Arrestation og deportation

Flugt og forfølgelse

Leo Säbel kom til Danmark fra Tyskland i 1939 som såkaldt Alijah-barn. Da hans københavnske plejefamilie blev advaret om den forestående aktion mod jøderne kom Leo Säbel ud til nogle af familiens bekendte i Holte. Efter et par dages forgæves venten på overfart til Sverige tog han ind til København for at prøve at finde nogen, der kunne hjælpe.

Portræt af Leo Sabel i sort/hvid

Jeg opsøgte en jødisk dame, som boede sammen med en ikke-jødisk mand i en villa på Østerbro, for jeg troede, at de måske kunne hjælpe med at skaffe en forbindelse. Der var undtagelsestilstand, og man måtte ikke gå ud efter kl. 20, så jeg måtte blive der om natten. På et tidspunkt i løbet af aftenen gik ægteparret gennem baghaven og over til en nabo, for at drikke kaffe hos ham. Jeg skulle blive hjemme.

Ved ti-elleve - tiden om aftenen ringede det på døren, og der var en dansker, der sagde: ”Det er politiet!” Jeg lukkede op, men sammen med danskeren var der fire tyske soldater. Danskeren spurgte efter en person, hvis navn jeg ikke kendte. Senere fandt jeg ud af, at den jødiske mand, som ejede villaen, allerede havde forladt landet nogle år tidligere. De ville ind og undersøge villaen, og det måtte jeg jo give dem lov til.

Danskeren sendte to soldater op på 1. sal og gik selv rundt i stueetagen. Han ville også undersøge kælderen, og mens vi var dernede, spurgte han om mit navn, og jeg opgav navnet på sønnen til den ikke-jødiske mand, der boede i villaen. Det gik, lige indtil han fik øje på en stor taske, der stod åben. Det var den taske, jeg havde pakket til flugten, og jeg havde kort før, det ringede på døren, kigget mine papirer igennem.

Danskeren gik hen og tømte tasken, han fik øje på mine papirer og blev meget ophidset over, at jeg havde forsøgt at snyde ham. Han var lige ved at slå, men gjorde det ikke. Så blev jeg arresteret.

De førte mig ca. 500 meter længere ud ad Strandvejen til en plads, hvor de havde parkeret en af deres store biler med bænke indeni – prærievogne, som man kaldte dem. Så sad jeg der og skulle vente, indtil den blev fyldt. Der kom dog bare seks-syv andre, hvoraf jeg ikke kendte nogen.

Vi blev kørt ud til skibet på Langelinie. Til at begynde med blev vi samlet på kajen, hvor nogle ganske få, der var gift med ikke-jøder, blev frigivet. Tyskerne råbte og skreg og skubbede os omkring. Det hele skulle gå hurtigt. “Schnell, schnell!” blev der konstant råbt.

Det var mørkt og koldt. En enkelt projektør lyste på den lejder, der førte op til det meget høje skib. Vi skulle op ad lejderen, og det var ikke noget problem for os unge, men de havde hentet de gamle fra alderdomshjemmet i Krystalgade, og der var en del imellem, som ikke kunne gå. Det tog sin tid at få dem op, men op skulle de. Der var en gammel, syg kvinde, jeg ved ikke, hvem hun var, der ikke kunne gå, og det endte med, at de fandt en madras eller noget lignende, som hun blev sat på. Så slog man tovværk rundt om, og så lå hun dér og balancerede og blev hejst op ved hjælp af en kran.

Vi blev ført ned i nogle lastrum, der havde været brugt til hestetransport, lige før vi kom, der lå stadig rester af halm. Der var ingen mulighed for at gå ud. Der var nogle stejle trapper op til dækket, men der måtte vi ikke komme.

Konstant mødte man folk, som sagde: ”Nå er du også her – og hvordan er du kommet?”. Der var to gamle damer, som jeg kendte. Den ene var min plejefars mor, og den anden var bedstemor i en jødisk familie, som vi kom meget sammen med. De var begge blevet hentet i Krystalgade. Dem fandt jeg nede i lasten, og de genkendte mig. De døde begge to i Theresienstadt.

Der gik lang tid, før vi sejlede. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor længe vi sejlede, men det tog tid, før vi ankom til Swinemünde [Swinousjie]. Det var dagslys, og det var koldt. Vi skulle op af lasten, ned fra skibet og over på kajen, hvor vi skulle stille op i rækker.

Der havde også været en anden gruppe danskere om bord, som vi hverken havde set eller hørt tidligere. På lang afstand så vi dem blive læsset ind i jernbanevogne. Det viste sig senere, at det var kommunister. Jeg kan ikke huske, om godsvognene allerede var der, eller om de ankom, mens vi ventede, men i hvert fald skulle vi op i dem.

Vi var cirka 50 personer i hver vogn. Der var ikke plads til, at alle kunne ligge eller sidde på en gang, så vi unge stod op, så længe vi kunne og lod de gamle sidde eller ligge. Der var sprækker i gulvet og det trak ind. Der var et sted, hvor der var en større sprække i væggen, hvor man kunne se ud.

Undervejs var der nogen, der havde hørt nogle tyskere snakke om Tjekkoslovakiet, men der var jo ikke nogen, der vidste noget om Theresienstadt og kunne sige, at det var dér, vi skulle hen. Vi var bange, for flere havde hørt noget om Polen, men der var ingen, der vidste noget direkte. Jeg havde ingen fornemmelse af tiden. Toget standsede en gang imellem. De fleste gange blev der ikke lukket op. Vi holdt bare længe på et sidespor og undrede os over, hvor vi var, og hvad der nu skulle ske.

Et par gange fik nogle stykker fra hver vogn lov til at komme ud for at hente vand. En gang fik vi noget brød og syltetøj i en spand. Jeg aner ikke i dag, hvordan vi fik det spist, for der var ingen, som havde spisegrejer. Men spist blev det altså. Toilet var der ikke noget af, mens vi kørte – det var der så bare ikke noget at gøre ved. Men et par enkelte gange fik vi lov at komme ud, så man kunne forrette sin nødtørft på en mark.

Børnene var konstant urolige, også om natten vågnede de, kunne man høre. Der var jo mørkt i vognen, så man kunne intet se. Der var en lille pige på en 4-5 år, som jeg bar rundt på. Flere af de voksne græd.

Jeg kom til at tale med Peter Deutsch, der senere dirigerede et orkester i Theresienstadt. Han var også fra Tyskland ligesom jeg selv, og vi kendte jo tyskerne på en anden måde, end de danske jøder gjorde, så vi var nok mere nervøse, end de var, for hvor vi var på vej hen.

Vi kæderøg vores fælles cigaretter på turen – vi måtte ryge på samme tid, for vi havde ikke tændstikker nok. Først delte vi mine cigaretter, så delte vi hans. Og det var mange, for han havde en stor blikæske med 50 tyrkiske cigaretter – og jeg havde vist 20 eller 40 almindelige danske. Men så var det slut, så var der ikke flere cigaretter, og det var ikke så godt.

En ældre mand døde undervejs, men det blev først opdaget ret sent. Han blev så anbragt i et langt smalt bremsehus i den ene ende af godsvognen. Han blev presset ind og måtte stå derude. Men det kunne han jo ikke mærke. Efter en to-tre dage i godsvognene ankom vi til Theresienstadt.