Nostradamus

Nostradamus, 1503 – 1566

Spåmanden på taget

Her er en scene, der vil tale til manges fantasi og lyst til noget mystisk, dunkelt; en egent-lig, større og sandere virkelighed skjult bag den grå, uromantiske, hverdagsagtige, man kender alt for godt: Der er en langskægget mand iklædt middelalderlige gevandter, som på en lun, stjerneklar nat sidder fordybet i sig selv på et fladt tag i det sydlige Frankrig. Han stirrer, som var det i en krystalkugle, ned i et kar med vand, der yderligere ved hjælp af et skråtstillet spejl reflekterer stjernehimlen. Her, længe før det elektriske lys, træder den stærkt frem med myriader af lysende, blinkende himmellegemer. I samspillet mellem det mørke vand, de flimrende spejlinger og anelser fra hans sinds dybder, tager nogle forestillinger form om noget, der skal komme. Vage indre billeder bliver til ord, som han senere skriver ned, så de både kan nå hans samtidige og eftertiden.

Det vil yderligere fascinere disse spirituelle gemytter, at det troldmandsagtige menneske med adgang til magiens hemmelige verden slører sine spådomme så omhyggeligt, at de kan fortolkes til at forudsige næsten hvad som helst, historien måtte bringe. Og fortolkninger har det ikke skortet på siden. Måske koder han sine budskaber i pagt med oldgamle astrologiske begreber, den jødiske kabbala-mystik og okkult symbolsprog, fordi han opnår indsigt i noget, der er så farligt, at han er nødt til at skjule sin fulde viden. Enhver ved, at kirken ikke er at spøge med, og hvis man ligefrem forudsiger pavedømmets fald er der risi-ko for en snarlig, grum død. Det kunne derfor være farligt for ham selv, lyder teorien, men også farligt for jævne mennesker, der måske ikke kunne bære byrden af for megen og for foruroligende viden.

Alle disse anelsesfulde nætter på taget, alene med universets stjerner hentet ned i hans vandkar, udmønter sig i 1555 til den første samling nedskrevne Centuria bestående af 100 rimede vers, såkaldte quatrains. Det bliver i alt til 10 Centuria med knap 1000 quatrains med spådomme, som ifølge nogle forudsiger både Napoleon og Hitler. Og – den eneste gang, han henviser til et konkret årstal – en ”rædselskonge”, som skulle vise sig på himlen i 1999. Det må være op til hver enkelt, om man kan erindre noget fra 1999, der kan give me-ning til profetien. Muligvis, hvis han ramte et par år forkert og mente 2001?

Spåmanden, seeren, astronomen, skribenten hed i virkeligheden Michel de Notredame, et navn som han latiniserede til Nostradamus. Han var søn af jødiske forældre fra Spanien, hvor den hårdt fremfarende inkvisition tvang dem til at konvertere til katolicismen. Som ildesete i Spanien flygtede de til Frankrig, hvor Michel, født i Saint Remy i Provence, kunne studere ved universiteterne og med tiden blive en anset læge. På hjemegnen indledte han sin karriere med bl.a. hemmelighedsfulde pestkure. Han flyttede til Paris, hvor mange af tidens fremtrædende personer søgte hans råd, og han nåede endelig til tops i lægeverdenen, da han i 1564 blev udnævnt til den franske kong Charles IX’s personlige læge. Dog døde han kun to år senere – hvilket man må formode, spåmanden har forudset.

Men var det Napoleon, han forudså, da han skrev ordene Pau, Nay, Loron, der af nogle opfattes som et anagram for Napoleon Roy (konge), altså de samme bogstaver i en anden rækkefølge? I en anden linje omtales Les Piuses i forbindelse med fængsling. Napoleon fik faktisk to paver ved navn Pius, nemlig nr. VI og VII, sat bag tremmer.

Og var det Hitler, han havde en forudanelse om, da han skrev om en dreng, som ville blive født i Vesteuropas dybder af fattige forældre, og som ville forføre store mængder med sin tunge, og hvis navn ville vokse sig stort i riget mod øst (Sovjetunionen)? Der står også noget om et udyr, om at krydse store floder (for at knuse både Sovjet og Frankrig?), og om et bur af jern (en kampvogn?).

Var det selve 2. Verdenskrigs store aggressive parter, Japan og Tyskland, der var ”de stør-ste fra Asien og Europa”, som skulle fremkalde skrig og tårer?

Var det de to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasagi i 1945, Nostrada-mus omtalte som de to store plager eller svøber inde i byerne, som ville få alle til at bryde ud i klageråb mod Gud i en bøn om lindring for deres ulykke?

Og er det mon korrekt at læse begge Kennedy-brødrenes voldelige død – USA’spræsident John F. og hans lillebror Robert, justitsminister og på vej til at blive valgt til præsident - samtidig med optøjer i London og epidemier i Italien ind i en anden quatrain, og engelske Lady Dianas død ved en bilulykke i Paris i 1997 ind i en helt syvende?

Det er sådan med spådomme, at ordene først giver mening, når og hvis de går i opfyldelse.

Blandt genier og andet godtfolk

Jødisk Informationscenter har fået lov til at bringe et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov. Den indeholder, som titlen antyder, mini-biografier af 100 jødiske personligheder, som op igennem historien i deres livsgerning har givet noget til verden, som er af væsentlig betydning for mange, for ikke at sige for verden i det hele taget. Det er en ikke-jødes sympatiserende men ikke enøjede blik på det forunderlige lille folk, som af en eller anden eller af flere grunde har været i stand til at sætte sig spor langt, langt ud over, hvad deres beskedne antal skulle tilsige, det være sig inden for kunst, tænkning, videnskab, opfindelser og meget andet.