Må man slå ihjel i jødedommen?

Livet er helligt

Ifølge jødedommen er livet helligt, mens mord og manddrab er forbudt. Vigtigheden af livet i jødedommen ses tydeligt af, at næsten alle 613 på- og forbud (mitzvot) i jødedommen må brydes, hvis man derved kan redde liv. Man må dog ikke slå en person ihjel for at redde en anden.

I en vigtig traktat i den mundlige overlevering, Talmud, fremgår den vægt jødedommen tillægger livet: 

Adam [fra hvem hele menneskeheden er efterkommere] blev skabt alene for at belære os, at enhver som tilintetgør et enkelt liv, betragtes af Skriften som om vedkommende har ødelagt hele verden, og enhver som redder et enkelt liv betragtes af Skriften som om vedkommende har reddet hele verden

Men ting er aldrig sort/hvid, og jødedommen er ikke en pacifistisk religion – så spørgsmålet er: I hvilke tilfælde kan det at slå ihjel legitimeres? 

Med udgangspunkt i historien om Kajin og Abel, det sjette bud om ikke at myrde og princippet om ”tand for tand”, vil vi kigge nærmere på jødedommens syn på at slå ihjel.

Kajin og Abel 

Fortællingen om Kajin og Abel fra 1. Mosebog er ifølge Biblen fortællingen om det første drab i menneskehedens historie. Det berettes, at Adam og Evas ældste søn, Kajin, fulgte sin fars fodspor ved at dyrke jorden i sit ansigts sved, hvorimod hans bror, Abel, blev fårehyrde. 

Kajin og Abel bringer begge en offergave til Gud: Kajin bringer jordens første frugter og Abel bringer sine fårs førstefødte, men Gud vender kun sin gunst mod Abel og hans offergave.

Det fylder Kajin med vrede, så han rejser sig imod sin bror og slår Abel ihjel. 

Da Gud anråber Kajin for at høre, hvor hans bror befinder sig, lyver Kajin til Gud: ”Det ved jeg ikke! Er jeg min broders vogter?” Gud svarer Kajin: "Din brors blod råber til mig fra Jorden. Nu skal du være forbandet fra den jord, der har åbnet sin mund for at tage din broders blod fra din hånd!" 

Historien om Kajin og Abel forbinder grundlæggende det at begå drab og at udgyde blod (shefikhut damim) med synd (1. mos. 4:8). Men det er først i historien om Noah, at blodsudgydelse bliver genstand for den allerførste generelle formaning af kriminel karakter i hele Bibelen: 

Hvis et menneske udøser et menneskes blod, skal hans blod udgydes, for mennesket er skabt i Guds billede 

Som det fremgår af verset, er mennesket skabt i Guds billede, hvilket vil sige, at drab er en forbrydelse mod Gud selv.

Ifølge den jødiske tradition er Noah alle folkefærds stamfader gennem sine sønner Shem, Ham og Jafet. At det er Noah der modtager forbuddet mod at udøse et menneskes blod, henviser derfor til, at reglen gælder for alle folkeslag. Som vi senere skal se, kommer denne tanke i den jødiske lov til at rangere som en af de mest alvorlige og forkastelige af alle forbrydelser. 

Jødisk lov – mord, drab og dødsstraf

Citatet fra Talmud og historien om Kajin og Abel fremstiller forskellige etiske læresætninger i jødedommen, men også et teologisk syn på livet som helligt og som en gave fra Gud. Denne vægt på livet fremgår endvidere af et vers i 5. Mosebog: ”Jeg [Gud] har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; så valg da livet, for at du selv og dine efterkommere må leve.” (5. mos. 30:19). Det er dog vigtigt at notere sig, at jødedommen også er en lovreligion, der grundigt beskriver straffe- og civilretslige forhold. Vi vil nu kigge på buddet om ikke at myrde.

De Ti Bud bliver opdelt forskelligt i forskellige religioner og traditioner. I den jødiske tradition lyder det sjette bud således: "Du må ikke myrde" (2. mos 20:13, 5. mos 5:17). 

Jødedommen er en lovreligion, og en stor del af det jødiske tekstkorpus er juridiske kommentarværker, der forsøger at rammesætte og forstå, hvad der står i Biblen. I denne sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det er der forbydes i jødedommen, hvor der meget grundlæggende adskilles mellem at dræbe (Leharog) og at myrde (leretzoch).

