Holocaust – den praktiske udførelse

OBS: Denne artikel indeholder voldsomme detaljer om folkemordet Holocaust.

Udryddelseslejre

Før krigsudbruddet i 1938, hvor Tyskland invaderede Polen, var der etableret seks koncentrationslejre i Tyskland. Med nazisternes annektering af flere og flere områder i Europa blev lejrsystemet udbygget til over 30 hovedlejre og 1100 underlejre i et netværk af gennemgangslejre, arbejdslejre og udryddelseslejre.

I alt etablerede nazisterne fire lejre, der udelukkende havde til formål at slå flest muligt, primært jøder, ihjel på den nemmeste og billigste måde. Disse lejre – Treblinka, Belzec, Chelmo og Sobibor – lå alle i det østlige Polen. Jøder fra hele Europa blev bragt dertil i stramt organiserede togtransporter. I disse lejre blev ca. tre millioner mennesker gasset ihjel.
Lejrene Majdanek og den største, Auschwitz-Birkenau, fungerede både som arbejds- og udryddelseslejre. I Auschwitz-Birkenau alene blev ca. 1,1 millioner jøder myrdet.

Den primære metode var gasning i særlige bygninger, der var indrettet efter en model af slagtehuse. I udryddelseslejrene ankom mænd, kvinder og børn med tog og blev ofte ført direkte fra ramperne til gaskamrene. For at undgå panik lignede bygningerne badehuse med afklædningsrum for hhv. mænd og kvinder. Børn fulgtes med deres mødre. Efter afklædning blev alle ledt ind i et rum med brusehoveder og nogle fanger fik inden udleveret et stykke sæbe. Herefter blev dørene lukket med bolte og i stedet for vand kom der giftgas, Zyklon B, ud af bruserne.

Det tog ca. 20 minutter, før alle i gaskammeret var døde. Efter yderligere 10 minutter blev ventilationen tændt, og fanger fra en særlig arbejdsenhed, Sonderkommando, gik i gang med at rydde rummet for lig og gøre klar til næste gruppe. Ligene fra gaskamrene blev brændt i krematorieovne, hvor de blev lagt i lag for at spare tid. Asken fra dem blev fyldt i store grave og dækket til med jord eller kastet i en nærliggende flod.

Her kan du læse en vidnebeskrivelse fra kvindelejren Ravensbrück

Einsatzgrupper 

De første Einsatzgrupper blev brugt under nazisternes indtagelse af Østrig i 1938 og i invasionen af Tjekkoslovakiet samme år. De var mobile militærenheder underlagt Reichssicherheitshauptamt og havde i begyndelsen til opgave at eliminere personer, der kunne tænkes at ville gøre oprør eller på andre måder skabe problemer for annekteringen. I 1939 deltog Einsatzgrupper i Tysklands angreb på Polen, hvor de havde til opgave at likvidere polakker, der kunne gøre modstand mod tyskerne. Fra 1941, hvor den tyske hær invaderede Sovjetunionen, blev Einsatzgrupperne sendt østpå for at likvidere politiske modstandere og andre grupper, der var blevet defineret som "uønskede elementer", herunder romaer og kommunister.

Einsatzgrupperne er dog særligt berygtede for deres massedrab på jøder. Med hjælp fra særlige politistyrker, militær og lokale hjælpere menes det, at de er ansvarlige for drabet af ca. 1,5 million jøder.

Mobile gaskamre

I nogle tilfælde brugte Einsatzgrupperne også mobile gaskamre. Det var lastbiler, der var indrettet, således at udstødningsgassen blev ledt ind i lufttætte lastrum fyldt med jødiske ofre

Den mest anvendte metode var skydning. Ofrene blev enten nakkeskudt eller opstillet langs en grav og skudt på afstand med et maskingevær eller smidt levende i graven, hvorefter medlemmer af Einsatzgruppen skød ned i graven oppe fra kanten. Derefter blev den næste gruppe tvunget til at lægge sig ovenpå de døde, og processen gentog sig.  Den mest kendte massakre er Babi Jar massakren ved Kiev, som fandt sted d. 29. - 30. september 1941. Her blev 33.771 jøder skudt på to dage.

I juni 1942 oprettede nazisterne en særlig enhed, Kommando 1005, der havde til opgave at grave alle massegravene op og brænde ligene for at skjule omfanget af drabene. Ofte brugte man jøder til arbejdet, som derefter blev skudt og brændt, så der ikke var vidner.

Auschwitz-Birkenau

Auschwitz-Birkenau er den mest kendte af nazisternes udryddelseslejre. Den var ikke den første, men den blev med tiden den største, både hvad angår areal og antallet af omkomne. Auschwitz bruges ofte som symbol på jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig, men for de internerede var den ikke et symbol – den var det mest konkrete, man kan forestille sig. 

Nazisterne opbyggede i perioden 1933-45 et netværk af koncentrationslejre, hvis antal, inklusive underlejre, gennemgangslejre, arbejdslejre og udryddelseslejre, i 1944 nåede ca. 12.000. Hvis man tæller samtlige lejre, ghettoer, anstalter o.l., som nazisterne oprettede og tvangsanbragte mennesker i, er tallet dog over 40.000. Nogle af lejrene havde flere funktioner, fx som både arbejdslejr og interneringslejr, mens andre udelukkende var udryddelseslejre.

I 1939 besatte Tyskland Polen, og et år senere blev den tidligere militærlejr i byen Oswiecim i det østlige Polen omdannet til koncentrationslejr og skiftede navn til det tyske Auschwitz.  Året efter begyndte opbygningen af den nærliggende barak-lejr Birkenau og adskillige underlejre. Komplekset Auschwitz-Birkenau fungerede frem til januar 1945 som både koncentrationslejr og som udryddelseslejr.

