Jødiske sprog
De fleste jøder har altid været bekendt med mindst to sprog: Det sprog, der blev anvendt i det daglige i det land, hvor de boede og hebraisk, der blev brugt i religiøse sammenhænge. I århundreder talte mange jøder desuden enten Jiddisch eller Ladino.
Jødiske sprog
Ladino
Ladino eller judesmo er det sprog, som jøder af portugisisk og spansk oprindelse traditionelt talte. Disse jøder kaldes for sefarder, hvilket betyder spaniere på hebraisk. Sproget er en slags middelalderspansk blandet med hebraiske og aramæiske låneord og skrevet med hebraiske bogstaver. Jøderne tog sproget med sig, da de blev forvist fra den iberiske halvø i 1492.
I flere århundreder inden havde det nuværende Spanien og Portugal været under muslimsk herredømme, og dengang boede jøder og kristne side om side med den muslimske majoritet. Men da kristne konger fra områder tæt ved Pyrenæerne begyndte det, der kaldes "la reconquista", generobringen, ændredes levevilkårene brat.
Det nye kristne rige ville ikke have "vantro" boende, og i 1492 gav man de muslimske og jødiske minoriteter tre måneder til enten at forlade den iberiske halvø, konvertere til kristendommen eller blive slået i ihjel. Mens muslimerne rejste til Mellemøsten, havde de jødiske flygtninge ikke noget land, de kunne tage til. De blev spredt rundt om i det Ottomanske rige, Nordafrika og Europa - jo, nogle blev endda pirater i Caribien - , hvilket betød, at ladino taltes af jødiske menigheder i Tyrkiet, Balkan, Grækenland, Frankrig, Italien, Israel og Nederlandene.
De første hofjøder der kom til Danmark i løbet af 1600-tallet var sefardiske jøder, som havede ladino som modersmål. I dag er ladino næsten uddødt som talesprog, men overlever især i en fornem musikalsk arv.
Jiddisch
Askenaz betyder Tyskland på hebraisk, og det bruges som en fællesbetegnelse for jøder af østeuropæisk oprindelse. For 200 år siden talte jøder i Østeuropa næsten udelukkende jiddisch, en slags middelaldertysk blandet med hebraiske og aramæiske låneord. Der er mange forskellige dialekter på jiddisch; én dialekt taltes i Ukraine og Romanien, én anden i Polen, Galicien og Østungarn, én tredje i Baltikum og Hvidrusland, en fjerde i Tyskland, Svejts og Østrig. Derfor var det ikke sikkert, at en jøde fra det nuværende Polen kunne forstå en jøde fra Litauen, selvom de begge talte jiddisch. Det kom an på hvilken dialekt, man var vokset op med.
Jiddisch betyder ordret ’jødisk’ og skrives med hebraiske bogstaver i stedet for latinske.
I dag taler meget få mennesker jiddisch, der ikke længere et levende sprog, og det forsvandt næsten fuldstændigt efter Anden Verdenskrig, fordi mange af dem, der talte det, blev slået ihjel. Før krigen talte mellem 11 og 13 millioner jøder jiddisch, ligesom 85% af de 6 millioner jøder, der døde under krigen var jiddisch-talende. I dag tales jiddisch som næsten udelukkende af ultra-ortodokse jøder i steder som Israel, Antwerpen og New York. Jiddisch har dog haft en akademisk renæssance ved universiteter i Israel og USA og kan også studeres på Lund Universitet i Sverige.
Der findes en stor kulturarv på jiddisch. Mange berømte forfattere i forrige århundrede – såsom Shalom Aleichem, Isaac Leib Peretz, Isaac Bashevis Singer, Mendele Mocher Sforim og Sholem Asch - skrev på jiddisch, og teksterne i såkaldt klezmermusik er også på jiddisch.
Fra Hebraisk til Ivrit
Hebraisk har fungeret som jødernes fælles religiøse sprog gennem århundreder. Eliezer Ben-Jehuda, der bosatte sig i Jerusalem allerede i 1881, slog til lyd for, at jøderne først ville blive bundet rigtigt sammen, hvis de talte det samme sprog. Da hebraisk på det tidspunkt ikke var et talt sprog, gik Ben-Jehuda i gang med at modernisere det skriftlige bibelske sprog til et mere tidssvarende sprog, der i dag kendes som Ivrit.
Da jøder fra hele verden begyndte at bosætte sig i Israel, talte de enten jiddisch, judeo-arabisk eller ladino og/eller de respektives landes nationalsprog. I dag er Ivrit sammen med arabisk Israels officielle sprog.
Allerede før staten Israel blev oprettet, diskuterede man i zionistiske grupper hvorvidt jiddisch, tysk, eller hebraisk skulle være talesproget i landet og hos jøder i diasporaen. Mere ortodokse, europæiske jøder mente, at man skulle tale sit modersmål, fordi de så hebraisk som et helligt sprog, der kun skulle bruges til bøn, gudstjeneste og studiet af de hellige skrifter. Sekulære zionister mente derimod, at hebraisk skulle være fællessprog for jøder, og at det kunne bidrage til en fælles, national identitet.
Det betød imidlertid, at hebraisk skulle moderniseres, da bibelsk hebraisk ikke havde ord for f.eks. elektricitet, bil, majs eller tomat, som Ben-Jehuda måtte opfinde.
Det arbejde, Ben-Jehuda og andre lingvister tog på sig, er enestående. Der findes ikke andre eksempler på naturlige sprog, som ikke har nogen modersmålstalere, der pludseligt bliver modersmål for millioner af mennesker. Der er heller ikke eksempler på sprog, der udelukkende bliver brugt til religiøs brug, og som sekulariseres og bliver nationalsprog for millioner af mennesker.
I ordlisten kan du se jødiske ord på ladino, jiddisch og hebraisk.