Forskellen består i, at mord, rovmord, folkemord osv. forstås som udgydelsen af uskyldigt blod; hvorimod drab eller uagtsomt manddrab kan være udfald af selvforsvar, at komme til at slå nogle ihjel ved et uheld, som dødsstraf, eller i forbindelse til krig.

Ifølge jødedommen er ‘mord’ altså en juridisk kategori, som afstedkommer en helt særlig straffemåling, nemlig dødsstraf. I 4. Mosebog karakteriseres det at slå en person ihjel med et våben uden for krigssammenhænge for ”mord” (retzach). Biblen bruger således aldrig ordet ”mord” i forbindelse med krig. 

Der er ifølge jødisk lov visse forbrydelser, der giver anledning til dødsstraf, nemlig incest, at bære falsk vidnesbyrd i en dødsstrafssag, utroskab, afgudsdyrkelse og mord.

Ifølge jødisk lov er der teoretisk set fire typer dødsstraf, stening, halshugning, død ved afbrænding og kvælning, men i praksis har det næsten været umuligt at praktisere dødsstraf, fordi de rabbinske autoriteter tilføjede mange krav til bevisbyrden. Ifølge Mishnahen, var en sanhedrin (råd på 70 lærde, der udgjorde den øverste domstol), der udførte én dødsstraf hvert syvende år - eller hver halvfjerdsindstyvende år ifølge Rabbi Eleazar ben Azariah – at betragte som blodtørstig. 

Dødsstraffen er kun tilladt i tilfælde hvor man er sikker på, at mordet er forsætligt og overlagt (jf. 2. mos. 21:12, 14; 3. mos. 24:17, 21; 4. mos. 35:16–21; 5. mos. 19:11). Et utilsigtet og uagtsomt manddrab straffes ikke med døden, og drabsmanden kan søge tilflugt i en asylby (2. mos. 21:13; 4.mos. 35:22-28; 5. mos. 19:4–6).

Øje for øje, tand for tand

Oversættelser af Biblen er forskellige alt afhængig af den forståelsesramme, Bibelen tolkes i. Alle citater i dette skriv kommer fra en dansk-jødisk oversættelse af den tidligere overrabbiner, Bent Melchior. Han oversætter 2. Mosebog 21:23-25 således.

Men hvis der sker anden skade, så skal han betale en persons værdi for en person, et øjes værdi for et øje, en tands værdi for en tand, en hånds værdi for en hånd, en fods værdi for en fod, en forbrændings værdi for en forbrænding, et åbent sårs værdi for et åbent sår, og en skammes værdi for en skramme.

Det er tydeligt, at Melchiors oversættelse, i modsætning til f.eks. Bibelselskabets, har indsat ordet ”værdi”. Det har han gjort fordi citatet ifølge jødedommen handler om monetær kompensation. Meningen er, at har du ødelagt en persons øje eller lignende, skal du kompensere det økonomisk med noget, som har samme værdi. 

I den mundlige overlevering, Talmud, udlægges skriftstedet nemlig således:

Mishna: Den, som skader en anden, er ansvarlig for at betale erstatning for den skade i henhold til fem former for erstatning: Han skal betale for skader, for smerte, til lægeomkostninger, for tab af levebrød og for ydmygelse.

Gemaraen spørger: Hvorfor tager mishna for givet, at en person, der har lidt skade, er ansvarlig for at betale erstatning til den tilskadekomne? Den Barmhjertige siger i Torah: "Et øje for et øje" (2. Mosebog 21:24). Du kan sige, at det betyder, at den, der forårsagede skade, også skal miste et øje i stedet for at betale penge.

Gemaraen svarer: Den fortolkning bør ikke komme dig på sinde. Det implicitte princip i mishnaen er afledt af en verbal analogi i Torahen, som den læres i en baraita: Baseret på verset: "Et øje for et øje, en tand til en tand, en hånd for en hånd, en fod for en fod "(2. Mosebog 21:24), kunne man let tro, at hvis man gjorde en andens øje blidt, ville retten blinde hans øje som straf; eller hvis man afskar en andens hånd, ville retten skære ens hånd af, eller hvis man brækker benet på en anden, ville retten brække ens ben. Netop derfor står der i verset: "En der rammer en person", og verset siger også: "Og den der rammer et dyr" for at understrege, at ligesom en, som rammer et dyr, er forpligtet på at betale monetær kompensation, så er også den, der rammer en person forpligtet til at betale monetær kompensation. (Talmud, Traktat Bava Kamma83b)