j

Åben synagoge med take-away-Chanukah treats

-

Jødisk informationscenter åbner igen dørene til synagogen i Krystalgade og denne gang til den jødiske højtid Chanukah. Chanukah er lyset og miraklernes fest, og oprindelsen af højtiden skal findes i sejren over grækerne og deres vanhelligelse af Templet i Jerusalem - og et lille lysmirakel, der skete i den forbindelse. Du kan høre meget mere om dette d. 10 december samt købe Chanukah lækkerier med hjem fra D.A. Kosher.

Synagogen i Krystalgade, som blev indviet i 1833,  fremtræder i en helt særlig blanding af orientalsk og dansk stil. Til Chanukah tændes der lys i en ottearmet lysestage kaldet Chanukiah, som pryder synagogen til denne særlige højtid. Her tændes der på Chanukahs første aften ét lys i den ottearmede lysestage, på den anden aften to lys og så fremdeles indtil den ottende dag, hvor alle otte lys er tændt. Måske denne tradition er en forgænger for den kristne advent, som også finder sted i december?

Mød de danske jøder og bliv klogere på spørgsmål som: Hvorfor ser synagogen ud, som den gør? Hvad er Chanukah? Og har en Chanukiah otte eller ni arme? Disse og mange flere spørgsmål vil du få svar på! 

Besøget finder sted fra kl. 14.30-15.30, den 10. december

Take-away-Chanukah lækkerier

Efter Åben Synagoge holder D.A. Kosher åben, hvor mankan købe en lækkerier og jødiske specialiteter med hjem, som selvfølgelig er i bedste Chanukah-stil, hvor man spiser mad og kager stegt i olie for at mindes Templets olielampe.  

Madboden er åben fra kl. 14.30- 16.30 (eller til udsolgt) 

Praktisk

Besøget er gratis og der er ikke behov for tilmelding.

Medbring venligst ikke store tasker. 
Sikkerhedstjek er påkrævet inden adgang så medbring billed ID. Vagten forbeholder sig retten til at nægte adgang på dagen, skulle han se sig nødsaget til det. 

Vi glæder os til at se jer!