Johannes V. Jensen og jøderne

Kongens Fald

'Kongens Fald' er en modernistisk roman skrevet af Johannes V. Jensen (1873-1950). Bogen udkom mellem 1900-01 i tre dele: 'Forårets død' dækker tiden fra 1497-1500; 'Den store sommer' foregår fra 1520-1523 og 'Vinteren' finder sted i året 1535. Værket anses af mange som det 20. århundredes største danske roman. 

Som det bl.a. fremgår af romanens titel, kredser 'Kongens Fald' om et faldsmotiv – et fald fra storhed, uskyldighed, renhed. Titlen henviser også til en konge, nemlig Kong Christian II, hvis storhed og fald romanen følger. Bogens handling udspiller sig i perioden fra slutningen af 1400-tallet til midten af 1500-tallet. En af romanens mest centrale scener er det kendte Stockholmske Blodbad, hvor Christian II i 1520 lod sig hylde som arvekonge af Sverige. Få dage efter kroningen blev 82 adelige og gejstlige svenske modstandere af kongen henrettet i Stockholm. 

Bogens hovedperson er studenten og senere soldaten Mikkel Thøgersen, hvis skæbne indvikles i Kong Christians. Mikkel Thøgersens vej krydses også med Otte Iversens, en af kongens lejesoldater, der er på vej i krig mod Sverige. 

Tekstuddragene nedenfor handler om karakteren Susanna, som Mikkel er hemmeligt forelsket i. Mikkel opdager en aften, at Otte Iversen er skyld i at Susanna ender i gabestokken for hor. Denne uretfærdighed driver Mikkel på et hævntogt mod Otte, som udspiller sig i resten af romanen. 

Susanna er ikke hvem som helst; hun er datter af Mendel Speyer og dermed jødinde. Tekstuddragene handler om det portræt Johannes V. Jensen giver af Susanna og hendes familie. Fra en historisk betragtning, er det ikke korrekt at der var jøder i Danmark i 1500-tallet. De første danske jøder ankom i 1622. 

Uddrag 1.: Forårs smerte

Alt hvad Mikkel Thøgersen vidst om Susanne var, at hun hørte til i huset hos den gamle Jøde Mendel Speyer; måske var hun hans datter. Navnet havde været ham bekendt, længe forend han opdagede hende derinde i haven, det stod tit og ofte malet med kridt på husstolperne tilligemed sjofle figurer. Navnet og tegnet blev slettet ud, kom igen og blev slette ud ligeså rask. Mikkel så en dag den gamle jøde komme hjem, og før han gik ind ad sin dør, lød han øjnene løbe over hjørnet af huset – den gang var der dog ingenting.

Susanna hed hun. Mikkel havde kun set hende tydeligt to gange. Sidenefter turde han ikke opholde sig så længe oftere. Han plejede at gå gennem strædet som den, der skal igennem og passer sit. Når han da var ud for stakittet, så han som uforvarende derind, og undertiden fik han et glimt at se af Susanne. Hun plejede at gå ude i de tilgroede gange ved middags- og aftenstid.

Haven var fult af ukrudt, høje skarntyder og vildtvoksende peberrod; de ældgamle abildtræer hældede stammerne til højre og venstre. I hjørnet ud mod gaden stod en mægtig hyld, tæt som et tag, Mikkel havde en anelse om, at den dannede et lysthus ind mod haven, og at Susanne undertiden opholdt sig der. Han havde hørt det pusle derinde bag løbet. Måske sad Susanna gemt derinde og kiggede ud – Mikkel holdt ikke rigtig af det træ. Og dog drog det ham til sig, fordi han tænkte sig hende der.

Om aftenen, når Mikkel gik forbi, så han lys oppe i et lille vindue i gavlen ud til haven. Om natten var lyset slukket, Mikkel gik forbi og så derop.

Et stykke skrås overfor Mendel Speyers hus lå St. Clara Kloster, og her var der et mørkt hjørne, som Mikkel fandt det lykkeligt at stå ret op og ned i om aftenen og natten. Han kunne øjne vinduet derfra. 

Og her stod han pinsedags aften sent, da der var kommen ro i byen….

Uddrag 2.: Otte Iversens fald

Det hændte samme dags eftermiddag, at Otte Iversen gik gennem Pilestræde og fik Mendel Speyers datter at se. Han var optagen af sine tanker – i morgen skulle han afsted. Ane Mette, hvordan levede mon hun, Ane Mette med det dyrebare gule hår? – Da så han Susanna. Han gik videre uden at fæste sig derved.

Om aftenen sad Otte Iversen ude hos sin hest. Hele hans udrustning var i orden, alt var rede. Hvad skulle han så videre tage sig til; hjertet sad i hans hals, rolig kunne han ikke være for hjemve og længsel. Det var allerede bleven sent, men hans blod ville ikke lægge sig.

