio. I Susan Lacys dokumentar, Spielberg, fra 2017, kan man høre om, at han som ganske ung frasagde sig sin barnetro. Han ville ikke gerne være ved, at han var jøde og dermed anderledes, og han slog hånden af sin far. Men han fandt både sin tro og sin far igen som moden mand. Med accepten af det jødiske blev historien og holocaust et påtrængende, personligt spørgsmål. I dokumentaren siger hovedrolleindehaveren Liam Neeson, at Spielberg ”fortæller sine for-fædres historie med denne stille produktion.” Filmen er på flere måder afdæmpet. Den er optaget i sort-hvid, med den meget spektakulære undtagelse, at en lille pige i rød frakke går gennem ghettoen. Et lille håb. Dette er blevet et ikonisk billede i filmhistorien.

Det at være anderledes, måske en nørd, og så alligevel vokse op til at blive en helt – med H.C. Andersens ord en svane – er en grundfortælling i Spielbergs film. Uanset genre har han altid mennesket, helst det almindelige menneske, i centrum.

Blandt genier og andet godtfolk

Jødisk Informationscenter har fået lov til at bringe et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov. Den indeholder, som titlen antyder, mini-biografier af 100 jødiske personligheder, som op igennem historien i deres livsgerning har givet noget til verden, som er af væsentlig betydning for mange, for ikke at sige for verden i det hele taget. Det er en ikke-jødes sympatiserende men ikke enøjede blik på det forunderlige lille folk, som af en eller anden eller af flere grunde har været i stand til at sætte sig spor langt, langt ud over, hvad deres beskedne antal skulle tilsige, det være sig inden for kunst, tænkning, videnskab, opfindelser og meget andet.