Groucho Marx
Groucho Marx var en amerikansk, jødisk entertainer, der arbejdede sig op fra bunden, og endte med at tage Broadway med storm i 1920’erne. Stilen var surrealistisk og til tider politisk ukorrekt, og i biografien kan du læse hvordan Monty Pythons stil måske ikke have været den samme uden forgængeren fra Broadway.
Herunder kan du læse et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov.
Groucho Marx, 1890 – 1977
Rejsende i gakket, uforskammet humor
Han blev kendt som den sjove, frække og vanvittige satiriker, der med humor og originalitet nedbrød mange af samfundets konventioner. Vi husker ham nok bedst som den stor-talende ordekvilibrist med cigaren, moralsk flosset i kanten og altid parat med morsomme uforskammetheder som: ”Jeg glemmer aldrig et ansigt; men i Deres tilfælde vil jeg med glæde gøre en undtagelse.”
Groucho, Julius Henry Marx, var faktisk lillebror til Chico og Harpo, men alligevel den, der trods store besværligheder og uhyrligheder først kom ind i showbusiness som teenager, og den drivende kraft i brødrenes trup. Langt hen ad vejen var Gummo og Zeppo også med, men de var knap så sjove. De fem sønner af New York’s elendigste og derfor fattige skrædder og en yderst entreprenant mor startede helt fra bunden: ”Teatermæssigt befandt vi os for foden af samfundsstigen. Fem forestillinger om dagen i et ti-cents-varietéteater var omtrent så langt nede, man kunne komme. Det eneste, der lå under os, var de omrejsende tivolier, små cirkus’er med kun én manege, og medicinsvindlerne, der solgte patentmedicin på gadehjørnerne til godtroende bæster.”
Anerkendelsen kom ikke hurtigt. Brødrene tumlede rundt i mange år og spillede varieté (komik med musikalske indslag) på lurvede teatre i flækker, de ville nægte at blive begravet i, mens de boede på trøstesløse hotel- eller pensionatsværelser. Men de udviklede deres stil og deres scenepersonligheder. Groucho havde haft cigaren som følgesvend fra helt ung. Efterhånden kom det malede overskæg, de store briller og den besynderlige gangart til.
På trods af, at succes og stjernestatus inden for genren blev opnået, kom Groucho ikke af med sin generthed og manglende tro på sig selv og brødrenes act. Harpo var også genert. Det var den uforbederlige ludoman Chico, altid i bekneb for penge, der pressede på for, at de skulle sætte deres eget show op på Broadway, og til sidst lykkedes det for ham at over-tale de andre og at finde en investor. Betingelsen var, at en aldeles talentløs danserinde – investorens elskerinde – skulle have en rolle. (Groucho: Sex er vist kommet for at blive.) Til alt held gav en eller anden hende en bedøvende pille, så hun ikke dukkede op til premieren og ødelagde forestillingen. I 1920’erne lagde brødrene således også Broadway for deres fødder, og de havde dermed taget det næste spring i deres karriere.
Men for Groucho betød det mere, at han var begyndt at skrive og i ny og næ fik optaget en vittig artikel i et blad. De succeser gjorde ham endnu gladere end et stormende bifald fra et begejstret teaterpublikum.
Nu var tonefilmen på fremmarch og producenterne ledte efter folk, der kunne fylde det hvide lærred ud og skaffe dem de penge, de begærede. I 1931 ankom Groucho Marx så til Hollywood, og inden længe var han også filmstjerne. Fjorten film blev det til sammen med brødrene. ”Halløj i operaen” og ”En dag på galopbanen” var fremragende. Andre var rigtig gode. Nogle var dårlige. De gode blev berømmede for deres anarkistiske og surrealistiske humor. Formentlig havde engelske Monty Pythons Flying Circus' vanvid årtier senere ikke været det samme uden dem. Men det var også et anstrengende og ofte enerverende arbejde, og til sidst stemplede Groucho ud. Blot for at tage hul på en hel anden gren af sit livslange virke.
En række optrædender i radioen førte ikke til et fast og lykkeligt forhold, men på tv fandt han sin rette hylde. Af navn var det et quizshow, men den egentlige ide var at få mænd og kvinder af alle slags og størrelser, høj og lav, nørder og almindelige, i studiet, snakke med dem, lære dem lidt at kende, se og høre, hvad de kunne af mærkværdige ting. Nu til dags ville man nok kalde det et talkshow, vel sagtens det første af slagsen.
Og Groucho besad de evner, der skulle til for at forløse konceptet. Folk sad fascinerede hjemme ved den flimrende skærm og så ham i samspil med mesterboksere, vagabonder, videnskabsmænd, musikere, akrobater, admiraler, politikere, forældrene til 23 børn, der alle som en var med i studiet. Lige som Rex, verdens klogeste hest, der havde været gift tre gange. (Hvilket sætter spørgsmålstegn ved den klogskab.)
Groucho skrev i sin selvbiografi om showet: ”For en skuespiller er det nirvana. Ikke noget rejseri, ingen lurvede hoteller, ingen indesneede tog langt ude på landet, ingen teaterdirektører, der stikker af med ens løn. Der er gode penge i det, og hvad der glæder en skuespiller endnu mere – man bliver beundret og elsket af millioner af mennesker.”
Blandt genier og andet godtfolk
Jødisk Informationscenter har fået lov til at bringe et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov. Den indeholder, som titlen antyder, mini-biografier af 100 jødiske personligheder, som op igennem historien i deres livsgerning har givet noget til verden, som er af væsentlig betydning for mange, for ikke at sige for verden i det hele taget. Det er en ikke-jødes sympatiserende men ikke enøjede blik på det forunderlige lille folk, som af en eller anden eller af flere grunde har været i stand til at sætte sig spor langt, langt ud over, hvad deres beskedne antal skulle tilsige, det være sig inden for kunst, tænkning, videnskab, opfindelser og meget andet.