Aktiv dødshjælp i jødedommen

”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham.” Sådan siger Moses til Israels børn, lige før han selv skal dø, og Moses’ ord sætter fingeren på en kerneværdi i jødedommen – menneskelivets uendelige værd og ukrænkelige værdi.  

I jødedommen er det af højeste moralske værdi at bevare et liv og strengt forbudt at tage et liv. Denne grundtanke genfindes i ét af de vigtigste jødiske værker, Talmud, hvor der står: ”Den som tager et liv, må det betragtes som om han ødelægger hele verden; og den som redder et liv, må det betragtes som om han redder hele verden.” (Den jerusalemitiske Talmud, Sanhedrin, 22a og den Babyloniske Talmud, Sanhedrin 37a).

Liv er helligt, mord og manddrab er forbudt. I Anden Samuels bog kan man endda læse historien om en budbringer, der ankommer til Davids lejr efter en krig mod amalekitterne med nyheden om, at Kong Saul er død. David spørger budbringeren, hvordan han ved, at Saul er død, hvortil budbringeren svarer:

”Jeg var tilfældigvis på Gilbias bjerg, og dér stod Saul og støttede sig til sit spyd, mens vognene og rytterne trængte ind på ham … så sagde han til mig: ’Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne’. Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve, når han først var faldet om.”

Man kan sige, at budbringeren aktivt fremskyndede Kong Sauls død, hvilket David straffer ham for:  ”Da sagde David til ham:

’Hvor vovede du at lægge hånd på Herrens salvede og dræbe ham?’ David kaldte så på en af de unge mænd og sagde: ’Kom herhen og hug ham ned!’ Og han slog ham ihjel."

Vi ser i denne historie og andre bibelske historier, at menneskeliv anses som helligt – mennesket er nemlig skabt i Guds billede og har en ukrænkelig værdi -, og at det anses som forkert at forkorte livet aktivt. Der er dog ingen pligt til aktivt at holde en person i live, som lider. 

Hvad betyder det i den praktiske verden, når det kommer til forskellige former for dødshjælp? I jødedommen anses aktiv dødshjælp som manddrab, som er forbudt ifølge jødisk lov (halacha). Der er ingen undtagelser til denne regel, og det gør ingen forskel, hvorvidt personen selv har lyst til at dø. 

Passiv dødshjælp er derimod et helt andet spørgsmål. Jødisk liv foreskriver, at man har en pligt til at bevare liv, og en læge bør gøre alt i sin magt for at rede en patients liv – selv hvis patienten ikke vil leve. Lægen har dog et vist råderum, hvis patienten er terminalt (dødelig) syg.

På trods af at lægen ikke må gøre noget aktivt for at frembringe døden, så kan lægen fjerne enhver ting, der hindrer vedkommende i at dø, og derved passivt hjælpe den syge med at dø.  Hvis noget altså er en hindring for en naturlig død, og patienten kun leve på grund af det, så er det tilladt ifølge jødisk lov at af fjerne denne hindring.