Ritualer ved død og begravelse

Begravelsen

På samme måde som det er væsentligt at besøge syge mennesker, anses det for vigtigt ikke at lade en afdød være alene. Derfor vil der være nogen omkring den døde, indtil begravelsen finder sted. Det svarer til det, man i gamle dage i Danmark kaldte vågekoner.

I jødedommen begraver man en afdød så hurtigt som muligt. I Danmark finder en jødisk begravelse som oftest sted indenfor 48 timer efter dødsfaldet. I mange familier river man et stykke af sit tøj eller lommen af ens skjorte, for at vise, at man sørger. Dette ritual hedder kriah, som mange gør ved selve begravelsen.

Inden begravelsen foregår der en religiøs handling, hvilket indebærer at liget gøres i stand, vaskes og iklædes hvide ligklæder. Det er begravelsesselskab, chreve kadisha, der tager sig af disse forberedelser. Begravelsen kan ofte finde sted dagen efter dødsfaldet og ligbrænding benyttes almindeligvis ikke.

I Danmark foregår begravelsen fra kapellet på den jødiske begravelsesplads i nærheden af Vestre Kirkegård. Ved ceremonien citeres der fra biblen og rabbineren holder en gravtale. Efter højtideligheden i kapellet går man til graven, sænker kisten, dækker den til med jord og afslutter med sammen at sige den aramæiske bøn, Kaddish, som trods den sørgelige situation, indeholder en lovprisning af Gud. Kaddish-bønnen siges aldrig alene, men der skal være ti voksne jødiske mænd - en såkaldt minyan - før den kan siges.

Sten, ikke blomster

I traditionel jødedom er det ikke skik at medbringe blomster til en begravelse. Blomster er smukke, men også forgængelige.  I stedet lægger man en sten på graven, blandt andet ud fra ideen om, at der ikke skal være forskel på rige og fattige, og fordi sten ikke forgår sådan som blomster og lys. Ligeledes vil mange, når de besøger et gravsted, ikke lægge blomster på graven, men blot en lille sten på selve gravstenen for at markere, at dette gravsted besøges.

I jødedommen taler man om evig gravfred. Det betyder, at man aldrig nedlægger et gravsted. Spørgsmålet om, hvad der sker efter døden, drøftes også i jødedommen. Man har en forestilling om, at der er noget efter livet her på jorden, men der er ikke nogen fast forestilling om, hvad det er.

Der findes 10 jødiske begravelsespladser rundt om i Danmark. I København er der to: den gamle Nordre Mosaiske Begravelsesplads på Nørrebro og den nye, Vestre Mosaiske Begravelsesplads, som anvendes i dag. 

At sidde Shiva 

I jødedommen har man mange traditioner for, hvorledes man kan hjælpe mennesker i sorg. Det gøres blandt andet ved, at venner og bekendte besøger de pårørende i de første syv dage efter begravelsen, som er en særlig sørgeperiode. I disse dage sidder familien shiva - som betyder syv -  i deres hjem, og gæster kommer og gør rent eller med mad til familien, så de kan koncentrere sig om at sørge.

Der er en række ritualer, der overholdes af ortodokse under shiva: man vasker sig ikke for nydelsens skyld, man går ikke med ledersko eller med smykker, mænd barberer sig ikke, og i mange hjem tildækker man spejle. Mange sidder på små taburetter tæt på jorden, for at vise deres sorg. 

Det er hverken tilladt at have sex eller at studere Torah eller Talmud i denne periode - undtagen de love der handler om at sørge. Det er en god gerning - en mitzvah - at besøge en familie der sørger.  

Nogle gange deltager børn af den afdøde hver dag i gudstjenesterne i synagogen i de første 12 måneder efter begravelsen. Her gentager de i et helt år Kaddish-bønnen, som blev sagt ved begravelsen.

Jahrzeit

Jahrzeit betyder årsdag på Jiddisch. Året efter at en jødisk person er død, har personen årsdag, og personens efterkommere vil sige Kaddish bønnen tre gange; ved aftengudstjenesten dagen forinden, ved morgen og eftermiddagsgudstjenesten på årsdagen. Dette gøres fordi det jødiske døgn begynder aftenen forinden. 

Det er også et skik, at de sørgende efterkommere tænder et særligt lys, som skal brænde i 24 timer, sam kaldes et Jahrzeit-lys.