Johanne Luise Heiberg

Herunder kan du læse et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov.

Johanne Luise Heiberg, 1812 - 1890

Fra grim ælling til førstesvane i H.C. Andersens land

Den grimme ælling er en dansk historie, fundet på af eventyrdigteren H.C. Andersen. Men substansen i den, det at et menneske fra en dårlig start, hvor det måske har været ildeset, udskammet, forkert, kan rejse sig og blive til et storslået, smukt og særlig værdifuldt individ, er en universel grundfortælling, der taler lige ind i alles sind og følelser. Derfor har den også utallige varianter, over Askepot til Den amerikanske drøm – fra avisbud til millionær. Den amerikanske drøm er efterhånden et fata morgana i vore dage, men i 1800-tallets Danmark finder vi, ud over Andersen selv, et slående eksempel. Som H.C. Sagde: ”Først går man så gruelig meget ondt igennem, så bliver man berømt.”

Johanne Louise Pätges var næstyngste datter af vintapper Joseph Pätges og Henriette Hartwigs ni børn. Det var en opvækst i social elendighed med fattigdom, druk og racisme. Forældrene drev værtshus og dansebule i København og på Dyrehavsbakken og var blevet ruineret, da englænderne bombarderede hovedstaden i 1807. Faderen, der ikke var meget fremdrift i, tvang Johanne Louise til at optræde med sang og dans på bordene, mellem ølsjatter og rå tilråb fra berusede mænd. Det var sikkert ikke rart men alligevel en start og en kurs for livet. På et tidspunkt blev hendes uomtvistelige talent opdaget af mænd med for-stand og indflydelse, som kunne hjælpe hende videre frem. Hun lærte, under nærmest militær disciplin, hvor spanskrøret var i flittig brug, opera og især ballet, og dansens positurer og bevægelser kunne siden altid anes i hendes fremtræden. Det blev sagt om hende, at hun husede en jernvilje i en sylfides krop. Viljen fik hun blandt andet brug for, når mænd, der skulle tage sig af hendes uddannelse, mente, at hendes unge, smækre krop burde stå til de-res rådighed. Ung som hun var, nægtede hun, og bevarede i stedet sin integritet og sin sjæl.

Johanne Louise var slank og mørkhåret med et karakterfuldt ansigt i konstant bevægelse domineret af talende blå øjne. Hun debuterede som balletamorin – pudsigt nok sammen med H.C. Andersen – i 1821. Derefter optrådte hun i mindre drenge- og pigeroller. Det store gennembrud kom, da hun var 13 år men allerede besad en stor scenisk udstråling. Romantikkens dyrkelse af pubertetspigen blev hendes chance. En aften sad den 21 år ældre professor og dramatiker Johan Ludvig Heiberg på en af tilskuerpladserne, og han blev straks betaget af hende, også i erotisk forstand. Han rykkede hurtigt. Hans første udspil var at skrive en vaudeville, et syngespil, ved navn Aprilsnarrene, med en stor rolle skabt specielt til denne ganske særlige jomfru Pätges. Det blev en gedigen succes for begge. 

Heiberg fortsatte med at skrive forestillinger målrettet hans lysende stjerne, og i 1831 giftede de sig. Det er nok ikke forkert at sige, at de dermed blev det hotteste par i datidens Danmark, og fru Heibergs popularitet kan bedst sammenlignes med vore dages rock- eller popidoler. Fra ganske lille havde hun haft retning mod teatret og de højere kulturkredse. Eliten, som vi ville sige i dag. Nu var hun nået frem til sit naturlige hjem, det rigtige sted i tilværelsen. Hun blev gradvist indført i færdigheder og emner, der ellers for en ung pige med hendes jævne herkomst og nødtørftige skolebaggrund var lukket land. Hun dyrkede sin kunst seriøst, med tiden også som forfatter og instruktør. Hende var det, der introduce-rede de store norske dramatikere Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson på den danske scene. Hun skrev også selv tekst og musik (som hun nu vist delvis lånte) til et par vaudeviller, den kendteste er En søndag på Amager. 

Johanne Louise udviklede sig til en yderst sammensat person. Det kunne hun bruge på scenen, hvor hun spændte fra dæmoni til komik. Hun besad en blanding af livslyst og høj-spænding, som hun omsatte i et utal af kåde danske og franske lystspilingenuer, følsomme romantiske heltinder og ironiske eller til det komiske affekterede verdensdamer. Sit fulde format viste hun i det smallere repertoires mere tungtvejende og færre roller, har teater-historikeren Janne Risum skrevet om hende.

Divaen var også en levende og ivrig skribent. Hun skrev sin selvbiografi i fire bind, Et Liv genoplevet i Erindringen. Som teaterhistorisk kilde er værket for subjektivt og polemisk til at kunne stå alene – modstandere omdøbte det til Et Liv genopløjet i Erindringen - men som iscenesat selvbiografi over en skuespillers arbejde med sig selv er det et dansk hoved-værk af internationalt format.

Den dag i dag står Johanne Louise Heiberg stadig for os som et ikon, et af de allerstørste kvindenavne i dansk teaterhistorie.

Blandt genier og andet godtfolk

Jødisk Informationscenter har fået lov til at bringe et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov. Den indeholder, som titlen antyder, mini-biografier af 100 jødiske personligheder, som op igennem historien i deres livsgerning har givet noget til verden, som er af væsentlig betydning for mange, for ikke at sige for verden i det hele taget. Det er en ikke-jødes sympatiserende men ikke enøjede blik på det forunderlige lille folk, som af en eller anden eller af flere grunde har været i stand til at sætte sig spor langt, langt ud over, hvad deres beskedne antal skulle tilsige, det være sig inden for kunst, tænkning, videnskab, opfindelser og meget andet.