Hellige tekster
Det jødiske bibliotek af hellige bøger er omfangsrigt, skrevet på forskellige sprog over flere tusinde år og består af tekster, der indgår i tætte forbindelser med hinanden på kryds og tværs. Det kan gøre det svært at bevare overblikket, for slet ikke at tale om at have et indgående kendskab til hele litteraturen.
Hjertet i det jødiske bibliotek er den jødiske bibel, TaNaK, som står for biblens tre dele: Torah/Mosebøgerne, Neviim/Profeterne og Ketuvim/Skrifterne. Denne samling er skrevet på hebraisk - med få passager skrevet på aramæisk - og er blevet til i en periode på over 1000 år og var først komplet i det første århundrede e.v.t. Det er ”den skriftlige Torah.” Alle andre hellige tekster hører til i kategorien ”den mundtlige Torah”, og dermed antydes, at de også har åbenbaret status, men ikke tilskrives en direkte guddommelig formulering.
”Den mundtlige Torah”
”Den mundtlige Torah” kaldes ofte for kommentarer til Bibelen, men det skal forstås ret frit. Hovedværket i den mundtlige torah er en art lovsamling, kaldet Mishnah. Denne citerer ikke direkte fra biblen, men diskuterer emner, f.eks. ofringer, helligdage, familieret og meget andet, som godt nok forekommer i Bibelen, men her bliver genstand for uddybende, og ind imellem temmelig opfindsomme fortolkninger. Mishnah blev til i det andet århundrede evt. og er skrevet på hebraisk.
I løbet af de næste 300-400 år fortsatte rabbinerne diskussionerne med Mishnah som udgangspunkt, men nu udvidet med lange udlægninger, anekdoter, legender og dialoger på aramæisk. De diskussioner kalder man Gemara. Mishnah og Gemara bliver oftest udgivet som et samlet værk og kaldes Talmud. Værket fylder mange tætskrevne bind og er kendetegnet ved, at næsten ingen af de mange siders diskussioner afsluttes med et entydigt svar. Åbenbaringen er åben, så at sige, for der er altid lige en rabbiner mere, som har en anden mening.
Diskussionerne og alt det andet
Den mundtlige Torah er endnu mere omfattende: Mange overskydende tekstudlægninger, som ikke fik plads i Talmud, er stadig i omløb, ligesom der findes store samlinger af prædikener, gendigtninger af bibelfortællinger, spørgsmål-og-svar-korrespondencer mellem berømte rabbinere og deres menigheder, bønnebøger og digtsamlinger fra alle afkroge af den jødiske verden, der er blevet til op gennem historien. Der er utallige generationer af rabbinere bag den mundtlige Torah, som derfor også kaldes "rabbinsk litteratur". Rabbinere var både kulturbærere og kulturfornyere, og rabbinsk jødedom var toneangivende fra det første århundrede og helt ind i moderne tid.
Fra ofring til oplæsning
De hellige teksters centrale rolle var rabbinernes svar på en historisk udfordring: Da Det Andet Tempel blev ødelagt i år 70 e.v.t., blev det opfattet som om, at det guddommelige centrum på jorden forsvandt. Dermed forsvandt også tempelofringer, som havde haft rollen som den primære form for gudsdyrkelse. De hellige tekster og studiet af dem overtog den rolle, som tempelofringerne før havde haft. Gudstjenestens højdepunkt var ikke længere ofring, men oplæsning. Skiftet fra tempel, præster og ofringer til synagoge, rabbiner og tekst havde den store fordel, at bøger er bærbare og som skabt til en tilværelse i diaspora. Hellige tekster og studiet af dem blev omdrejningspunktet i jødedom.