Tilbage i Danmark

I modsætning til resten af Europa kom forholdsvis mange danske jøder tilbage til intakte hjem. I Danmark var der ingen masseplyndring af jødisk ejendom, tværtimod havde Socialtjenesten, et kontor under socialministeriet, holdt øje med mange jøders hjem for at sikre sig, at flygtningene havde noget at komme tilbage til. Denne institution gjorde et kæmpe arbejde. Man skiftede låsene ud, hvis man mente, at uvedkommende kunne skaffe sig adgang, man forærede overskydende mad til godgørende formål, og hvis der fandtes penge eller bankbøger, blev det omhyggeligt noteret og opbevaret og blev straks gjort tilgængeligt for folk, når de vendte tilbage.

I nogle tilfælde var der også blevet betalt husleje, hvis man vurderede, at det var nødvendigt for, at det enkelte hjem forblev uberørt. Man gik ud fra, at alle flygtningene på et tidspunkt ville vende tilbage. Nogle hjemvendte fandt endog, at blomsterne var blevet vandet af venlige naboer i mellemtiden.

Andre danske jøder havde dog en helt anden oplevelse. Nogle naboer havde "lånt" jødernes tomme ejendomme og ejendele og havde svært ved at forstå, at de hjemvendte jøder nu gerne ville have deres ting tilbage. Andre havde været nødsaget til at sælge deres ejendele, lejligheder, villaer eller virksomheder for at skaffe kontanter til flugten - i mange tilfælde til helt uretfærdige priser - dem kunne Socialtjenesten ikke hjælpe. Derfor havde disse mennesker intet at vende tilbage til, da de kom tilbage til Danmark. De blev anbragt i forlægninger, hvor de var i kortere eller længere tid, indtil det lykkedes dem at skaffe sig nye lejligheder.

Men selvom det ikke kunne gå hurtigt nok med at vende tilbage til et normalt hverdagsliv og lægge de grimme oplevelser bag sig, var mange traumatiserede. Flugten og oplevelserne under krigen blev noget, man ikke talte om blandt danske jøder, for trods alt var næsten det hele jo gået godt! De danske jøder var ikke blevet udryddet som i andre lande, og mange følte sig nærmest skyldige over at have overlevet, når andre var blevet nådesløst myrdet. Holdningen synes at være, "Mine børn er i live, jeg er i live, hvad har jeg at beklage mig over?"

Men det var svært at få alle familier til at fungere normalt igen. Mindst 133 børn var i forbindelse med flugten til Sverige blevet efterladt i skjul i Danmark - enten hos familie eller hos fremmede - nogle i gode hænder andre i mindre gode hænder.

De mindste af disse børn havde efter flere år i de nye familier ingen erindring om deres biologiske forældre og led under afskeden med plejeforældrene.

De ældre børn forstod tit ikke, hvorfor mor og far havde valgt at efterlade dem. Eftersom oplevelserne under krigen blev til noget, man ikke talte om, var der få svar at hente. Det var svært at forklare børnene, hvor bange man havde været. At man ikke kunne vide, hvad der ventede på den anden side, om overfarten var sikker, og at man var bange for, hvad de andre passagerer ville gøre, hvis soldaterne gik om bord, og et lille barn begyndte at græde

Man ville helst glemme, men i dag ved vi, at det er vigtigt at tale om sådanne ting.

Du kan læse mere om Holocaust på aldrigmere.dk