Jødisk mysticisme, Kabbalah og Golem-figuren

I denne artikel kan du læse mere om jødisk mysticisme herunder Kabbalah, som blev udviklet i middelalderen af jødiske lærde. En af de mest kendte kabbalister skabte ifølge legenden et væsen, kaldet golem, som skulle tjene det jødiske samfund. Herunder kan du blive klogere på, hvordan golemfiguren hænger sammen med jødisk kulturarv.

Kabbalah

Kabbalah

Kabbalah er jødisk mysticisme, der på mange måder er forskellig fra traditionel jødedom ved inkorporeringen af blandt andet tal- og bogstavssymbolik, meditation, ekstase og faste. Som regel taler man om tre forskellige kategorier af Kabbalah: den teoretiske, den meditative og den magiske. Hvor de to første kategorier beskæftiger sig med den åndelige verden samt hvordan man som lærd opnår de højere meditative stadier, er den magiske del langt bevidst langt mere hemmelig. 

Middelalderlig mysticisme 

Kabbalah siges at stamme fra Spanien og Portugal, hvor jødiske lærde i middelalderen udviklede den komplekse lære for at komme endnu tættere på Gud på et åndeligt niveau. Dengang tog kabbalisterne udgangspunkt i det hellige skrift, Zohar (”Book of Splendor”), men sidenhen har Kabbalah været baseret på en række hellige skrifter og har fået flere centrummer verden over.  

En af de mest kendte kabbalister er Judah Loew ben Bezalel, bedre kendt som Maharalen af Prag, der ifølge legenden skabte et væsen, en såkaldt golem, af ler til at tjene det jødiske samfund. 

Kabbalistiske kendisser 

Både Madonna, Ariana Grande og Britney Spears har alle gået rundt med det røde armbånd, der signalerer at de er ’kabbalister’ i meget moderne forstand tilknyttet The Kabbalah Center, der tilbyder foredrag og undervisning i en meget overfladisk fortolkning af Kabbalah ifølge ’insider’ kabbalister.  

The Kabbalah Center har fået meget kritik fra jødiske samfund verden over, da Kabbalah altid har været udelukkende lært af jødiske mænd oftest over 40 år, da læren er så udfordrende og indforstået. Nogle har endda kaldt centret for en kult, der bevidst misforstår og fordrejer traditionel kabbalistisk lære, fordi man blandt andet ikke behøver at kunne læse hebraisk for at være med. 

golem

Golemfiguren

Golemfiguren er et væsen, typisk lavet af ler, jord eller sten, der vækkes til live ved hjælp af et magisk ritual og fremsigelsen af specifikke hellige navne af. Den mytologiske middelalderlegende ”Rabbineren af Prags Golem” fortæller, at golemfiguren skabtes for at beskytte og tjene sin herre, oftest rabbineren, eller det jødiske samfund ved blandt andet hårdt fysisk arbejde.  

En del af den jødiske kulturarv  

Fortællingen om golem – med udgangspunkt i den pragske - er gennem tiden blevet fortolket på mange forskellige måder. Den mest fremtrædende er at golemfiguren er en metafor for det jødiske samfund i Central- og Østeuropa i starten af det 20. århundrede, der blev udsat for voldsom antisemitisme. Nogle gange har de forskellige fortællinger flere slutninger, men som regel ender historien med at golem går amok og ødelægger den lokale synagoge, før end rabbineren når at fjerne dét magiske element – enten en seddel i golems mund eller et særligt ord skrevet på golems pande – væk. Det er den eneste måde at uskadeliggøre golemfiguren på, hvorefter den kan vækkes til live igen.  

Golemfiguren optræder både i jødisk og senere i ikke-jødisk folklore og kultur, hvor de jødiske fortællinger for det meste handler om jødisk selvstændiggørelse eller jødisk hævn mod antisemitisme, mens de ikkejødiske fortolkninger gør brug af stereotyper om jøder som f.eks. grådighed, fordærv og korruption. 

Frankenstein, Pokémon og kunstig intelligens 

Du kender nok allerede den klassiske historie om Frankensteins hævntørstige monster? Eller stenpokémonen Golem, hvis skjold nærmest er uskadeligt? De tager selvfølgelig udgangspunkt i den jødiske myte, der siden de allerførste fortolkninger har fascineret og inspireret utallige bøger, film, serier, spil og tegneserier verden over. Et par eksempler er The Simpsons, Final Fantasy, Frankenstein, Marvel, The Sopranos og mange, mange flere! 

Hvis man trækker tråde helt til nutiden, kan man endda fortolke golemfiguren som den oprindelige kunstige intelligens, da den starter ud med at blive skabt af et menneske, hvorefter den opnår bevidsthed og ikke længere kan kontrolleres af mennesker.