Jødisk Kalender - solen, månen og stjernerne

Religion

Ifølge jødisk den jødiske kalender starter tidsregningen ved verdens skabelse. Man er derfor noget længere fremme i det jødiske kalenderår. Da kalenderens måneder følger månen, og årets gang følger solen, falder de jødiske helligdage hvert år på samme årstid, men ikke på samme dato.

Fuldmåne over København

Tidsberegning er en vigtig del af de monoteistiske religioner. Årets, ugens og dagens højtider og ritualer er fastlagt til at finde sted på bestemte tidspunkter, og en kollektiv forståelse af tiden er nødvendig for, at de kan gennemføres. For muslimer er fx tidspunktet for de fem daglige bønner og fastlæggelsen af den årlige Ramadan afgørende. Den kristne tidsregning og kalender, som er den mest udbredte i verden, tager udgangspunkt i det formodede år for Jesu fødsel og er med justeringer blevet til den Gregorianske kalender fra 1582, som det meste af verden benytter, ikke mindst i internationale sammenhænge.

Målestokken for jødisk tidsopfattelse og tidsregning er Guds skabelse af universet. I den forstand er kalenderen en afbildning af skabelsen i kompakt form, og derfor lægger især ortodoks jødedom stor vægt på, at den er korrekt.

Tanken er, at den der lever indenfor denne tidsopfattelse, bliver delagtig i opretholdelse af kosmos efter et guddommeligt mønster, hvor hver enkelt time, dag, uge og måned udfylder sin bestemte plads i universets historie. Derfor kan man ikke bare flytte en helligdag et par dage eller begynde shabbat et par timer for sent, i al fald ikke uden at risikere at forstyrre skaberværkets orden.

Dagen begynder om aftenen

I den jødiske kalender følger månedernes gang månens omløb omkring jorden, men årets gang følger jordens omløb omkring solen. En ny dag begynder om aftenen, når månen kommer frem, og en ny måned begynder, når det er nymåne.

Forestillingen om, at dagen begynder om aftenen, er ikke helt fremmed: De fleste danskere fejrer jul allerede om aftenen den 24. december, ligesom nytåret, som egentlig begynder om morgenen, den 1. januar, men fejres aftenen før. I den jødiske verden er det ganske enkelt alle helligdage, der begynder om aftenen.

Her kan du læse mere om jødiske helligdage

Dobbelt-kalender

De jødiske menigheder udgiver hvert år en kalender, hvor både de jødiske og de gregorianske datoer er med. Det gør det nemt at finde rundt i, hvilken jødisk dato der er parallel med den gregorianske kalender.

Kombinationen af måne- og solkalender betyder, at helligdage falder på samme årstid hvert år. I forhold til den almene gregorianske kalender flytter de jødiske helligdage sig imidlertid med op til flere uger hvert år, og jøder vil derfor typisk opfatte det som om, at en helligdag, for eksempel Pesach, et år falder ”tidligt”, hvis den begynder allerede i marts og ikke i april som også kan være tilfældet. Det skyldes selvfølgelig, at for danske jøder, ligesom for praktisk alle jøder i hele verden, er den almene gregorianske kalender udslagsgivende til daglig brug.

Den jødiske kalender er imidlertid vigtig i sammenhæng med bl.a. fødselsdage, der afgør, hvornår et barn fejrer bar mitzvah eller bat mitzvah og dødsfald, der mindes efter den jødiske dato.

To slags tider

I jødedom er der to slags tid: hellig tid og verdslig tid. De hellige tider er markerede og adskilt fra den almindelige dagligdag. Festdage og den ugentlige shabbat hører til den hellige tid, og i de første århundreder e.v.t. skabtes ritualer, der markerer deres indledning og afslutning.

Ritualerne for hver helligdag er markant og med små variationer næsten helt ens:

Indgangen til hellig tid fejres både i synagogen og derhjemme ved ritualet kiddush (”at gøre hellig”): Kort før solnedgang tændes to lys, og der siges velsignelser over vin og brød, som bliver delt rundt til alle, der er tilstede.

Afslutningsritualet hedder havdalah (”adskillelse”) og fejres ved mørkets frembrud. Et særligt lys, der består af sammenflettede væger tændes, og alle dufter til krydderier eller urter og smager på vin, mens en lille bøn enten læses eller synges. Bønnen betoner skelnen mellem lys og mørke, helligt og profant. Som afslutning slukkes det flettede lys i lidt vin, og dagligdagen kan begynde igen.