Baggrund

De første fanger ankom til Auschwitz i 1940. Lejren bestod af 20 murstensbygninger og husede i gennemsnit 13.000 -16.000 krigsfanger og jødiske mænd, der blev holdt i live som arbejdskraft.

I 1941 begyndte opbygningen af Birkenau-lejren tre kilometer fra Auschwitz. Den bestod af barakker efter model af hestestalde, og blev med tiden udbygget til 1,5 kvadratkilometer med 300 barakker opdelt i afsnit til de forskellige fangegrupper. Da lejren var på sit højeste, rummede den 90.000 mennesker.

Levetid

Den gennemsnitlige levetid for fangerne i Auschwtiz var tre måneder.

Beslutningen om at gøre Auschwitz til en udryddelseslejr for navnlig jøder kan føres tilbage til 1942, hvor 15 højtstående nazister på den såkaldte Wannseekonference lagde en plan for, hvordan udryddelsen af Europas jøder skulle foregå. De beregnede og besluttede, at 14 millioner europæiske jøder skulle slås ihjel. Som en del af planen indgik etableringen af en række udryddelseslejre, hvoraf Auschwitz-Birkenau blev den største. 

Fangerne

Ca. 1, 3 million mennesker blev deporteret til Auschwitz-Birkenau, blandt dem ca. 230.000 børn. Ca. 1,1 million mennesker, primært jøder, omkom i lejren. Meget få børn overlevede.
De fleste fanger var jøder fra alle dele af Europa, men også mange andre befolkningsgrupper, som nazisterne anså for ’undermennesker’, ’farlige for statens sikkerhed’ eller blot ’uværdige til at leve’, blev sendt på transporter til Auschwitz-Birkenau. Blandt dem var tusinder af romaer, homoseksuelle, russiske krigsfanger, fysisk og psykisk handicappede, politiske polske fanger, religiøse mindretal, tyske kriminelle og såkaldte ”genopdragelsesfanger”. 

Den gennemsnitlige levetid for fangerne i lejren var tre måneder. Om vinteren var den kortere.
Langt den største del var jøder og langt de fleste af dem blev slået ihjel i lejrens i alt syv gaskamre. Men der var mange andre måder, man kunne dø på: Kulde, sygdom, udmattelse, sult og medicinske eksperimenter tog livet af mange. Andre blev skudt, hængt, tævet ihjel eller begik selvmord ved at kaste sig mod det elektriske hegn, der omkransede lejren.

Gaskamre og krematorier

Auschwitz-Birkenau var ikke den eneste af nazisternes lejre, hvor mennesker blev gasset ihjel. Også i udryddelseslejrene Treblinka, Belzec, Chelmo, Majdanek og Sobibor blev denne effektive metode benyttet. Men i Auschwitz-Birkenau var kapaciteten størst.
Gaskamrene havde tilknyttet et krematorium med ovne, der kunne brænde flere lig af gangen. Gaskamrene kaldtes derfor ofte ”krematorier” for at dække over deres egentlige og primære funktion.

Den første større gasning fandt sted 3. og 4. september 1941, hvor i alt 850 russiske krigsfanger og fanger fra lejrens infirmeri blev brugt til testning af, hvor meget giftstof Zyklon B, der skulle til for at slå dem ihjel.

Siden blev der bygget i alt syv gaskamre: Et i Auschwitz, kaldet ’Det gamle Krematorium’, og fire i Birkenau, kaldet Krematorium II, III, IV og V.  I en periode blev yderligere to, kaldet ’Det røde Hus’ og ’Det hvide Hus’, taget i brug. I det største af dem, Krematorium II, kunne der gasses 3000 mennesker af gangen. I de øvrige var der plads til mellem 800 – 2000 mennesker. 

Afvikling

I 1943 stod det klart, at nazisterne ville tabe krigen. Den øverste nazistiske ledelse gav derfor ordre til en afvikling af Auschwitz-Birkenau. I første etape fra midten af 1943 – december 1944 flyttede man først og fremmest polske, russiske og andre slaviske fanger til lejre i Tyskland.  Det gav plads til ca. 438.000 ungarske jøder, der blev gasset straks efter ankomsten. I januar 1944 begyndte anden etape, hvor ca. 65.000 fanger fordelt på 130 togtransporter blev sendt til lejre vestpå.

Tredje og sidste etape begyndte den 17. januar 1945, hvor ca. 56.000 mænd, kvinder og børn fra hele Auschwitz-Birkenau komplekset blev beordret ud på landevejene mod andre lejre. De lange kolonner af udsultede og tyndt påklædte fanger, der slæbte sig gennem sneen blev kendt som ”Dødsmarchen”. De, der ikke kunne følge med eller måtte standse for at binde sko eller hjælpe andre, blev skudt.

Den 27. januar 1945 nåede den første deling soldater fra Den røde Hær frem til Auschwitz-Birkenau. I Auschwitz fandt de ca. 1200 overlevende fanger og i Birkenau ca. 5800. Det var børn og fanger, der var for syge eller svage til at kunne komme med på marcherne og derfor var blevet efterladt. Mange af dem omkom i dagene efter befrielsen.

I år 2000 blev det besluttet, at den 27. januar fremover skulle markeres internationalt som ”Auschwitz-Dag”. Siden 2001 har det officielle Danmark og Det jødiske Samfund arrangeret mindehøjtideligheder, og mange skoler landet over bruger dagen til undervisning om Holocaust og Folkedrab.

Du kan læse mere om Holocaust på aldrigmere.dk