Den jødiske stat - zionismens manifest

Herzl mente, at jødespørgsmålet bedst kunne løses ved at jøderne, ligesom alle andre folkfærd, fik deres land og deres egen selvbestemmelse. Herzl ses i dag som en af den politiske zionismes fædre og hans betydning for jødisk historie har været enorm. Kilden nedenfor består af en række uddrag fra 'Jødestaten' og omhandler dels problemet med antisemitisme i Europa og dels Herzls visioner for, hvordan en jødisk stat skulle opbygges. 

Jødespørgsmålet

Ingen kan benægte alvoren i jødernes situation. Alle de steder, hvor de bor i større grupper, bliver de mere eller mindre forfulgt. Deres lighed for loven, som er vedtaget ved lov, eksisterer kun på papiret. De holdes ude fra alle højere embeder, både i hæren og på alle andre offentlige og private områder. Man forsøger oven i købet at holde dem ude fra forretningslivet: ”Køb ikke noget af jøderne!”

Aggressionerne stiger dagligt i parlamenter, på møder, i pressen, fra prædikestole, på gaden, på rejser (udelukkelse fra visse hoteller) og selv steder hvor man kommer for at morer sig. Forfølgelsens karakter varierer efter lande og sociale lag. I Rusland bliver jødiske landsbyer særligt beskattede, i Rumænien slår man et par mennesker ihjel, i Tyskland gennemtæsker man dem nu og da, i Østrig terroriserer antisemitterne hele det offentlige liv, i Algeriet findes der omrejsende agitatorer, der udtaler sig mod dem; i Paris bliver jøderne holdt ude fra de såkaldte bedre sociale kredse og afvist fra foreninger. Den anti-jødiske følelse findes i et utal af grader. Men dette skal ikke være noget jamrende forsøg på at klassificere jødernes prøvelser.  

Jeg har ikke til hensigt at vække medfølelse for os. Det ville være en tåbelig, nyttesløs og uværdig måde at gå frem på. Jeg vil blot spørge jøderne: er det ikke sandt, at situationen i de lande, hvor vi lever i store antal, bliver mere og mere utålelig for de jødiske advokater, læger, teknikere, lærere, og ansatte af enhver slags? Er det ikke sandt, at hele den jødiske middelklasse er stærkt truet? Er det ikke sandt, at folkemængdens had vendes mod de velhavende iblandt os? Er det ikke sandt, at vores fattige lider meget hårdere end andre fattige?

Jeg tror at dette pres kan føles overalt. I vores økonomiske højere klasser skaber det ubehag, i middelklassen vedvarende og alvorlig ængstelse, og i de lavere klasser ren fortvivlelse.

Sagen er, at det overalt går ud på det samme, og det kan sammenfattes i det klassiske berliner-råb: Juden Raus! (ud med jøderne).

Jeg vil nu formulere jødespørgsmålet i dets korteste form: Skal vi ”ud”? Og hvorhen?

Eller kan vi blive? Og hvor længe?

Lad os først afklare spørgsmålet om at blive, hvor vi er. Kan vi håbe på bedre tider, væbne os med tålmodighed, vente fromt på, at jordens konger og folk skal komme i bedre humør? jeg mener ikke, at vi kan vente at strømmen af uvilje vender sig. Hvorfor? På trods af, at vi står kongerne lige så nær som andre borgere, kan de ikke beskytte os. Det ville vække jødehadet, hvis de viser jøderne for meget velvilje. Med ”for meget” skal forstås mindre end hvad enhver anden almindelig borger eller gruppe har krav på. De folk, som jøderne bor hos, er alle antisemitter, enten skjult eller åbenlyst.

Den brede befolkning har ikke, og kan heller ikke have, nogen forståelse for historien. De ved ikke, at Europas nationer lige nu bliver hjemsøgt af Middelalderens synder. Vi er det, som ghettoen har gjort os til. Vi har uden tvivl opnået en førende stilling i finansverdenen, fordi man i middelalderen tvang os ud i det. Nu gentager den samme proces sig. Man tvinger os igen ud i finansverdenen, der nu hedder Børsen, fordi man afskærer os fra alle andre erhverv. Men når vi er gået ind i børsforretningen, bliver det en ny grund til at foragte os.  Samtidig frembringer vi til stadighed en overflod af middelmådige intellekter, som ikke kan afsættes, og dette er til lige så stor fare for vores sociale position, som vores stigende velstand er det. De veluddannede jøder, som ingen midler har, bliver alle socialister. Den sociale kamp må i begge tilfælde gå ud over os, fordi vi både i den socialistiske og den kapitalistiske lejr står på de mest udsatte poster.

