Mayer Amschel Rothschild

Mayer Amschel Rothschild, 1743 – 1812

Finansmanden der forgrenede sig

I bund og grund er vi alle uperfekte mennesker med mørke sider. Afrikanske diktatorer har udsuget deres ludfattige folk for milliarder, selv om de allerede havde midler nok til ti liv i vild luksus. I Sovjetunionen, hvor den officielle politik var proletariatets diktatur, fik den revolutionære spydspids, eliten, alligevel skaffet sig mange ikke-proletariske privilegier. Styrtende rige oliesheiker har fundet det passende, at deres filippinske tjenestefolk skal leve og arbejde stort set som slaver. Det internationale fodboldforbunds top, som skulle repræsentere idealistisk og ædel kappestrid, modtog millioner i bestikkelse. Finansfolk i det rige Vesten kunne ikke styre deres grådighed og gjorde deres til at køre den globale økonomi i sænk i 2008 til skade for millioner eller milliarder af almindelige mennesker.

Jøder har fået et vist usympatisk ry, hvad angår pengesager, men det er svært at finde indicier for, at de er værre end alle os andre, hvis vi fik muligheden. Selvfølgelig øger dygtig-hed, arbejdsomhed og ambition chancen for at få hobet en stak penge op. Det skal have været lombardiske jøder, der satte gang i bankvæsenet i middelalderen. De var udelukket fra at arbejde i de fleste håndværkerfag, og pengeudlån, som selv fyrster havde brug for, gjorde det muligt for dem at overleve. En bank er ikke ond i sig selv. Den kan faktisk godt drives på anstændig vis. Men det er muligt, at historien om Rothschildernes rigdom og virkelyst har virket som brænde på et allerede ulmende bål.

Det begyndte flere generationer tilbage med en stor familie med tilknytning til handel og penge i et lille hus i Judengasse, Jødestræde, i Frankfurt am Main i Tyskland. Det var ikke meget finere, end det lød, men her før husnumre rigtig var almindelige, var der trods alt et rødt navneskilt, zum rot(h)en Schild, som stolt viste vej, hvis nogen skulle finde huset eller en af beboerne. Og det skulle på et tidspunkt landgreven af Hessen, for han havde brug for en ”hofjøde”, der evnede at styre hans pengesager. Det gjorde Mayer Amschel, der havde lært faget grundigt hos andre jøder i Hannover, dygtigt, og efterhånden blev det familiens speciale at være bankier for fyrster og stater. En af de første låntagere var faktisk landgrevens slægtning, den enevældige kong Frederik VI af Danmark, der lagde fint ud som regent med at gøre bønderne fri af stavnsbåndet, men som siden blev viklet uhjælpeligt ind i Napoleonskrigene til stor skade for sit land. Til gengæld var det også ham, der tilstod jøderne fulde borgerrettigheder i 1814. Måske påvirket af sit kendskab til Rothschild.

Amschel havde med sin hustru, hvis navn fortjener at blive nævnt: Guttle Schnapper, ti børn, fem af dem sønner, som fortsatte, hvor han slap. Den ældste, Amschel d.y. tog over i Frankfurt. Salomon nedsatte sig i Wien, Nathan i London, Karl i Napoli og Jacob i Paris. De fem huse var selvstændige men samarbejdede, så nu var der et helt europæisk finansdynasti, som ud over bankforretninger beskæftigede sig med handel, industri, jernbaner og andre vidtspændende interesser. Og som fortsatte med at give stafetten videre til nye gene-rationer. Deriblandt også interessen for at samle på enestående kunst.

Med den store økonomiske slagkraft fulgte også politisk magt, hvad enten det nu var en bevidst hensigt eller ikke. I hvert fald blev det Rothschilderne, der for en stor del finansie-rede kampen mod Napoleon fra 1808 – 1815. Et pænt afkast fulgte, men også en stor folke-lig skepsis, og vrede og afsky i nogle kredse. At tjene stort på krig, død og ulykke og i kraft af en ubegribelig pengemagt komme til at spille en rolle i staternes anliggender, bliver man ikke nødvendigvis elsket af. Bedre blev det ikke, da Lionel Rothschild fra den engelske gren i 1875 finansierede Suez-kuppet, som den daværende premierminister, den ligeledes jødis-ke Disraeli, stod bag. Mere om ham senere. Det blev slægtens berømteste forretning, og al-lerede dengang har anelser og teorier om sammensværgelser sikkert haft glimrende vækst-betingelser. Alligevel blev Lionel Rothschild den første jøde i House of Lords, Overhuset.

Politisk indflydelse skinnede også igennem med Balfour-deklarationen i 1917, som var for-anlediget af den 2. Lord Rothschild, efter at slægten havde finansieret jødisk indvandring i Palæstina i det 19. århundrede. I deklarationen lover briterne at støtte et jødisk hjemland. Det blev en realitet i 1948 med oprettelsen af staten Israel.

Det globale erhvervsmagasin Forbes havde i 2005 Rothschild som nr. syv på listen over de mest indflydelsesrige erhvervsmænd i verden nogen sinde. Han omtales somme tider som grundlægger (founding father) af den internationale finansverden. Hvis han ikke var død, burde han fejre sig selv med et godt glas Mouton de Rothschild 1992. (41.000 kr/fl.) 

Blandt genier og andet godtfolk

Jødisk Informationscenter har fået lov til at bringe et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov. Den indeholder, som titlen antyder, mini-biografier af 100 jødiske personligheder, som op igennem historien i deres livsgerning har givet noget til verden, som er af væsentlig betydning for mange, for ikke at sige for verden i det hele taget. Det er en ikke-jødes sympatiserende men ikke enøjede blik på det forunderlige lille folk, som af en eller anden eller af flere grunde har været i stand til at sætte sig spor langt, langt ud over, hvad deres beskedne antal skulle tilsige, det være sig inden for kunst, tænkning, videnskab, opfindelser og meget andet.