Race og jøderi under 2. verdenskrig
Under 2. verdenskrig udviklede Nazi-Tyskland en teori om, at mennesket kunne inddeles i racer, og at bestemte racer var “renere” og mere “overlegne” end andre. I Hitlers Tyskland ansås den ariske og germanske race, der bestod af folk fra Nordeuropa, som den reneste og mest overlegne, mens den jødiske race blev betragtet som den ringeste af alle racer. Denne raceteori kom til at spille en stor rolle for udførelsen af mordet på 6. mio. jøder under 2. verdenskrig.
Det jødiske problem
Nazisternes inddeling af menneskeracer havde baggrund i racistiske og nationalistiske ideer om, at de Nordeuropæiske folk, der blev kaldt den ariske race, havde et biologisk slægtskab og var andre racer genetisk overlegne. Mens nazisterne anså den ariske race for den mest ædle og rene race, tilhørte jøderne den semitiske race, der ifølge nazisterne var den mest urene og nedrige race, som kunne smitte den sunde ariske samfundskrop.
Forestillingen om jøder som et samfundsproblem, bredte sig i løbet af 1800-tallet i Europa. Her opstod en antisemitisme, der udsprang af en darwinistisk tanke om, at de stærkeste racer overlever og bør herske over de øvrige underlegne racer. I 1800-tallet i Europa var der mange der så jøder som et fremmedelement i samfundet, der ikke kunne integreres i et kristent Europa. Også i Danmark var 1800-tallet en turbulent tid for jøder, med heftig debat og konflikt omkring jøders rolle i samfundet. Det kan du læse mere om i disse artikler om Den litterære jødefejde og Jødefejden.
Nazisterne adopterede 1800-tallets holdninger og mente, at jøder udgjorde et alvorligt problem for samfundet og en trussel mod den ariske races renhed. Andre befolkningsgrupper, der ligesom jøderne blev anset for at være genetisk ringere var sigøjnere, Østeuropæere og også folk med mentale handicap. Disse befolkningsgrupper, eller racer, måtte holdes på afstand af det tyske og ariske folk, for at undgå, at de rene ariske gener blev blandet med racer af ringere genetisk stand.
Fra adskillelse til udslettelse
Nazisternes mål med raceteorien var at opdyrke den ariske race og beskytte den mod genetisk “ringere” racer, som fx jøder. Hitlers Tredje Rige skulle være et samfund kun for folk af den ariske race. I den indledende fase, søgte Nazisterne at adskille jødiske borgere fra den ariske befolkning. Nürnberglovene blev indført i Tyskland i 1935, og var en serie af diskriminerende love mod jøder, der nu mistede deres borgerrettigheder i Tyskland. Med Nürnberglovene blev det forbudt for jøder at gifte sig med ikke-jøder, og de mange tyske jøder, der hidtil havde været tyske statsborgere, fik frataget deres statsborgerskab. Fra 1939 og frem, fokuserede nazisterne på at inddæmme jøder i jødiske ghettoer. Ghettoerne var afgrænsede områder, som kun jøder måtte færdes i. Samtidig blev det svært for jøder, at færdes i de øvrige bydele, og jøder blev således lukket inde om sig selv og holdt væk fra det øvrige samfund. Jøder blev tilmed i de fleste lande markeret fra den øvrige befolkning, ved at være tvunget til at bære et bånd med en davidsstjerne om armen.
Denne form for raceadskillelse udviklede sig med tiden til raceudryddelse - til folkemordet på 6 mio. jøder under Holocaust. Nazisternes gjorde nu alvor af deres ønske om helt at udslette det jødiske folk, at erklære Europa “Judenrein” – jøde-ren, og eliminere den “trussel” jøder udgjorde mod den ariske race. Under 2. verdenskrig fra 1939-1945 blev Europas jøder deporteret til arbejdslejre, koncentrationslejre og dødslejre. Lejrene var Hitlers uhyggelige og umenneskelige løsning på “jødespørgsmålet” og størstedelen af de 6 mio. jøder der blev slået ihjel under Holocaust døde i disse lejre.
Raceteori i praksis
Nazisterne mente at de med “videnskabelige” metoder kunne påvise de forskellige racers genetiske forskellighed. Ved at iagttage menneskers fysiske træk, mente nazisterne at de kunne bestemme, hvilken race et menneske tilhørte. Nazisterne lavede propagandaplakater, der viste de karakteristiske træk ved de forskellige racer, og udførte målinger af befolkningens ansigtstræk, fx størrelsen på næsen eller afstanden mellem øjnene, for dermed at kunne konkludere, hvilken race den givne person tilhørte.
Under 2. verdenskrig var der mange eksempler på jøder, der gik fuldstændig under nazisternes radar og man kender endda til jøder, der gik på Hitlers eliteskoler for ariske unge. En ung jødisk mand ved navn Solomon Perel lykkedes med at skjule sin jødiske identitet, påtog sig navnet Joseph og endte med at blive optaget i Hitler Jugend – en af Hitlers elitære ungdomstræningsafdelinger. Solomon var omskåret, men formåede stadig at skjule sit jødiske ophav fra nazisterne, der aldrig opdagede at han var en jødisk dreng; en fjende på Hitlers eliteskole.