Antisemitismens årsager

Vi vil ikke igen komme ind på de årsager, der har at gøre med følelser, fordomme og snævre livssyn, men vil begrænse os til udelukkende at se på politiske og økonomiske årsager. Moderne antisemitisme må ikke forveksles med tidligere tiders religiøse jødehad. Den tager af og til en religiøs drejning i nogen lande, men hovedstrømmen i denne aggressive bevægelse har ændret sig. I de primære lande, hvor antisemitismen er udbredt, skyldes det jødernes frigørelse (emancipation). Da de civiliserede nationer fik øjnene op for det umenneskelige i diskriminationslovgivningen og gav os borgerret, kom vores borgerret for sent. Der, hvor vi boede, var det ikke længere muligt at emancipere os ved en lovbestemmelse. For besynderligt nok havde vi i ghettoen udviklet os til et middelklassefolk, og da vi trådte ud af ghettoen, var det blot for at styre direkte ind i en skarp konkurrence med middelklassen. Vores frigørelse placerede os altså pludselig midt i middelklassens kredse, hvor vi er nødt til at udholde et dobbelt pres, både udefra og indefra. Det kristne borgerskab er ikke uvillige til at ofre os til socialismen, selv om det ikke ville hjælpe stort på sagerne.

 

Samtidig kan jødernes lige rettigheder for loven ikke trækkes tilbage, nu hvor de er blevet tildelt. Ikke kun fordi det ville være imod tidsånden, men også fordi det med det samme ville drive alle jøder, rige som fattige, ind i revolutionspartiernes rækker. Man kan ikke gøre noget virkelig effektivt for at skade os. Tidligere tog man juvelerne fra jøderne. Hvordan skulle man i dag kunne få fat på vores løsøre? Det udgøres af trykte papirer, som er under lås og slå et eller andet sted i verden - måske i kristne pengekister. Det er selvfølgelig muligt at komme efter andele og obligationer i togbaner, banker og alle slags industrielle foretagender gennem beskatning, og hvor den progressive indkomstskat gælder, kan man efterhånden få tag i alt vores løsøre. Men alle disse indsatser kan ikke rettes mod jøderne alene, og skulle man alligevel gøre brug af dem, ville det umiddelbare resultat være en alvorlig økonomisk krise, som bestemt ikke kun ville ramme jøderne, som ville føle den først. Det, at det er umuligt at ramme jøderne, nærer og forbitrer hadet mod dem. Antisemitismen vokser dag for dag og time for time blandt nationerne; den må faktisk vokse, fordi årsagerne til dens vækst fortsat eksisterer og ikke kan fjernes. Dens fjerntliggende årsag er, at vores mulighed for at blive assimilerede gik tabt i Middelalderen; dens nære årsag er, at vi til overflod frembringer middelmådige intellekter, der ikke kan afsættes hverken opad eller nedad i systemet – det vil sige, at de ikke i nogen retning kan sættes i brug på en sund måde. Når vi falder, bliver vi et revolutionært proletariat -- de underordnede officerer i alle revolutionære partier. Og når vi omvendt stiger opad, vokser også vore pengepunges frygtelige magt.

Antisemitismens følger

Det tryk, der øver mod os, gør os ikke bedre. Vi er ikke anderledes end andre mennesker. Vi elsker ikke vore fjender, det er ganske sandt. Men kun den, der formår at overvinde sig selv, har lov til at bebrejde os det. Det er naturligt at trykket hos os avler en fjendtlighed mod vores undertrykkere – og vores fjendtlighed får selvfølgelig trykket til at vokse. Det er umuligt at komme ud af sådan et kredsløb.

”jo!” vil den naive sværmer sige, ”jo, det er mugligt. Nemlig gennem den magt der ligger i menneskets godhed.”

behøver jeg virkelig først bevise, hvad dette er for noget sentimentalt vrøvl? Ville man basere en forbedring af situationen på alle menneskers godhed, ja, det ville være en utopi!

Jeg har allerede talt om vores ’assimilering’. Jeg siger intet øjeblik, at jeg ønsker den. Vores personlighed som folk er for historisk berømt og trods alle fornedrelser for stor til, at dens udslettelse er ønskelig. Men vi kunne måske blive optaget og indlemmet i de folk, der omgiver os, hvis man lod os være i fred i to generationer. Man vil ikke lade os være i fred. Efter korte perioder af tolerance vækkes fjendskabet mod også igen. Vores medgang synes at provokere andre, fordi verden i århundrede har været vant til at se de kummerligste af de fattige i os. Af uvidnehed eller snæversyn bemark man ikke, at vores medgang svækker os som jøder og udvisker det særlige ved os. Kun trykket fører os tilbage til den gamle stamme, kun vores omgivelsers had gør os igen til fremmede.

