Glikl de Meza: Jødisk kvindeliv anno 1650

Historie

Glikl de Meza er godt tilfreds med sit liv. Hun styrer husholdningen og sørger for, at de jødiske forskrifter bliver overholdt derhjemme. Samtidig har hun og manden et godt forhold, hvor de udveksler idéer til forretningen.

Glikl de Meza

Glikl er 42 år og bor i Altona, der for et par år siden blev en del af den danske konges besiddelser. I alt har hun født 13 børn, og hele ni har overlevet efter deres femte år. Sikke et held! Glikl og hendes mand forsøger ihærdigt at finde passende ægtefæller til deres børn blandt deres store netværk. Flere af børnene er gamle nok til at blive gift, og de første er allerede giftet bort og flyttet fra familien.

Kong Christian den 4...

...giver opholdstilladelse til jøder i Danmark, fordi de har et godt internationalt netværk. Derfor er de danske jøder også ofte aktive inden for handel.

Det er vigtigt, at de bliver godt jødisk gift og gerne med nogle, der kan styrke familiens forretninger. Reelt set er Glikls forpligtelser udelukkende i hjemmet. Hun skal sørge for, at huset holdes efter de jødiske forskrifter, at de holder sabbat eller helligdag fra fredag aften til lørdag, og at maden i huset er kosher og overholder de religiøse spiseregler. Men hun har også gode idéer til forretningen og er en god sparringspartner for sin mand.

1600-tallet: Ankomsten

I starten af 1600-tallet inviterer kong Christian 4. en række eksperter til Danmark for at udvikle landet. Han inviterer særligt sefardiske jøder, da de var kendt for at have et stort handelsnetværk på tværs af lande.