Abrahams unge år - Midrashlitteraturen

Midrashim tager ofte udgangspunkt i ord, sætninger eller hændelser fra Torah'en og bidrager med nye oplysninger som ikke står i teksten selv. Midrashim giver således helt nye perspektiver på Biblens personer og hændelser gennem forklaringer af årsager og motiver. Midrashim har ofte til formål at komme med en moralsk pointe, som man kan tage ved lære af. Teksten nedenfor er en gendigtning  af en kendt midrash om patriarken Abrahams ungdom af Bent Melchior.  

Abrahams ungdom

I dalen, hvor menneskene havde forsøgt at bygge Babelstårnet, var der meget frugtbart, og mange mennesker bosatte sig her mellem de to store floder Eufrat og Tigris. Her levede de i stor rigdom, men de glemte hurtigt, hvordan det var gået tidligere slægter, der havde været brutale og onde. De fortsatte med at leve et vildt liv, hvor den, der havde flest kræfter, gjorde sig til herre over landet og styrede det med grusomhed. Herskeren forlangte, at folk skulle tro, at han var en gud. Folk troede også på mange andre guder, de fleste lavede sig gudebilleder af træ eller sten og kastede sig ned for dem og bragte ofre til dem. Kun meget få mennesker som Noah og hans søn Sem ville ikke tro på gudebillederne. De havde selv oplevet, hvordan Gud, der havde skabt verden, havde vist, at Han var den eneste rigtige Gud. Men Noah holdt sig for sig selv og tænkte ikke på at hjælpe andre til at lære, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.

Det var her, mange år efter Syndfloden, at Abraham blev født. Abrahams far, Terach, troede selv på gudebilleder, ja, han levede endda af at lave dem og sælge dem på torvet. Abraham fandt snart ud af, at disse døde figurer ikke kunne været til nogen nytte. En dag, da hans far var syg, blev Abraham sat til at sælge gudebilleder på torvet. En gammel mand kom og ville købe et stort og dyrt billede. Men da de var blevet enige om prisen, spurgte Abraham manden, hvor gammel han var: ”Jeg er 70 år gammel”, svarede manden. ”Hvordan kan du tro, at en figur, der blev lavet i går, kan være en Gud, der har skabt dig, og som har hjulpet dig med at leve?” udbrød Abraham. Den gamle forstod, at Abraham havde ret, og han købte ikke noget. Da Terach så, at han ikke kunne bruge Abraham til at sælge, lod han ham blive hjemme for at passer på alle de figurer, som han opbevarede i et stort rum.

En dame kom med en skål med mad, som hun sagde var til gudebillederne. Abraham hældte maden ud og satte den tomme skål ind foran det største gudebillede. Så tog han en økse og slog alle figurerne i stykker, men den største lod han stå, og ved siden af den satte han øksen. Ved aftenstid kom Terach hjem og så, hvordan alle hans billeder var slået i stykker, og han spurgte Abraham, hvad der var sket. ”Jo”, sagde Abraham, ”en dame kom med noget mad til guderne, men de kom op at slås om, hvem af dem, der skulle have det, og så tog den store øksen og slog de andre i stykker”. Det ville Terach naturligvis ikke tro på, for han vidste godt, at hans billeder hverken kunne spise eller slå nogen i stykker. ”Jamen, hvordan kan du så tro, at det var dem, der skabte verden og hjælper dig med at leve?” spurgte Abraham, og det kunne Terach ikke svare på.

Abraham gik selv ofte ud på de store marker, og det var her, han fandt ud af, at den Gud, som er den eneste rigtige, Han, som skabte verden og stadig skaber nyt liv, Han kunne ikke være som et billede eller en figur, man kan se og røre ved. Gud kan se os, men vi kan ikke se Ham. Og da Abraham først havde forstået det, så var han også klar over, at Gud kun glædede sig over sine skabninger, når de behandlede hinanden godt og retfærdigt. Derfor prøvede han at lære andre mennesker om Gud, både i Ur, hvor han var født, og hvor Noah og Sem, hans stamfædre havde levet, og i byen Haran ved Eufrats kilde, hvortil Terach og hans familie senere flyttede. Man Abraham blev ikke længe i Haran. En dag, da han som så ofte før var ude i det fri for at tænke på, hvordan menneskene kunne blive bedre, hørte han Gud selv tale til ha og sige til ham, at han skulle rejse videre, væk fra det land og den familie, der stadig ofrede til afguderne. Han ville så komme til et andet land, sådan sagde Gud, og der skulle han blive velsignet og blive far ti let stort folk. Abraham gjorde som Gud havde sagt. Han tog sin kone, Sara, sin broders søn, Lot, og alle deres tjenestefolk og deres husdyr, og han vandrede af den vej, Gud havde sagte til ham.han kom til Kenaans land og bosatte sig i byen Shechem. 

Spørgsmål:

• Hvad er grunden til, at Abraham ødelægger sin fader, Terachs, gudebilleder? Hvordan reagerer Terach?
• Hvilke forskelle er der på gudebillederne og Abrahams gud? 
• Diskutér hvad du tror er historiens morale? Hvad vil forfatteren gerne have os til at tænke over?