Sådan er og bliver vi en adskilt gruppe – hvad enten vi vil det eller ej.

Vi er et folk – fjenden gør os til det uden vores vilje, sådan som det altid har været i historien. I dårlige tider står vi sammen, og opdager pludselig vores kraft. Ja, vi har kraft til at skabe en stat, endda en mønsterstat. Vi har alle de menneskelige og økonomiske midler, der er nødvendige til det.

Sprog

Måske tænker nogen, det vil være en vanskelighed, at vi ikke længere har et fælles sprog. Vi kan jo ikke tale hebraisk med hinanden. Hvem af os kan tilstrækkelig meget hebraisk til at forlange en togbillet? Det lader sig ikke gøre. Alligevel er sagen ganske ligetil. Enhver beholder det sprog, der er hans tankers kære hjem. Schweitz er et afgørende bevis for, at sprogføderalisme er mulig. Også derovre vil vi blive ved at være, hvad vi er nu, ligesom vi aldrig vil holde op med i længsel at elske vores fædrelande, som vi blev drevet væk fra.

De forkrøblede og forrykte jargoner, som vi nu betjener os af (jiddish), disse ghettosprog, vil vi vænne os af med. Det var fangers hemmelige sprog. Vores lærere vil være opærksomme på denne sag. Det sprog, der viser sig nyttigst i det almindelige samkvem, vil uden tvang vinde hævd som hovedsprog. Vort folkefællesskab er jo ejendommeligt og enestående. Vi erkender egentlig kun vores samhørighed i fædrenes tro.

Teokrati

Vil vi da til sidst få teokrati? Nej! Troen holder os sammen, videnskaben gør os fri. Derfor vil vi slet ikke lade vores gejstliges lyster komme frem. Vi vil vide at holde dem fast i deres templet, således som vi vil holde vores professionelle hær fast i kasernerne. Hær og rabbinere skal æres så højt, som deres smukke funktioner kræver og fortjener det. Men i den stat, der udmærker dem, har de ikke noget at snakke med om, for det ville skabe ydre og indre vanskeligheder.

Enhver skal være så fri og uindskrænket i sin bekendelse eller sin vantro som i sin nationalitet. Og føjer det sig således, at også mennesker af anden tro, anden nationalitet, bor iblandt os, så vil vi yde dem ærefuld beskyttelse of lighed for loven. Vi har lært tolerance i Europa. Jeg siger det uden spor ironi. Den nuværende antisemitisme er kun få steder den gamle religiøse intolerance. Hos kulturfolkene er den oftest en bevægelse, hvormed de gerne ville forjage et spøgelse fra deres egen fortid.

Love

Når statstankens virkeliggørelse rykker nærmere, vil Society of Jews lade et juristkollegium gøre forarbejder til lovgivningen. For overgangstiden vil den grundregel gælde, at enhver indvandret jøde vil være at dømme efter hans tidligere lands love. Man vil stræbe mod snarlig retsenhed. Det skal være moderne love, også på det punkt skal man bruge det bedste. Det kan blive en forbilledlig lovsamling, gennemtrængt af alle nutidens retfærdige sociale krav.

Hæren

Den jødiske stat er tænkt som en neutral stat. Den har kun brug for en professionel hær – til gengæld udrustet med samtlige moderne krigsmidler – til at opretholde ordenen udadtil og indadtil.

Flaget

Vi har ikke noget flag. Vi behøver et. Når man vil føre mange mennesker, må man have et symbol over deres hoveder.

Jeg tænker mig en hvid fane med syv gyldne stjerner. Den hvide dug betyder det nye, rene liv; stjernerne er vor arbejdsdags syv gyldne timer. For i arbejdets tegn drager jøderne ind i det nye land.

Spørgsmål:

• Hvordan beskriver Herzl jødespørgsmålet og situationen for jøder i Europa?
• Hvilke årsager er der ifølge Herzl til antisemitisme?
• Hvilke følger der ifølge Herzl til antisemitisme?
• Skal den jødiske stat være et teokrati, dvs. en styreform baseret på religion, eller skal det være et styre baseret på viden og videnskab? Hvilken rolle skal religion spille?
• Hvilket sprog skal der tales i den jødiske stat? Hvilket sprog tales der i dag i Israel?