Laugsvæsenet - en barriere mod jødisk integration

Et laug er en sammenslutning af håndværkere eller handlende inden for samme håndværksfag. Lauget blev ledet af en såkaldt oldermand og skulle varetage medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser. Laugene regulerede antallet af håndværkere inden for deres fag, og de sikrede monopol på de opgaver, der tilhørte netop dette fag.

Reglerne i laugene var strengt kontrolleret såvel fagligt som økonomisk med bestemte krav om en vis læretid, krav om aflønning og krav til svendestykke og mesterstykke. Ligeledes var adgangen til laugene reguleret, fordi man søgte at begrænse antallet af håndværkere og handlende til netop det antal, der var brug for i en given by, så alle, der var medlemmer af lauget, kunne få den nødvendige indtjening af deres levevej. Dette medførte, at man modvirkede uønsket konkurrence og holdt ikke-medlemmer ud af branchen, og dermed havde ikke-faglærte, heriblandt tilrejsende jøder, ingen mulighed for at etablere sig som håndværkere noget sted i Danmark.

Laugene holdt også en fast prispolitik – dét, der i dag kaldes karteldannelse (og som i dag er ulovligt) – så ingen tog priser, der var over eller under den pris, som laugene havde fastsat. Laugene var et meget lukket foretagende, og ofte gik erhvervet i arv fra far til søn. Laugene havde også en social dimension – man deltog i hinandens gilder og begravelser, og medlemmerne støttede hinanden, når der var personligt og økonomisk vanskelige tider.

Ingen jøder – heller ikke jøder, der var født her i landet - kunne optages i laugene – det kunne kun kristne. Den danske stat gav dog fra slutningen af 1600-tallet og frem særlige privilegier til jøder således, at de kunne ernære sig uden for laugene – f.eks. som kludekræmmere og tobaksspindere. Laugene var dog særdeles opmærksomme og nidkære i deres forsøg på at holde jøderne ude af erhvervslivets mere indbringende forretninger; var kræmmernes klude af for god kvalitet – i forhold til, at de var indført i landet under betegnelsen ”brugt tøj”, men måske egentlig var nyere - blev der klaget fra klædehandler-lauget. Kongen gav så forbud mod at indføre brugt tøj fra udlandet for at standse konflikten!

Og den jødiske bager, der havde fået monopol på at bage usyret (dvs. ugæret) brød (matzah) til Pesach-højtiden, forhindrede man i at få adgang til gær – for således kunne han jo ikke bage det almindelige brød, som såvel jøder som kristne spiser resten af året. Men han kunne dog næppe leve af udelukkende at bage matzah til Pesach, der varer i 8 dage om året.

Samme jødiske bager ville – i lighed med andre bagermestre – sende sine svende ”på valsen” – en slags udvidet uddannelse, som alle håndværkssvende gennemgik, hvor man rejste rundt i Europa og arbejdede og lærte nyt, hvor man kom frem - men bagernes oldermand nægtede at udstede rejsepas til de jødiske svende. Når vi kender til historien, skyldes det, at Berent Moses Anricht, som bageren hed, klagede til Københavns Bystyre, Magistraten, som heldigvis tog hans parti og indskærpede oldermanden at få sagerne bragt i orden.

At bagermester Anricht fik ret, var retfærdigt, men historierne er et vidnesbyrd om, hvor store chikanerier og modvilje jødiske erhvervsdrivende har været udsat for, og når vi i dag ved, hvor afgørende en rolle det har for integrationen, at man er aktivt deltagende i erhvervslivet og herigennem i det sociale liv, er det tydeligt, at laugsvæsnets modstand mod optagelse af jødiske medlemmer har været af stor betydning for, at jøder har været holdt uden for integration i det almindelige erhvervs- og samfundsliv i flere århundreder.

Laugene i Danmark blev først ophævet med loven om fuld næringsfrihed, som trådte endeligt i kraft i 1862.