Han gik ud og strejfede i gaderne, han kom gennem Pilestræde forbi haven, hvor han havde set et grimt af en ung, sorthåret pige. Og han ruskede vredt to staver ud af stakittet, brækkede ind og kom som en hjort hovedkulds gennem buskene ind i gangen. Til venstre for ham lød et let skrig, han hørte nogen flygte, en kjoles bløde bulder, da sprang han til over græs og ukrudt, sporede mere end han så, smuttede om et træ og fangede hende.

Han slap øjeblikkeligt igen og lod armene synke. De stod lidt foran hinanden, han kunne ikke se hende tydeligt, men han hørte hende ånde hurtigt. En kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over Ottes ansigt med lådne kølige blade.

Pludseligt gjorde hun en hastig bevægelse som for at undvige. Nej, stammede Otte sygeligt bønfaldende, han rakte i en fart begge arme ud, en på hver side af hende.

Hvad, hvad …? hviskede hun hæst. Dirrede hun, strakte hun sig på tåspidserne – Otte så hende og kunne dog ikke skelne hende i mørket under træet. Da lagde han sin højre hånd i hendes hår, der var koldt af dug. Og han sukkede klagende. Tog så hånden til sig og spurgte sagte: 

Hvad hedder du?

Susanne, svarede hun åndeløst hviskende. I samme nu satte hun til siden, tumlede mod træet, rullede bag om det og var borte. Buskene raslede stærkt, før de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og endelig var alting stille. 

Otte Iversen så op. Sommerhimlen hvælvede sig over haven, de fromme stjerner funklede. Gavlens mørke trekanter stod å hver side. Hun var borte! Otte gik langsomt, kvældede trang om hjertet ud mod gaden igen. Hver gang han rørte op i det dybe græs med foden, følte han en sval lugt af urter og jord. Nej, Otte kunne ikke forlade haven endnu. Han gik bag om buskede ad gangen og kom til et hyldetræ, som var hult ind mod haven.

Der havde hun gemt sig inde, Otte fandt hende, idet han famlede sig frem med udstrakte arme, hans hænder stødte mod hendes hår - hun gav ikke en lyd men trak hovedet helt ned i skuldrene, hen rystede. Otte lagde sig på knæ og ville omfavne hende, men hun trykkede sig hårdnakket ind i det tætte greneværk, Otte flyttede sig efter hende på knæene og stødte mod kanten af et bord. 

Susanne, hviskede han, Susanne. Han gentog havnet og var bleven roligere hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge armene om hendes kjole og knæ. 

Hver er du? Spurgte hun bævende.

I stedet for at svare lo han dæmpet, fortabt, han mærkede varmen fra hendes legeme; hendes kjole var ru og grov at føle på men han blev lykkelig i begge sine hænder derved. I sin glæde rakte han armene op om hendes liv og tvang hende i knæ foran sig, han fattede hende varsomt om håret og de hede kvinder og vilde dreje hendes ansigt om til sig.  Han fik det også vendt – da narrede hun ham og snoede rask ansigtet den anden vej. Otte tvang igen hendes runde modstræbende hoved om – da gav hun uventet efter og fik ansigtet gemt til den modsatte side.

Nej – nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode ret, han brugte magt og trak hende til sig, men hun stemmede både knæ og albuer imod ham – han rækkede halsen og nåede til at kysse hende, inden hun vidste af det, han kyssede hende endnu en gang og fik ikke andet end en lille hårdt lukket mund at smage – men da strakte hun sig langsomt, godvilligt ud under ham, og han havde hende i hele hendes ydmyge længde, smal og føjelig i sin favn. Otte kyssede hende igen, og hendes mund sprang ud som en rose med mange svulmende blade. Det løb ham harskt gennem svælget, han hummede sig sky. Endnu engang kyssede han Susanna og mødte hendes ild, og da blev han mod i viljen, han hældede sig dybt forstemt ind mod hyldetrææets kolde løb. Men Susanna lagde sit hoved på hans bryst op under hans hage. 

Således sad de længe. Der var stille i byen. Midnatsklokkerne faldt ind med dybe rungende slag.

I morgen rejser vi, sagde Hr. Otte. Det var der ikke noget ulykkeligt i, og det kunne ikke være derfor, Otte løftede Susannas hoved med dybe syk. 

Sørger du over noget? Spurgte Susanna. 

Hvad? Hans stemme lød som en klang. Ja, svarede han længe efter tonløst. Susanne bed og kyssede knoerne på hans fingre.

Otte hørte skridt på gaden og lyttede skarpt et øjeblik – de holdt og, og han glemte dem igen. 

Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor hyldetræet. Han var kommen og havde set hullet i stakittet- og han blev stående på stedet, til han hørte kirkeklokken ramme et ud over den sovende by. Da kom de to frem, og Mikkel kendte Otte Iversen. Han så dem svøbe sig mellem buskene ind i den øde have, hvor gamle skæve stammer stod i det duftende vildnis, grånende urvæsner, der rakte grenene hid og did, som vidste de ikke, hvorhen de skulle pege i deres knoklede livsvisdom. 

Otte kom op ad stigen til Susannas lille jomfrukammer, hun ledte ham ved hånden. Her, hvor det frie sommernatslys faldt ind ad lugen, så Otte, hvor hun var dejlig, mørk og hvis som natten og dagen, et solbarn fra en verden, han ikke kendte – se hun var skinnende hvid og skygget af gylden brunhed, som havde hun været helt solbrændt, før hun voksede til og blev hvid. Og hendes blod var som natten og dagen, vildt og uskyldigt – Otte bøjede sig blændet af hendes glød, han skræmmedes ind i sig selv og mindedes Ane Mette. Men jo mere dødelig sorgfuld han blev, des rigere strålede Susannas følelser, fryd og ængstelse, hun blev lyksalig ved denne lyssky smerte, hun elskede ham, fordi han tav og havde øjnene fuldt af fremmede fortvivlelse. Tre gange lokkede hun ham, lysende af ømhed, med sin gulbrunt skyggede barm, og tre gange ved han tilbage, som skulle han dø. Indtil han sønderknust og hemmeligt grædende tog hende i favn…. 

Uddrag 3.: Stenene bæres af by

[…]

Hen på eftermiddagen havde der samlet sig et lille opløb foran rådhuset. Der sad to i stokken, en mand, som havde stjålet, og en kvinde, der var bleven grebet i hor. Hun var meget ung og over al måde køn, det var Mendel Speyers datter Susanna. Vægteren havde fakket hende tidligt om morgenen, ligesom hendes kunde var løbet fra hende. Han havde længe haft kig på Susanna, over det folk skrev så umiskendeligt på hushjørnet om hende. Vægteren var enøjet; en skælm havde stukket hans ene øje ud under en natlig hurlumhej en gang … hvis Susanna Mendelsdatter nu havde været dansk, s´ man kunne stole på, hun drog næring til sig, der blev i byen, ville vægteren sagtens have vendt det blide øje til her; han havde øvelse i at skifte ret og skel. Men Susanne var en udenlandsk sort ting. Nu blev hun altså stillet til skue, og når folk havde spyttet på hende, skulle hun være sten af by. 

Folk stod i rund klynge om stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad årvågen og snar i blikket, kom nogen ham for nær, kæftede og frådede han med alle sine hvide tænder snappende ud i luften som en gal hund …

I passende afstand, fire huller fra tyveknægten sad Susanne. Fødderne, der var nøgne, stak i blokken; mere end én følte sig fristet til at kilde hende under de små allerkæreste fødder. Hun havde en grøn kjole på, over hendes skuldre havde man lagt en grov sæl, der skjulte armene. Hun sad aldeles urørlig stille med ansigtet bøjet ned mod brystet, det sære sortbrune hår var fuldt af spytklatter.

Noget til side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort jødekappe, skægget hang ned fra de lange bekymrede træk, han stod duknakket og talte med en ung sortsmudset mand, som ingen kendte noget til. Det var en med et stort purlet hår og rødligt sorte rotteøjne, han var mager som en kniv. Han var købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde fået bud efter ham siden i morges. 

Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store stene sammen. Der gjordes så ikke flere omstændigheder behov. Men forend de løste Susanna af stokken, nærmede hendes fader sig tøvende og tvivlrådig – han så med sine døde øjne op på vagten og derfra ned på. Et par små sko, han havde i hånden, og så ned på datterens bare fødder – og samme tur om igen en gang vagten støttede sig til hellebarden og rørte ikke sit glubske overskæg ud af stedet, sagde ikke ned – men betød det ja? Mendel Speyer nølede og var hele tiden fattet på et tilbagetog, mens han hastigt og ubehjælpsomt bandt skoene på Susannas arme fødder. Han gav hende hånden og hjalp hende op. Så måtte han af vejen. 

… da optoget nåede torvet, steg opsigten, folk kom frem i døre og vinduer. En ung gesel løb driftigt ud fra en af boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt hyl, greb han i Susannas kjole og hvirvlede den i vejret, så at hun blottedes til bæltestedet. Men hvorvel folk tog dette for vellykket humor, måtte det ikke være, det var utilstedeligt, Jerck blinkede alvorligt med øjenlågene til den muntre svend og gik nærmere Susanna for at værne hende mod løjer. Idet Jerck så sig om, bemærkede han Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke mine til at kende ham.

Susanne kunne næppe bære stenene længere, hun rystede af træthed, hendes kinder blussede som purpur af anstrengelse. Et stykke inde på Østergade slog hun for første gang de store blanke øjne op – og straks brast hun i gråd – og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en stavelse byrden ned på jorden og støttede sig ventende til sin knø. Mendel speyer hviskede hastigt nogle ord til sin datter, gråden mimrede ham i mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede hovedet og græd ikke mere.

[…]

Arbejdsspørgsmål:

• Giv en karakteristik af Susanna, Mendel og den unge jødiske købmand fra Helsingør.
• Hvordan beskrives Susanne i haven. 
• Sammenlign Susanna og Otte i haven med syndefaldet. Hvad er fælles, hvad er forskelligt? 
• Hvad minder optoget med Susanna jer om?
• Er det retfærdigt at Susanna straffes?